Bibelsyn: Sådan er Bibelen blevet læst gennem tiden

Bibelen skal for nogle kristne læses bogstaveligt, mens kristendommens hellige skrifter for andre tjener som fortællinger og metaforer om livets mening. Bliv klogere på de forskellige form for bibelsyn her

Hvordan ser vi på Bibelen, og hvordan læses den?

Bibelsyn er et andet ord for vores forhåndsforståelse af Bibelen. Vi kan læse Bibelen som Guds ord, der har autoritet. Eller vi kan opfatte Bibelen som både et oldstidsskrift, der skal forstås ud fra sin egen tid, og som et skrift, der også har bud til vor tids mennesker. Vi ser nærmere på de forskelige former for bibelsyn.

Den tidlige kirkes bibelsyn

Frem til midten af det første århundrede var det, vi i dag kalder Det Gamle Testamente de kristnes eneste bibel. Man læste Det Gamle Testamente i lyset af troen på, at Jesus Kristus var den lovede messias, Guds salvede, verdens frelser.

Profeternes ord blev læst som ord fra Guds selv, som nu var gået i opfyldelse. Jøderne derimod havde ifølge apostlen Paulus ikke forstået profeternes budskab ret: "Det er stadigvæk sådan, at hver gang Moses' skrifter bliver læst op, er deres tanker dækket af et slør. Men når nogen vender sig til Herren Jesus, bliver sløret taget bort." (2. Korintherbrev kap. 14,15-16)

I løbet af det andet og tredje århundrede blev de skrifter, der nu udgør Det Nye Testamente, samlet. Og det samme syn på skrifterne gjorde sig nu gældende, nemlig at disse skrifter - evangelierne, apostlenes gerninger, apostlenes breve og åbenbaringsbogen - var ord fra Gud. Det var altså Helligånden, der engang talte gennem Moses og profeterne, der nu talte gennem forfatterne til de nytestamentlige skrifter. Jesu ord i evangelierne var autentiske ord, og Helligånden talte igennem Paulus og de andre forfattere i Det Nye Testamente, mente de.

Luthers bibelsyn

Den tidlige kirkes opfattelse af Bibelen som Guds ord til den enkelte fortsatte op gennem middelalderen, idet kirken overtog rollen som den autoritære fortolker af Bibelen.

Men reformatoren Martin Luther (1486-1546) gjorde op med den katolske kirkes opfattelse af sig selv som mellemled mellem Gud og menensker. Martin Luther hævdede, at den enkelte havde direkte adgang til Gud. Det gjaldt også i bibellæsningen. Hver enkelt kristen skulle selv læse skriften som et direkte og personligt budskab, der gjaldt for dem her og nu. Men samtidig skulle Bibelens tekster læses, ”om de drev på Kristus” - altså at tekstens budskab var frelsen i Kristus. Netop dér kunne der være forskel på de forskellige teksters klarhed. Efter reformationstiden udvikledes i de protestantiske lande en såkaldt verbalsinpiratiosnlære, som betød, at alt i Bibelen var inspireret af Guds Ånd.

Den historisk-kritiske forskning

Med renæssancens krav om at gå ”tilbage til kilderne”, og ikke mindst med den nye naturvidenskab, blev der sat spørgsmålstegn ved Bibelens sandhed. Kunne Bibelens opfattelse af verdens skabelse anfægtes, så kunne man efterhånden også sætte spørgsmålstegn ved Bibelens historiske oplysninger. Nu blev det store spørgsmål, om der både kunne være en bibelsk og en videnskabelig sandhed. Med oplysningstiden i 1700-tallet og videnskabelighedens udvikling op gennem 1800-tallet blev Bibelen genstand for kritisk forskning.

Den historisk-kritiske forskning opfattede Bibelen som et oldtidsskrift, der skulle læses på linje med andre oldtidsskrifter. Bibelens tekst var altså ikke uden videre et guddommeligt budskab af autoritativ art. På grundlag af et videnskabeligt arbejde måtte man prøve at finde frem til et indhold, en kerne, der havde bud til moderne mennesker. Det førte for eksempel til, at Grundtvig hævdede, at det var kirken, der havde skabt Bibelen – og ikke omvendt. Andre skelnede mellem ”Jesu rene lære” og ”kirkens religion.” For disse kunne Det Gamle Testamente ikke længere læses i lyset af Kristus-troen, og Det Nye Testamentes tekster blev forstået som et produkt af de første kristnes teologi.

Den såkaldte ”Københavnerskole” er nok den hidtil mest radikale og konsekvente udgave af den historisk-kritiske forskning. Teologiske forskere ved Københavns universitet med Niels Peter Lemche som frontfigur påviste i afhandlinger fra omkring 1969, at der var et manglende historisk grundlag for den hidtidige opfattelse af Israels tilblivelse. Hidtil havde man antaget, at et forbund af indvandrende israelitiske stammer gennem kampe havde overtaget det kana'anæiske land og skabt en ny stat.

Det var et opgør med forskningsmetoden i sig selv, nemlig at man hidtil havde fulgt Det Gamle Testamentes tekst, når der ikke var andre kilder. Da arkæologien ikke gav mulighed for at kortlægge Israels tidlige historie med indvandring og bosættelse i Kana'ans land, ja, så må den bibelske historie forstås som en konstruktion for at legitimere israelitternes ret til landet, hævdede Københavnerskolen.

Fundamentalismen

Den historiske bibelkritik mødte en stærk reaktion fra folk med et mere fundamentalistisk bibelsyn – ja, det fremprovokerede endda en fundamentalistisk bibelopfattelse som modpol.

Fundamentalismen er altså et moderne fænomen og kan derfor ikke anses for blot at være en videreførelse af det klassiske bibelsyn. Fundamentalismen må heller ikke forveksles med et konservativt bibelsyn, som reelt er åbent for den videnskabelige forsknings resultater. Fundamentalismen støtter sig til det, man mener er Bibelens eget syn på sig selv, sådan som det eksempelvis fremgår af 2. Timoteusbrev kap. 3,16, hvor der står: "Ethvert skrift er indblæst af Gud." Ligeledes henviser man til Jesu eget bibelsyn, og det vil sige Jesu egen opfattelse af Det Gamle Testamente, der var jødernes hellige skrifter på den tid.

Fundamentalismen er sig helt bevidst, at den står i modsætning til den moderne naturvidenskab. Den hævder en alternativ videnskabelighed, og opfatter sit eget syn på Bibelen som en videnskabelighed, der er i overensstemmelse med Bibelens udsagn. For Bibelen er ufejlbarlig, vil kristne med et fundamentalistisk bibelsyn mene.

De forskellige bibellæsninger

Den historisk-kritiske universitetsforskning er så baggrund for en række forskelige bibellæsninger.

For det første er der den litterarturkritiske læsning: Bibelen er den vestlige litteraturs store kode. Det vil sige, at kendskabet til Bibelen er nødvendigt for at forstå vores litterære tradition. Man interesserer sig ikke for kildekritik og teksternes historiske miljø, men alene for det litterære, det poetiske sprog, billederne og symbolerne i Bibelen.

For det andet findes der en narrativ læsning af Bibelen, hvor Bibelen ses som en fortløbende fortælling om menneskets skabelse, fald og forløsning. Eksempler på andre læsninger er den politiske tolkning, den feministiske, befrielsesteologiske og mange andre. Altså lægger de forskelige former for bibellæsninger vægt på bestemte sider, temaer eller aspekter af den bibelske tekst.

Man kan sige, at den historisk-kritiske bibelvidenskab i modsætning til fundamentalismen har frisat den bibelske tekst til kirkens stadige behov for at gøre Bibelens tekst nærværende og udfordrende – og derfor giver Bibelen også stadig ny inspiration til kunst og digtning.

Litt.: Gads Danske Bibelleksikon