Påskerefleksioner

Hillsong-præst: Påsken viser os, at Gud er god og i kontrol

"Der var mange begivenheder, der fandt sted i løbet af påsketiden, men der var to ting der skete, som er blevet to søjler i den kristne tro. De to søjler er, hvad vi bør læne os opad i denne tid. De to begivenheder skete på korset og i graven," skriver Hillsong-præst Thomas Hansen Foto: Hillsong Church

Bibelens fortællinger går igen på tværs af forskellige kirkeretninger, men ligesom der er ligheder mellem de måder, historierne genfortælles, kan de på forskellig vis sættes i en nutidig kontekst. Derfor har kristendom.dk bedt repræsentanter fra forskellige kirkeretninger om at reflektere over påskens budskaber

I 1962 var verden meget tæt på en atomkrig imellem USA og Sovjetunionen. Det siges, at John F. Kennedy modtog to beskeder fra den Sovjetiske leder Nikita Krushchev, da situationen var allermest spændt.

Det interessante med de to beskeder var, at de kommunikerede to forskellige ting. Så spørgsmålet var, hvilket budskab skulle den Amerikanske præsident respondere på?

Valgte han den aggressive, ville han tage USA og verden til kanten af en atomkrig.
Valgte han den imødekommende, ville han nedtrappe USA’s militære involvering, men kunne også efterlade USA sårbar, hvis han havde valgt at tro på den forkerte besked.

Så hvordan skulle han finde ud af, hvilket budskab var den rigtige?

En af Kennedys rådgivere var en mand, der hed Llewellyn Thompson Jr., som havde tjent som den amerikanske ambassadør i Sovjetunionen fra 1957 til 1962. I den tid lærte han den sovjetiske leder Krushchev at kende, han boede endda et stykke tid med ham og hans kone. Thompson overbeviste den amerikanske præsident om, at beskeden, der indeholdt en vej til fred, lød meget mere som den, Krushchev han kendte. Han havde ret.

Vi lever i en tid og i et land, hvor færre og færre har en forståelse for Guds karakter og natur.

På grund af denne manglende forståelse er der mange misforståelser i den måde, vi fortolker verden omkring os.

Når så vores verden løber ind i en krise, som den vi står ansigt til ansigt med nu i form af covid-19, mangler vi værktøjerne til at bearbejde det.

“Hvor er Gud?” “Sendte Han denne krise?” “Er Gud overhovedet i kontrol?”

Denne forvirring er desværre ofte på grund af en manglende repræsentation af kristne, der kan hjælpe folk med fortolkelsen. Som Thompson hjalp præsident Kennedy med at udpege Krushchevs sande budskab på grund af hans venskab med ham, så er der brug for mennesker, der har et venskab med Gud, som kan skære igennem al støjen og identificere det sande budskab, der bedst repræsenterer Guds hjerte.

Som præst ser jeg ofte folks kamp med at afstemme deres tro med deres virkelighed. Specielt når virkeligheden kommer med smerte. Jeg havde selv den kamp, da jeg mistede en af mine brødre i et trafikuheld nogle år siden.

“Hvordan kan en god gud tillade dette?” “Er Han overhovedet god?”

Ofte ser vi denne kamp i folks gudsforståelse imellem deres syn på Guds magt og Guds hjerte.
På den ene side siger vi, at Gud er i kontrol. Men da der er så meget smerte i verden, er Gud muligvis i kontrol, men er Han god?
På den anden side siger vi, at Gud er god. Men da der er så meget smerte i verden, så er Gud muligvis god, men er Han i kontrol?

I disse dage fejrer vi påsken.

Der var mange begivenheder, der fandt sted i løbet af påsketiden, men der var to ting der skete, som er blevet to søjler i den kristne tro. De to søjler er, hvad vi bør læne os opad i denne tid. De to begivenheder skete på korset og i graven.

Johannesevangeliet 3:16 fortæller os, at Gud elskede verden så meget, at han gav sin eneste søn, for at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Korset fortæller os, at Gud er kærlighed, fordi han tog vores plads, så at vi blot kan tro på hvad Han gjorde og modtage frelse. Korset er lig med kærlighed. Men historien slutter ikke der. Fordi tre dage senere skete der noget. Jesus stod op fra graven og besejrede den største fjende af dem alle: Døden.

Korset viser os, at Gud er god.
Den tomme grav viser os, at Gud er i kontrol.

Det er, når vi tror på og har tillid til de to sandheder på samme tid, at vi finder fred i hvilken som helst storm, vi måtte befinde os i.

Religioner har ofte prøvet at bortforklare smerte med ritualer og regler. Men Jesus kom ikke for at komplicere men for at simplificere. Og hvis jeg kan have tillid til, at Gud er i kontrol og den Gud, som er i kontrol, også er god, så behøver jeg ikke at forstå eller få forklaret hvordan og hvorledes, det hele kommer til at ske, fordi jeg kan stole på, at Gud udarbejder noget godt igennem det hele.

Korset viser os, at Gud er god.
Den tomme grav viser os, at Gud er i kontrol.

Jesus er Guds kærlighedsbrev til os alle.
Glædelig påske!