”Herrens Veje” er en gave for os, der brænder for kirken

Jeg håber, at vi i kirken indser, at det er nu, at vi har muligheden for at komme på banen og gribe fat i den nysgerrighed, som serien "Herrens Veje" forhåbentlig afføder, skriver præst Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen

Jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg er faktisk ret begejstret for DR’s nye serie ”Herrens Veje”. Og det er jeg af flere årsager.

Jeg er ret vild med, at serien både bringer almenmenneskelige dilemmaer op, som er ens for alle uanset religiøs overbevisning eller mangel herpå, samtidig med at den sætter fokus på den kristne tro og de spørgsmål og valg, vi som kristne, og for mit eget vedkommende som præst i folkekirken, undertiden kan stilles over for.

Seriens andet afsnit lagde hårdt fra land: Det velkendte teodicékompleks – hvorfor er der ondskab, hvis Gud er god– slog stemningen an for afsnittet. Vi så, hvordan August Krogh, den udsendte unge præst, skiftede mening om det undervejs: Han gik fra, hvad man måske kunne kalde den ’teoretiske’ og dogmatisk korrekte overbevisning af sin tro til at erfare, hvad det betød, når kristendommen blev brugt og havde et formål i praksis.

Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for, at man som folkekirkepræst skal velsigne våben til krigsbrug – det er slet ikke mit ærinde. Mit ærinde er langt snarere at påpege, hvor fint serien belyser, at man som menneske røres og bevæges af de mennesker og oplevelser, man gør sig. At det er svært at stå fuldstændig fast i sin overbevisning, når et medmenneske har brug for en.

Og det er for mig noget af det vigtigste ved min tjeneste som præst: Nemlig at forsøge at vise, at kristendommen også er aktuel og vedkommende for mennesket i år 2017. For kristendommen og kirken er kun noget, hvis de er inkorporeret som en del af et levet liv.

Hvis kristendommen bliver fjern, noget som ikke vedgår en eller i værste fald noget, som man ikke kan forstå – ja, så har vi som kirke spillet fallit. Så har vi ikke været vores opgave voksen. Jeg hører desværre ofte, at folk opfatter kirken som gammeldags, kedelig og som et sted, hvor man bliver prædiket huden fuld af noget, som man bagefter ikke kan huske.

Og det er skrækkeligt – for sådan skal det ikke være. Og her tror jeg faktisk, at ”Herrens veje” er et aktiv og en gave for alle os, der brænder for vores kirke. Serien har indtil videre bragt store emner op såsom teodicékomplekset, fjendekærlighed ogreligionsmøde, og jeg glæder mig til at se, hvilke etiske emner serien fremover vil bringe ind i stuerne. Og så håber jeg, at vi i kirken indser, at det er nu, at vi har muligheden for at komme på banen og gribe fat i den nysgerrighed, som serien forhåbentlig afføder.

Vi skal vise, at vi som kirke godt tør at diskutere, hvad vi står for – og hvorfor vi står, hvor vi står. For mig er det ikke så vigtigt, om jeg lige føler, at min egen personlige tro er repræsenteret i serien – nej, det er langt mere interessant, at serien tager store temaer op og stiller spørgsmål. Vi skal som kirke bare turde at svare på dem.

Min eneste anke er, at serien indtil nu primært har portrætteret mennesker, der har været stærke og overbeviste i sin tro. Det er godt – for det er inspirerende og opbyggende at møde sådanne mennesker – men jeg håber inderligt, at serien, når den skrider frem, også kommer til at berøre alle de folkekirkemedlemmer, der ikke kan formulere sin tro så formfuldendt og graciøst som de to pastorer Johannes og August Krogh. Mennesker, der måske kun vagt kan formulere sin tro eller give udtryk for, hvad de tror på. Der skal meget til at hengive sig fuldt og helt, og det er nok de færreste, der i virkeligheden er så afklarede og velformulerede som provst Johannes Krogh, når det kommer til stykket. Og dem savner jeg i serien; men der er jo tid - og afsnit nok - så det kan jo nå at komme. Man har da lov at håbe.

Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, sognepræst i Gudbjerg-Gudme-Brudager Pastorat, Fyens Stift