Bibelen er en grundsten i vores kultur, verdens mest læste bog. Men den er også på langt over 1000 sider, fordelt på 66 forskellige bøger eller skrifter, som kan være svære at forstå. Her får du et resumé af handlingsforløbet.
Hvis du er abonnent, kan du i stedet lytte til den. Det tager 36 minutter:
Gud skaber himlen og jorden; han skiller lyset fra mørket og kalder lyset dag, mørket for nat.
På den anden dag skaber Gud himlen som en stor kuppel over jorden.
På dag tre skaber Gud jorden og planterne.
På den fjerde dag skaber Gud sol, måne og stjerner.
På dag fem skaber Gud fugle og havdyr.
På dag seks skaber Gud landdyr og mennesker.
Og på den syvende dag hviler Gud.
Gud skaber til at begynde med Adam, den første mand. Han sætter Adam i det frodige paradis, som han kalder Edens Have, hvor der er dyr, planter, søer og floder. Til sidst skaber Gud den første kvinde, Eva.
I Edens Have frister en snedig slange Eva til at spise et æble fra Kundskabens Træ. Gud havde ellers gjort det klart for Adam og Eva, at det var det eneste træ i haven, de ikke måtte spise frugten fra.
Da Gud opdager det, bliver slangen forbandet, og Adam og Eva bliver smidt ud af Edens Have. Som straf bliver manden dømt til at arbejde hårdt hver dag for føden, og kvinden får at vide, at hun skal føde børn med smerte.
Adam og Evas børn, Kain og Abel, vil gerne vise deres stærke tro på Gud ved at give offergaver, som man gjorde dengang. Men Gud vælger kun at tage imod Abels gave. Kain bliver så jaloux, at han myrder sin bror Abel.
Da Gud opdager det, straffer han Kain ved, at han ikke længere kan dyrke noget på sin jord, og han bliver gjort fredløs. Men samtidig sætter Gud et mærke på ham, så han er beskyttet, hvis nogen vil hævne sig på ham.
Adam og Eva får mange sønner og døtre. Adam dør 930 år gammel.
Menneskene på jorden bliver mere og mere onde. Derfor beslutter Gud at sende en stor flodbølge, der kan udslette livet på jorden. Han fortæller dog Noa, at flodbølgen kommer, og råder Noa til at bygge en ark, det vil sige en stor båd. Noa skal medbringe sin familie og et par af hver dyreart til båden.
Det lykkes menneskene og dyrene i arken at overleve, da den omfattende flodbølge, som også kaldes syndfloden, kommer. Da det klarer op igen, sætter Gud en regnbue på himlen som et løfte til Noa om, at ingen oversvømmelse nogensinde skal ødelægge hele jorden igen.
I byen Babel vil indbyggerne gerne blive lige så kloge som Gud. De går derfor i gang med at bygge et tårn, så de kan nå op til Gud. Men ingen kan nærme sig Gud, og derfor skal menneskene have sig en lærestreg. Gud giver de forskellige folkeslag forskellige sprog, så de bliver skilt ad og får vanskeligere ved at kommunikere. På den måde vil de aldrig kunne forstå hinanden godt nok til at planlægge noget lignende igen.
Abraham bliver født.
Gud laver en aftale - en pagt - med Abraham om, at han skal blive stamfader til et stort folk.
Gud giver Abraham et land at slå sig ned i: Kana’ans land, det område, som romerne senere kaldte Palæstina, og hvor staten Israel i dag befinder sig. Her skal Abraham med sin familie blive til et stort folk. Tegnet på aftalen er, at alle dem, der tror på Gud i Abrahams slægt, skal omskære deres sønner.
Indbyggerne i de to byer Sodoma og Gomorra er blevet ekstremt ondskabsfulde, så Gud beslutter sig for at ødelægge disse byer. Men Abrahams nevø Lot får sammen med sin kone og deres to døtre lov til at gå fri for straffen, hvis de flygter uden at kigge sig tilbage. Men da de flygter, kan Lots kone ikke lade være med at kigge sig over skulderen og se det brændende Sodoma. Som straf bliver hun forvandlet til en statue af saltsten, også kaldet en saltstøtte.
Lot, som nu er alene med sine to døtre, flygter op i bjergene, hvor de bosætter sig i en hule. Da beslutter de to døtre at drikke deres far fuld, så de kan få børn sammen med ham og føre slægten videre.
Samtidig, i en by langt derfra, kan Abraham ikke få børn med sin kone Sara. I stedet får han sin første søn Ismael med den egyptiske slavinde Hagar. Ismaels efterkommere bliver det arabiske folk.
Det lykkes dog efter mange år Abraham og hans kone Sara at få deres første søn sammen, og de kalder ham Isak.
Da beslutter Gud sig for at sætte Abraham på prøve: Han skal ofre Isak på et bjerg. Abraham accepterer med tungt hjerte og adlyder Guds ordre - men lige da Abraham skal til at slagte sin søn med en kniv, bryder en engel ind og stopper ofringen, og som belønning for, at Abraham adlød Gud, må han beholde Isak. I stedet ofrer Abraham en vædder, der går i nærheden og græsser. Isaks efterkommere bliver til det jødiske folk.
Gud velsigner Abraham og lover ham, at han vil få talrige efterkommere, og at de skal erobre fjendens porte.
Isak får med sin kone Rebekka tvillingerne Jakob og Esau.
Abraham dør.
Jakob vil gerne overtage Esaus privilegier som familiens førstefødte. Han forsøger først at tiltuske sig retten ved at tilbyde sin sultne bror en skål mad i bytte – men uden held.
Jakob snyder sig senere til sin fars velsignelse, og hans mor hjælper ham med det.
Esau bliver rasende og vil hævne sig på Jakob, som derfor flygter med sine forældres hjælp.
Isak sender Jakob over til slægtningen Laban, som bor i et sted, der kaldes Østlandet.
På vej over til Laban overnatter Jakob i byen Betel. Den nat drømmer han om en stige, der når helt op til himlen, og som Guds engle går op og ned ad. I drømmen viser Gud sig for Jakob og giver ham et løfte om, at han vil få sit eget land og masser af efterkommere.
I Østlandet når Jakob frem til Laban, hvis datter Rakel han bliver forelsket i. Efter syv års tjeneste hos Laban får Jakob lov til at gifte sig med Labans anden datter Lea, og først efter yderligere syv år får han endelig Rakel.
En nat opstår der en brydekamp i ørkenen mellem Jakob og en fremmed mand. Det viser sig, at den fremmede er Gud. Kampen ender dog uafgjort, og Gud giver Jakob et nyt tilnavn: Israel, der betyder ”den, der har kæmpet mod Gud”.
Jakobs og Rakels søn, Josef, bliver født. Han er klog og bliver hurtigt Jakobs yndlingssøn.
Josef ser i en drøm, at han skal komme til at herske over sine brødre. Det tager de ilde op, da han fortæller dem det, og Josef sælges af sine brødre som slave til Egypten.
Isak dør.
Da Egyptens konge Farao er plaget af en ond drøm, hjælper Josef ham med at tyde den. I drømmen er der syv fede køer og syv magre køer. Josef forklarer, at det betyder syv år med god høst og syv år med hungersnød. Han råder Farao til at ansætte en dygtig mand, som kan opbygge kornlageret i de gode år, så der er mad nok til de sultne år. Josef bliver derefter ansat som Faraos højre hånd.
Da Josefs brødre kommer til Egypten for at købe korn, giver Josef sig til kende og tilgiver dem for at have solgt ham. Josefs familie beslutter sig for at blive genforenet med ham og flytter til Egypten.
Jakob, som jo fik tilnavnet ”Israel” af Gud, og hans 12 sønner bosætter sig derfor i Egypten, og familien vokser til et helt folk: israelitterne. Efterhånden bliver de så talrige, at de udgør en trussel for Kong Farao. Han gør derfor israelitterne til slaver i 430 år.
Kong Farao er fortsat bange for de talrige israelitter, og han beslutter derfor, at alle deres nyfødte drenge skal dræbes.
Israelitsønnen Moses bliver født i Egypten, og hans mor må sætte ham ud på floden Nilen i en sivkurv, så han ikke bliver slået ihjel af Faraos soldater.
Moses bliver fisket op fra Nilen af Faraos datter og vokser op som prinsessens plejesøn.
Som voksen bliver Moses så vred på en egypter, at han slår ham ihjel. Moses flygter derfor og lever i eksil, hvilket vil sige, at han opholder sig i et fremmed land. Men en dag kalder Gud på ham gennem en brændende tornebusk, fordi hans slægtninge, israelitterne, stadig lever som slaver i Egypten. Gud fortæller, at det er Moses, der skal sørge for at befri israelitterne fra slaveriet i Egypten.
Moses må vende tilbage til Egypten for at gøre, som Gud har sagt, men Farao nægter at løslade israelitterne.
Da beslutter Gud, at egypterne skal straffes med 10 ulykker – det, der kaldes ”Egyptens 10 plager” - i forsøget på at overbevise Farao:
Alt vand bliver til blod, det regner med frøer, der kommer sværme af myg og fluer, kvægpest bryder ud, alle får bylder, det hagler og regner med græshopper, et mørke lægger sig over landet og alle egypternes førstefødte sønner dør.
Ved tiende og sidste plage beder Gud israelitterne om at stryge lammeblod på deres dørstolper, så døden vil gå forbi deres huse uden at dræbe deres børn. Kun egypternes sønner bliver derefter slået ihjel.
Efter den tiende plage får Moses lov til at flygte med israelitterne. Men Farao fortryder og forsøger at indhente dem sammen med sine soldater. Moses og hans folk bliver fanget ved Sivhavet, som er en del af Det Røde Hav, men ved Guds kraft deler Moses vandene, så israelitterne kan flygte gennem havet. Da Farao og soldaterne følger efter, drukner de i havet.
Israelitterne vandrer gennem ørkenen i 40 år. Gud går foran dem som en skysøjle om dagen og en ildsøjle om natten, så de kan få skygge og finde vej.
Da israelitterne når frem til Sinajbjerget, henvender Gud sig til Moses oppe fra bjergets top, og Moses går derop. Han får at vide, at han skal fortælle israelitterne, at de skal overholde ti bud. Gud befaler dem at lave en ark – her vil det sige en kiste - af akacietræ beklædt med guld. Heri skal stentavlerne med de ti bud opbevares, og det er ”Pagtens ark”.
Mens Moses er oppe på Sinajbjerget for at modtage de ti bud, laver israelitterne i utålmodighed en guldkalv, som de begynder at tilbede i stedet for Gud. Da Moses ser det, smadrer han guldkalven og stentavlerne med de ti bud i raseri.
Gud befaler Moses at bygge en helligdom, et åbenbaringstelt, så Gud kan leve blandt israelitterne under ørkenvandringen. Her skal de ti bud opbevares, ligesom teltet skal stå som et sted, hvor israelitterne kan udføre ritualer og bringe ofre til Gud.
I Tredje Mosebog bliver israelitternes retsregler og deres præsters ritualer beskrevet, og Moselovens ti bud bliver udlagt. Præsterne hedder levitterne.
I Fjerde Mosebog er der optællinger af israelitterne fra deres rejse gennem ørkenen. Da den lange rejse slutter, er der færre israelitter end ved begyndelsen. Det skyldes Guds straffe undervejs.
I Femte Mosebog bliver Moseloven gennemgået for anden gang - denne gang i form af en tale, som Moses holder for folket. Han indsætter sin efterfølger Josva, overdrager loven til levitterne, bryder ud i en sang og velsigner israelitterne.
Moses dør.
I løbet af den flere hundrede år lange dommertid bliver israelitterne ledt af ”dommerne.” Det er nogle religiøse ledere, som kan tale med stor overbevisning og indlevelse. Den første er Moses’ afløser, Josva.
Efter 40 år i ørkenen er israelitterne klar til at generobre Kana’ans land. Under Josvas ledelse indtager israelitterne byen Jeriko. Det lykkes dem ved, at syv præster blæser i syv vædderhorn på kampenes syvende dag, hvorefter folket udstøder et kampråb så højt, at byens mur falder sammen.
Senere bliver Kana’ans land fordelt mellem israelitternes 12 stammer. Folket kaldes samlet set for Israel, men Kana’ans land bliver også kaldt Israel, da det er det land, Gud ifølge Bibelen har skænket Abrahams, Isaks og Jakobs slægt.
Josva dør.
Dommerne Othniel, Ehud, Debora og Gideon står i løbet af et par århundreder skiftevis i spidsen for israelitterne.
Dommerne står som stærke ledere i spidsen for at frelse Israel fra deres fjender, når der er brug for det. En af israelitterne er helten Samson.
Israelitterne bygger en helligdom til pagtens ark, og der udbryder en krig mellem Benjamins stamme og de øvrige israelitiske stammer.
No’omi, som er israelit, mister sine sønner og rejser til Israel med sine svigerdøtre. En af svigerdøtrene, Ruth, bliver ”forfader” til Kong David.
Israels sidste regerende dommer Samuel bliver født.
Den stærke helt Samson bliver forelsket i filisterkvinden Dalila, som får ham til at afsløre, at hemmeligheden bag Samsons mange kræfter er hans lange hår. Det bliver skåret af, og Samson bliver gjort til slave.
Men håret gror, og Samson får sin styrke igen. Han vælter templet, som tilhører det fjendtlige folk ”filistrene” og dør selv.
Da israelitternes stammer efterhånden kæmper mod større og mere magtfulde fjender, beslutter de sig for at samle sig under en fælles konge.
Saul bliver den første konge over Israel.
David slås mod kæmpen Goliat. Davids våben er en slynge og glatte sten. David vinder kampen.
Gud sørger for, at hyrdedrengen David bliver konge i stedet for Sauls søn - til sønnens store vrede.
Gud giver David løfte om et evigt kongedømme. Landet får stor fremgang under kong David. Han får sønnen Salomon, som efter Davids død bliver konge.
Pagtens ark, som er centrum for israelitternes tilbedelse af Gud, bliver flyttet til Jerusalem af kong David
David har siden sin tid som hyrdedreng spillet sange på sin harpe. Han skriver mange af de poetiske sange, der er at finde i Salmernes Bog. En af de mest kendte hedder ”Herren er min hyrde” (Salme 23).
Davids søn Salomon bliver konge efterfølgende.
Kong Salomon bygger det første tempel i Jerusalem, hvor pagtens ark er. Templet står indtil omkring 586 f.Kr.
Da kong Salomon dør, bliver Israel delt i to riger:
Nordriget, som kaldes Israel og har Samaria som hovedstad, og Sydriget, som kaldes Juda og har Jerusalem som hovedstad.
I Sydriget, Juda, bor de store profeter, som vi hører om i Josvabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne.
En af de største profeter er Elias, som bekæmper dem, der dyrker fremmede guder. Inden han stiger til himmels i en ildvogn, udpeger han en ny profet ved navn Elisa.
En anden profet ved navn Obadias forudsiger, hvordan Gud vil straffe folkeslaget edomitterne, der tidligere havde indtaget Jerusalem for at plyndre jødernes hjem.
Gud beordrer profeten Jonas til at tage ud for at fortælle borgerne i storbyen Nineve om, hvordan Gud vil dømme og straffe dem, fordi de er onde. Jonas prøver at flygte fra sin opgave, men bliver slugt af en stor hvalfisk, som han tilbringer tre dage og nætter indeni. Til sidst giver han op og gør sin pligt: Han tager til Nineve og fortæller borgerne om, hvad der skal ske. Borgerne indser dog deres fejl, og Gud skåner byen.
I de følgende mange år er der en række kloge profeter, som er med til at overlevere Guds budskaber til folket Israel, der bor i Nordriget.
Profeten Amos fordømmer de hedenske nationer, og insisterer på, at de, der er trofaste over for Gud, vil blive belønnet. Der er nemlig opstået en tendens til at dyrke afguder i Israel, som er inde i en mørk tid.
Profeten Hoseas lader sig gifte med den prostituerede Gomer, fordi Gud har bestemt det – men ægteskabet er ulykkeligt. Hoseas får at vide, at hans ægteskab med Gomer er et billede på, hvordan landet Israel som Guds hustru er skyldig i at ”bedrive hor” med andre guder.
Joels Bog har nogle af de samme budskaber om, hvordan Gud vil straffe sit folk. Han nævner blandt andet en plage med sværme af græshopper.
En anden profet ved navn Mika går i gang med at lære indbyggerne i byerne Jerusalem og Samaria om retfærdighed og fortæller dem til skræk og advarsel, at Gud vil straffe onde ledere.
Profeten Nahum trøster Guds folk med, at deres fjender i byen Nineve vil gå til grunde og at retfærdigheden på den måde vil ske fyldest.
Tiderne bliver dårligere, da israelitterne bliver bortført til områderne Assyrien og Babylon. Det land, de ellers lige havde fundet sig til rette i, bliver i mellemtiden delvist styret af perserne.
Profeten Jeremias advarer om, at babylonierne vil ødelægge den vigtige by Jerusalem til stor sorg for folket Israel.
En anden profet ved navn Habakkuk ser en masse sære syner om de ritualer og handlinger, der foregår i templet i Jerusalem.
Profeten Sefanias advarer mod Jerusalems hedenske skikke og udbryder klageråb over Jerusalem: Det vil gå dem skidt, hvis de ikke retter ind og opfører sig bedre, spår han.
Og det går dem skidt, for kort efter bliver Jerusalem ødelagt, herunder det vigtige, store tempel, da den babylonske konge Nebukadnesar den 2. erobrer byen. Han tvinger Jerusalems indbyggere til at leve i eksil i Babylon.
Profeten Esajas beder for de stakkels folk, som er i landflygtighed i Babylon. Han er dog optimistisk og forudsiger en lykkelig fremtid for det israelitiske folk og nabolandene.
Profeten Daniel, der ved Guds hjælp kan tyde drømme, bliver i Daniels Bog ført i eksil i Babylon, hvor han lever i fangenskab. Her skriver han om tiden under det babylonske fangenskab. Daniel har en række mærkelige drømme med fremtidssyner og dommedagsscenarier.
Babylons daværende konge, Dareios, indsætter tre mænd i sit rige til at opretholde lov og orden. En af dem er Daniel. Kongen befaler, at landets indbyggere kun må tilbede deres konge, og hvis de nægter, bliver de smidt i løvekulen - det vil sige en grav eller hule med sultne løver.
Daniel beder dog til Gud i stedet for kong Dareios, og derfor bliver Daniel kastet levende ned i løvekulen. Men Gud belønner hans troskab og sender en engel for at redde ham.
Profeten Ezekiel fortæller i Ezekiels Bog om, hvordan Israel bliver dømt, fordi de dyrker afguder og ikke den rigtige Gud. Ezekiel profeterer om fremtiden.
Babylon bliver indtaget af perserkongen Kyros den 2., som sætter judæerne – eller jøderne - fri.
De første jøder vender tilbage til Jerusalem under ledelse af den persiske statholder Zerubbabel.
Den jødiske præst Ezra vender i Ezras Bog hjem til Jerusalem sammen med de første hjemvendte jøder for at genopbygge templet, der blev ødelagt af babylonerkongen.
Nehemias’ Bog fortæller blandt andet om genopbygningen af Jerusalems bymur, om hvordan tilbagevendte jøder dyrker Gud samt om folketælling og om reformer efter det babylonske eksil.
Den jødiske Ester bliver gift med perserkongen Ahasverus, og hun bliver derfor dronning. Hun er blandt andet med til at afværge en etnisk udrensning af det jødiske folk.
Profeten Haggaj får efter en række imponerende taler tempelbyggeriet i Jerusalem i gang, og kort efter kommer en anden kendt profet på banen, Zakarias. Han beskriver de svære religiøse forhold i Juda under det persiske styre, men forudsiger hvordan det nye tempel i Jerusalem vil blive rejst og der vil komme ro på fronterne.
Det bliver præsterne Joshua og Zerubbabel, der går i gang med at genopbygge det ødelagte tempel. Og til sidst lykkes det endelig at rejse Jerusalems nye tempel.
Efterhånden begynder flere og flere af de jøder, der lever i eksil, at kunne komme hjem til det forjættede land, som Gud havde lovet dem. Det sker under ledelse af profeten Ezra, og en anden profet ved navn Malakias forudsiger, at Gud vil sende profeten Elias tilbage til jorden igen og hjælpe til. Det bliver dog under profeten Nehemias’ ledelse, at de allersidste jøder får lov til at vende tilbage til Israel.
Jøderne vender hjem til det hellige land fra Babylon, hvor de har været i eksil under den persiske konge Kyros.
Gud og Satan indgår en slags aftale om at sætte den ærlige og troende mand Job på hård prøve.
Undervejs gennem prøvelserne, der rammer Job, taler han med sine venner, som forsvarer Guds retfærdighed. Alligevel skælder Job ud på Gud over straffen, for han véd, at han aldrig har gjort noget forkert. Til sidst får Job alt tilbage, som Gud har frataget ham.
Den religiøse leder, prædikeren, sætter spørgsmålstegn ved livets mening – om alt blot er tomt. Han konkluderer, at mennesket må tage imod livet fra Gud og aldrig kan forme tilværelsen efter sin egen smag.
Herefter følger et par hundrede år, hvor Israel eller Juda, som landet også kaldes, er en uafhængig jødisk stat. Men godt hundrede år før Jesus bliver født, bliver Juda erobret af den militære stormagt Romerriget. Romerne kalder området for Palæstina, og her regerer Herodes den Store indtil sin død.
Efter ham kommer kejser Augustus til magten – og han sidder på tronen i Romerriget i de år, hvor en ganske særlig dreng bliver født i byen Betlehem.
Den jødiske kvinde Maria, som er gift med Josef, får at vide af englen Gabriel, at hun skal føde Guds søn.
Maria, som er jomfru, føder en efterkommer af Abraham, Isak og Jakob. Han hedder Jesus, og han er Guds søn. Hun måtte føde ham i en stald, da Maria og Josef ikke kunne finde andet ly til fødslen.
Hyrder på marken bliver de første vidner til Jesu fødsel, da Guds engle leverer den glædelige nyhed.
Vise mænd fra Østerland spørger Kong Herodes, hvor jødernes nye konge er. Kong Herodes frygter, at en ny, kommende konge vil tage magten fra ham, og derfor sender han de vise mænd ud for at finde ud af mere om det nyfødte barn. De spår, at barnet vil blive født i Betlehem, og en stjerne viser dem til Jesus i krybben sammen med Maria og Josef.
Men efter en drøm vælger de ikke at tage tilbage til Kong Herodes med informationerne om det nyfødte barn. I stedet tager de afsted på barselsvisit hos den lille familie i stalden, og de tager flotte gaver med fra verdens afkroge: guld, røgelse og myrra.
Josef ser i en drøm en engel, der advarer ham om, at kong Herodes vil slå Jesus ihjel. Josef, Maria og Jesus flygter til Egypten.
Kong Herodes slår alle Betlehems drengebørn, der er under to år, ihjel.
Da Jesus er omkring 12 år, besøger han templet i Jerusalem i forbindelse med den jødiske påskefest, hvor man mindes Moses og israelitternes flugt ud af Egypten. Han forbavser alle med sin viden og ord.
Jesus bliver døbt af Johannes Døberen, hans fætter. Da han er blevet døbt, åbner himlen sig over ham, og Guds ånd daler ned til ham i form af en due.
Derefter lyder Guds stemme fra himlen: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag.”
Efter dåben går Jesus ud i ørkenen, hvor han bliver i 40 dage. Her frister Djævelen Jesus tre gange – men han modstår.
Jesus begynder at fortælle en masse folk om, hvorfor de skal tro på Gud og på Guds rige. For at få dem til at forstå troen, fortæller han en række historier, der kaldes lignelser. Lignelserne har en overført eller symbolsk betydning og fortæller på den måde, hvordan man skal leve og forstå Gud på en ny måde. Blandt de vigtigste lignelser er:
- Sædemanden, der sår korn i forskellige former for jord – og hans høst, som bliver derefter.
- Den barmhjertige samaritaner, der forbarmer sig over den tilskadekomne mand i grøftekanten.
- Tabt og fundet: Historierne om fåret, mønten og sønnen, der alle kommer tilbage, hvor de hører til.
- Jesus og børnene: “Lad de små børn komme til mig,” siger Jesus til disciplene, som ellers ikke synes, at børn egner sig til at være sammen med dem.
- Troen er som det mindste sennepsfrø, der imod al forventning kan blive til et stort og frodigt sennepstræ.
- Lignelsen om de betroede talenter, som illustrerer, at alle mennesker har fået noget særligt, de er gode til, og at det er vigtigt at bruge de evner til noget godt.
Jesus begynder også at udføre mirakler foran disciplene. De oplever blandt andet, at Jesus går på vandet, og at Peter, som er fisker, har en række fejlslagne forsøg med at fange noget. Men da han er ved at give op, fanger han en kæmpe mængde fisk. En lam mand bliver helbredt af Jesus i byen Kapernaum, og senere oprejser Jesus manden Lazarus fra de døde.
I disse år kommer en ny leder til magten i området omkring Jerusalem. Hans navn er Pontius Pilatus.
Jesus udvælger sine 12 tilhængere, ”disciplene” og tager dem med ud på et bjerg og holder en tale for dem, hvor han opridser det budskab og den livsindsigt, som de skal leve efter. Talen kaldes bjergprædikenen. Det er også i denne tale, Jesus lærer sine efterfølgere at bede Fadervor.
Der er dog en voksende modstand mod Jesus fra folk og magthavere, som bliver vanvittigt provokerede af, at han bliver kaldt for ”Guds søn.”
Johannes Døberen bliver sat i fængsel og dør.
På et æsels ryg rider Jesus ind i Jerusalem fulgt af sine disciple, hvor han bliver hyldet som en jødernes konge. Nogle af folkene i byen lægger palmegrene ved vejen for at byde ham velkommen som en hersker.
Jesus deler brød og vin med sine disciple. Han forudsiger, at han vil blive forrådt af en af sine disciple, og at en anden af hans disciple ved navn Peter ikke vil kendes ved ham. Derfor fortæller han disciplene, at de fremover skal mindes ham og de ting, han har gjort, ved at drikke og spise nadver, der oprindeligt betyder aftensmåltid, sammen.
Samme nat bliver disciplen Judas betalt en pose penge af de jødiske tempelpræster, hvis han kan udpege Jesus for de romerske styrker, så de kan anholde ham.
Om natten, da disciplene og Jesus går en tur i Getsemane Have, udpeger Judas Jesus ved at kysse ham. Jesus bliver anholdt.
Dagen efter anholdelsen skal Jesus tortureres, forhøres og stilles for en dommer. Jesus får en tornekrone sat på hovedet og bliver ydmyget og hånet. Den romerske hersker Pontius Pilatus dømmer ham for blasfemi, fordi han kalder sig Guds søn, og dommen lyder på korsfæstelse, altså at blive sømmet fast til et kors og hænge der, indtil man dør.
Jesus dør på korset og bliver lagt i en gravhule.
Tre dage senere, da nogle kvinder vil besøge Jesu gravhule og sørge over ham, finder de graven åben og tom. Jesus har gjort det umulige: Han er stået op fra de døde.
Jesus er sammen med disciplene i 40 dage, hvor han fortæller dem om Guds rige og lover, at Guds ånd, Helligånden, vil komme til dem. Han forklarer samtidig, at de skal udbrede historien om de ting, han har gjort og sagt, til hele verden. Derefter farer Jesus til himmels.
Efter yderligere 10 dage kommer som lovet Helligånden til jorden. Som et vindpust og tunger af ild sætter den sig på de efterladte og noget fortvivlede disciple, så de bliver oplivet og får mod på at gå ud i verden og fortælle historien om Jesus til alle folkeslag.
Helligånden bliver beskrevet som en hvid due.
Disciplene udgør den første menighed, som dermed bliver grundlagt i Jerusalem.
Den unge jødiske mand Saulus er ved at rejse til byen Damaskus, da han får en åbenbaring og bliver omvendt til kristendommen. Her får han det nye navn Paulus. Han begynder at udbrede det kristne evangelium – altså budskabet om, at Jesus var Guds søn – til ikke-jøder.
Jesu halvbror, Jakob, dør. Han bliver samtidig martyr.
Peter bliver sat i fængsel.
Apostlen Paulus påbegynder sin første af tre missionsrejser, hvor han fortæller om den nye tro på Jesus Kristus vidt og bredt. På rejserne grundlægger han nye menigheder, og han organiserer den tidlige kristne bevægelse.
Paulus skriver et brev til sin menighed i Thessaloniki om, at han glæder sig over deres tro og kærlighed, og han vejleder dem i, hvordan de skal gebærde sig. Han må dog fatte pennen igen kort efter og skrive til dem, fordi der udbryder uro mellem menighedens medlemmer.
Paulus påbegynder herefter sin anden missionsrejse.
De folk, som kalder sig Jesu Kristi efterfølgere, apostlene, mødes i Jerusalem. De skal snakke om, hvordan man bliver kristen, når man ikke er jøde, som de allerførste kristne jo alle var. Paulus taler stærkt for, at også ikke-jøder, dem der kaldes hedninge, kan blive kristne. Det bliver besluttet, at man ikke behøver at blive jødisk omskåret for at blive kristen. Dermed er vejen åben for, at kristendommen kan sprede sig til hele den dakendte verden.
Paulus skriver en lang række breve ud til de menigheder, som ligger spredt: Menighederne i Galatien, Korinth, Efesos, Filippi, Kolossæ og Rom. Derudover skriver han nogle mere personlige breve, blandt andet Filemonbrevet, hvor han skriver til manden Filemon for at forsvare hans slave, som er stukket af, til menighedslederen Timotheus og til Titus, som leder en menighed på Kreta.
Paulus tager ud på en tredje rejse for at fortælle folk om kristendommen. Ikke længe efter dør han.
I årene herefter fortsætter en række kristne med at skrive trøstende og styrkende breve til hinanden om, hvordan de kan fastholde deres tro.
Johannes dør som den sidste af apostlene. Han når at få et drømmesyn om, hvordan historien vil ende en skønne dag:
På den sidste dag vil der komme en ny himmel og en ny jord. Alt dette vil blive indledt ved, at syv engle blæser i syv basuner.
Den nye jord vil blive som et genoprettet paradis, et nyt Jerusalem, hvor Gud vil bo sammen med mennesket, og alt ondt er fortid.
Tak fordi du læste specialhistorien, som gennemgår Bibelen på 36 minutter.
Formålet med denne genfortælling er at formidle nogle af de mest centrale historier fra Bibelen efter bogens eget fortælleforløb. Bibelen på 36 minutter er derfor ikke ment som bibelforskning eller som en videnskabelig kronologisk redegørelse, men det er et formidlingsmæssigt redskab til bibelinteresserede danskere, som ønsker at skabe sig et overblik over Bibelens fortællinger baseret på det forløb, som optræder i den autoriserede danske udgave fra 1992.
Redaktionen har undervejs rådført sig med førende teologer med speciale i bibelfortolkning for at sikre den bedst mulige gengivelse af den lange bibelhistorie på den korte plads.
Vi vil derfor sige stor tak for kritik, råd og dåd til professor Mogens Müller, professor Jesper Høgenhaven, professor Hans Jørgen Lundager Jensen, professor Anders Klostergaard Petersen samt lektor Jesper Tang Nielsen.
Kan du huske, hvad du lige har læst? Tag vores store Bibel-quiz her, og test dig selv.