Tekst: Bjørg Tulinius
Video & tilrettelæggelse: Rasmus Fahrendorff
Foto: Kasper Kristoffersen, Aske Jørgensen & Hanne Bennike
7. september 2017
Hvad kendetegner en god historie? Hvad kendetegner en grum historie? Uddrag fra bogen "Vendepunkter"
Hvad kendetegner den gode historie? Det er der mange forskellige svar på - ikke mindst fra de fagfolk, som lever af at fortælle og formidle historier.
For nogle er en god historie den dramatiske fortælling, som mest effektfuldt kan bryde igennem til familien Danmark i den brutale kamp om avislæsere, seertal og meningsdannelse. Vi bombarderes med historier, ikke mindst på det sociale område, om vold og drab på socialpsykiatriske opholdssteder og om seksuelle overgreb på børn i landets fattige udkantskommuner. Vi gyser og græmmes.
Den gode historie rækker ud over den enkeltes problemer og frem mod noget, der er større og mere meningsbærende. Dette ”noget” formidles ofte af et vendepunkt i den enkeltes liv. Vendepunktet kan være mødet med et andet menneske, der tilbød sin hjælp på det rigtige tidspunkt, men det kan også opleves som helt særlige begivenheder, hvor hverdagssproget kommer til kort, og hvor vi efterlades lidt blufærdige over de ord, vi så i stedet må bringe i anvendelse.
Den gode historie handler om de vendepunkter, socialt udsatte medborgere selv har oplevet. Måske vi kender nogle af historierne. Måske har vi oplevet noget lignende selv, eller vi har set det udfolde sig for øjnene af os; ikke som uforklarlige mirakler, men som virkninger af mødet med andre mennesker, et behandlingstilbud eller et socialt værested, hvor forandringens små skridt blev indledt, understøttet og fastholdt.
I virkeligheden findes der måske blot to typer af væsentlige historier. Den ene ender i håb, den anden i fortvivlelse, selvom det ikke altid står lysende klart, hvad der er hvad. Det centrale er jo ikke, om historien ender godt, for lykken er flygtig. Det afgørende er derimod, om historien i sin kerne bekræfter, at der er en mening med livet. Når verden siger ”giv op”, hvisker håbet i den gode historie ”prøv en gang til”.
Den gode historie er modtrækket til den grumme historie. Den grumme historie har kronede dage i den offentlige debat. Vi dyrker underholdningsværdien, vi forarges og misundes og hygger os i fraværet af et egentligt engagement. Den gode historie bygger op, hvor den grumme historie river ned.
Af Curt Sørensen, cand.phil., udviklingskonsulent og forfatter til bogen "Vendepunkter". Fra forordet til bogen.
53-årige Eva Marie Lassen-Munk kalder det for en åndelig opvågnen, da hun endelig sagde helhjertet ja til afvænning. I dag synger hun gospel og holder masser af foredrag om sit liv – der nu også rummer en kæreste og en bonussøn
Af Bjørg Tulinius
I seks måneder var hun røget ind og ud af behandlingsinstitutionen for at blive afvænnet for sit stofmisbrug. Men hver gang sprang Eva Marie Lassen-Munk fra, når stoftrangen blev for stor og indsatsen for uoverskuelig.
”Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor det så var anderledes lige netop denne gang. Men en af de dage, hvor jeg var på Kongens Ø i Nordsjælland (tidligere stoffri døgnbehandlingsinstitution, red.) sad jeg en smuk septemberdag og kiggede ud over Arresø, og pludselig var det som om, jeg fik en åndelig opvågnen. Jeg har ikke andre ord for det, men pludselig var der noget i mig, der sagde, at nu skulle det være slut med at kæmpe imod. Nu måtte jeg overgive mig, acceptere og gøre alt hvad behandlerne sagde. Det er otte år siden nu. Så jeg har det som om, jeg kun har levet i otte år. At jeg endelig har vundet livet,” siger 53-årige Eva Marie Lassen-Munk, der nærmest stråler af livsglæde og energi, mens hun fortæller om sit afgørende vendepunkt.
Når hun i dag ser tilbage på den beslutning, der gav hende livet tilbage, kan hun godt se, at den nok alligevel havde en årsag: Hun havde netop fået at vide, at hendes mor lige var død.
”Og selv om det lyder barskt, så satte hendes død mig fri og gjorde, at jeg nu kunne komme videre i mit eget liv.”
Hør Eva Marie Lassen Munk fortælle om den dag, hun oplevede sit vendepunkt:
Eva Marie Lassen-Munk blev på behandlingshjemmet i to år efter, hun var blevet stoffri. For at være helt sikker på, at det nye liv også var stærkt nok til at møde virkeligheden udenfor. Og imens drømte hun om at få en ny start. Væk fra 30 års hverdag med prostitution, pushere og tvivlsomme kontakter. Men et nyt kapitel, hvor hun ville flytte til Helsingør, synge i gospelkor og meget gerne være noget for andre.
”Og tænk dig. Alt det er sket. Jeg har endda fået en kæreste, der har et helt almindeligt job og er blevet bonusmor til hans søn på 15 år. Jeg er også selv blevet hjælper for en tidligere narkoman, der har brug for en vejleder og kæmper for at holde fast. Det var nemlig meget afgørende for min egen sejr over stofferne, at jeg mødte andre kvinder, der selv havde taget kampen og kendte op- og nedturene.”
Når hun i dag gerne vil fortælle sin historie handler det da også om at give andre håb.
”Selvfølgelig til andre, der ikke kan se lys nogle steder. Men også meget gerne som en form for opsang til politikerne om, at de ikke må fjerne alle muligheder for stoffri døgnbehandling, selv om den er dyrere end at sætte narkomaner i metadonbehandling. Metadon er jo ikke vejen ud af et misbrug. Den fastholder derimod stofmisbrugeren i en afhængighed. Og allervigtigst: den signalerer, at det alligevel ikke nytter at gøre forsøget med total stoffrihed. Men det nytter at hjælpe os. Ellers havde jeg ikke siddet her i dag.”
33-årige Jeppe Meier var tæt på at dø af en overdosis. Men da hans mor blev alvorligt syg, bad han om hjælp for at kunne være der for hende
Af Bjørg Tulinius
Når man taler om vendepunkter, er Jeppe Meier ikke i tvivl om, hvornår hans liv tog en retning ud af mørket og ind mod håbet og lysten til at leve.
Det var for halvandet år siden, da han var indlagt på Kolding Sygehus på grund af en voldsom overdosis, der lod ham svæve mellem liv og død i flere dage.
Det var ikke første gang, Jeppe Meier var kommet rigtig galt af sted med de stoffer, der har fulgt ham i næsten 20 år, siden teenageårene. Først i form af hash, der blandt andet blev røget i timerne, mens de andre i klassen gik til præst – og senere som sprøjter med heroin, morfin og kokain. Men denne gang var alligevel anderledes, for i baghovedet havde den omtågede patient billedet af sin mor, der selv kæmpede med en alvorlig kræftsygdom, som hun siden er død af.
”Jeg kunne mærke, at nu var det altså min tur til at være der for hende, men det kunne jeg jo ikke som narkoman. Tværtimod var det altid hende, der havde været der for mig. Som den eneste, der stadig holdt fast i mig, mens alle andre opgav håbet. Men sådan et ego som mit har bare så forbandet svært ved at bede om hjælp, så da jeg endelig kontaktede NA (Narcotics Anonymous, på dansk: anonyme narkomaner, red.) var det en kæmpe overvindelse – og første gang i mit liv, jeg kan huske at have bedt om hjælp,” fortæller Jeppe Meier og smiler lidt ad den misforståede sejhed, han er glad for at have givet slip på i dag.
Gennem en Facebookside havde han fundet frem til den lokale afdeling af NA, og kort tid efter hans henvendelse stod der pludselig 15 mennesker inde ved hans sygeseng. Med blomster og chokolade – og lyst til at hjælpe.
Mødet med andre tidligere narkomaner, der var kommet ud af misbruget og nu stod klar til at støtte og vejlede, blev Jeppe Meiers redning.
”Nu hvor min mor var så syg, kunne jeg jo pludselig også mærke den bekymring og følelse af afmagt, som hun meget tit må have haft i forhold til mig. Det gør ondt at tænke på. Men jeg er glad for, at hun nåede at se mig komme ud af mit misbrug. Mit håb var jo, at hun kunne give slip og gå til ro uden at skulle spekulere på mig. Og noget af det sidste, hun sagde til mig, inden hendes hjernetumor slukkede for al kontakt, var: ’Jeppe, jeg vidste, du ville lykkes.’”
62-årige Anne-Margrethe Rasmussen drak flere flasker vodka om dagen, men opfattede ikke sig selv som alkoholiker på trods af gentagne udpumpninger og selvmordsforsøg. Først da børnene truede med ikke at ville se hende igen, forstod hun alvoren og har ikke rørt alkohol siden
Af Bjørg Tulinius
Meldingen var frygtelig klar fra Anne-Margrethe Rasmussens to voksne sønner:
”Hvis du vil se os igen, så kræver det, at du bliver ædru. Ellers kommer vi ikke mere.”
Det var det afgørende øjeblik. Sådan fik de deres mor til at indse, at hun var alkoholiker – og at hun måtte gøre noget ved det. Nu.
”Først blev jeg rasende og sagde, de blandede sig helt uhørt i mit liv, som jeg sagtens selv kunne styre. Men der skete alligevel noget. For siden den dag har jeg ikke drukket. Ikke en eneste dråbe. Det er syv år og otte måneder siden i dag,” fortæller hun, tydeligt stolt og meget taknemmelig over, at hendes børn på den måde faktisk reddede hendes liv.
Indtil da havde flaskerne været 62-årige Anne-Margrethe Rasmussens mislykkede forsøg på at opretholde en eller anden form for kontrol over sit liv. I stedet for at bede om hjælp hos andre, søgte hun den i promillerne.
”Jeg kommer fra et hjem med både druk og vold og flyttede derfor allerede hjemmefra som 16-årig. Men jeg lærte af min far, at når noget er blevet sagt én gang, så skal det gøres – ellers er der kontant afregning i form af tæsk. Så det var hele tiden med at klare tingene selv, så der ikke opstod problemer. Uden at spørge en ekstra gang. Men sådan kan man jo ikke klare sig gennem livet. Man er nødt til at bede om hjælp engang imellem. Det kunne jeg bare ikke finde ud af. Det var let nok at hjælpe andre, men ikke at bede om den selv,” fortæller Anne-Margrethe Rasmussen, der i 10 år har arbejdet som frivillig hjælper på et værested i Nysted på Lolland.
Hør Anne-Margrethe Rasmussen fortælle om den dag, hun oplevede sit vendepunkt:
I dag kan hun godt se, at det faktisk var et råb om hjælp, hver gang hun rakte ud efter flaskerne. Men det var først, da hun kom i døgnbehandling, at hun indså sammenhængen.
”Hvis ikke jeg var stoppet dengang, så var jeg nok død i dag. Så mine børns opråb var et helt afgørende vendepunkt i mit liv.”
Anne-Margrethe Rasmussen arbejdede både dengang og nu som frivillig på værestedet i Nysted. I flere år havde hun skjult sit eget misbrug for stedets brugere, som kaldte hende ”mor Anne”, men da hun endelig trådte åbent og ærligt frem og fortalte, at hun faktisk også selv var én af dem, var reaktionen overvældende.
”Jeg fik den største krammer, man kan forestille sig og alle ønskede mig tillykke med at være ’kommet over på den anden side’. I dag kan jeg også mærke, at det betyder noget for deres tillid til mig, at jeg véd, hvad de er igennem og derfor oplever de, at jeg kan hjælpe. Og det er mit store kald i dag: At få andre ud af misbruget. At sikre dem et liv.”
39-årige Helle Kjeldgaard Madsen voksede op på et værtshus med en alkoholiseret mor. Hun har haft store problemer med angst og lavt selvværd, men i dag oplever hun, at der er én, der vil hende og kan rumme hende – præcis som hun er
Af Bjørg Tulinius
Helle Kjeldgaard Madsen har et budskab, som hun gerne vil give til andre. Et budskab om håb – selv når livet måske ser allersværest ud.
”Jeg er vokset op på et værtshus med en mor, der var kvartalsdranker. Så jeg har drukket vildt mange colaer lige siden, og det kan også ses på min vægt. Min familie var i det hele taget temmelig dysfunktionel, men selv om det har været en hård barndom og ungdom, så kan man altså godt komme ud og få et ordentligt liv alligevel,” siger hun og smiler.
39-årige Helle Kjeldgaard Madsen véd, hvad hun taler om. Hun har levet på gaden som hjemløs, boet på forsorgshjem og været indlagt på psykiatrisk afdeling med svære depressioner, samt været plaget af angst en stor del af sit voksenliv.
Hør Helle Kjeldgaard Madsen fortælle om den dag, hun oplevede sit vendepunkt:
Men for lidt over et år siden skete der noget afgørende, som fik hende til at tro mere på både sig selv – og på fremtiden.
”Jeg har altid været forelsket i den her mand, men det var først i marts sidste år, at jeg endelig fik taget mig sammen til at fortælle ham det. Siden har vi været kærester, og helt kort fortalt så giver han mig lyst til at leve. Jeg har også fået overskud til at gøre noget ved mit helbred, så jeg er begyndt at dyrke motion, går til træning og har allerede tabt mig 20 kilo. Han siger, at han bliver hos mig – også når jeg har det svært og måske virker urimelig ind imellem. Og det er helt nyt for mig, at der er nogen, der vil hele mig – hele tiden.”
I 2012 blev Helle Kjeldgaard Madsen tilkendt førtidspension, og det har også været med til at give hende en ro i hverdagen. Samtidig har hun fået mod på at gøre en forskel for andre, der har det svært, og derfor er hun i dag frivillig hjælper i Røde Kors.
”Jeg hjælper patienter på Holbæk Sygehus med at finde vej rundt til de forskellige afdelinger, og det betyder meget for mig at kunne give tilbage og være noget for andre. Det er ikke alle, der har kræfter til at klare alting selv. Dét ved jeg i hvert fald noget om, også at det er vigtigt at spørge om hjælp.”
I bogen "Vendepunkter" fortæller en lang række udsatte danskere, hvordan de fik livsglæden og modet tilbage efter flere år med misbrug og andre sociale eller psykiske problemer. De personlige beretninger fra det udsatte Danmark er både et indblik i tilværelsen hos en gruppe mennesker, der ofte lever isoleret fra gennemsnitsdanskeren – men også en politisk og etisk opsang om ikke at glemme dem, siger forfatteren
Af Bjørg Tulinius
1001 personlige fortællinger. Det var ambitionen, da Landsforeningen af Væresteder for et år siden besluttede, at de ville have fokus på ”Den Gode Historie”.
I stedet for at fortælle hvor hård og svær tilværelsen kan være for værestedernes brugere, var idéen at indsamle i alt 1001 personlige beretninger fra udsatte mennesker om lige netop dét, der havde betydet et vendepunkt i deres liv. Om det, der fik dem ud af håbløsheden, og i stedet nu har givet dem håb og mod på livet. Personlige fortællinger om dén person eller begivenhed, der genskabte deres tro på det gode liv – og troen på at en positiv forandring er mulig, selv når det ser allersortest ud.
Og ambitionen er lykkedes. Da Landsforeningen for nylig holdt sin årlige ferielejr for udsatte og deres familier, fem dage i august ved stadion i Randers, blev de mange fortællinger præsenteret og fejret med en stor og festlig reception, hvor alle bidragydere fik udleveret den bog, der nu er blevet udgivet med deres fortællinger.
Igennem det seneste år har foreningens konsulent, Curt Sørensen rejst rundt i hele landet og indsamlet personlige beretninger fra de mennesker, vi ellers sjældent hører fra i medierne, og flere af dem er med i bogen ”Vendepunkter. Håbet for det udsatte Danmark”, som Curt Sørensen har skrevet. Med barske beretninger om alkohol, stoffer og manglende selvværd. Men også historier der alle bærer tro, håb og kærlighed som kendetegn – og lysten til at give netop de tre livsankre videre til andre udsatte.
I indledningen skriver Curt Sørensen blandt andet, at fortællingerne ”repræsenterer en betydningsfuld indsigt og selvindsigt fra det Underdanmark, som flere og flere vender ryggen til eller lukker øjnene for”. ”...et indblik i det skyggeland, hvor en større og større gruppe mennesker oplever at færdes alene, hægtet af og udelukket fra det pæne selskab.”
Og Curt Sørensen indrømmer, at han også selv har været med til at skubbe netop de udsatte lidt af vejen. Som kommunalpolitiker og forhenværende socialdemokratisk borgmester i Svendborg kender han nemlig udmærket til den politiske virkelighed, hvor midler til socialt udsatte langt fra er de første til at blive delt ud – men i stedet let bliver glemt eller yderligere beskåret.
”For der er en udbredt forestilling om, at det alligevel ikke nytter at hjælpe den her gruppe mennesker. At de for eksempel aldrig kan blive helt stoffrie og derfor er for dyre at sende i døgnbehandling, eller at de i det hele taget bare er for ressourcekrævende at hjælpe, og at det derfor ikke kan betale sig at prøve. Men med de her fortællinger viser der sig jo et andet billede. Det meningsfulde liv er også en mulighed for de udsatte, og netop dét etiske pejlemærke skal vi altid have for øje,” siger Curt Sørensen.
Han tilføjer, at vi aldrig må stoppe med at håbe og prøve at hjælpe. Også selv om det måske ikke lykkes med hjælpen hverken første eller anden gang.
”For så slukker vi jo også håbet hos dem selv: Vi skubber til den sidste, flossede rest af selvværd og signalerer, at deres liv aldrig vil kunne ændres. At det gode liv ikke er for dem, at vi har opgivet dem. Derfor er netop bogen her så vigtig. For med de mange vendepunktshistorier dokumenterer den, at det gode liv er muligt og viser samtidig, hvad der konkret har hjulpet de her mennesker videre,” siger Curt Sørensen og peger i den sammenhæng især på netop den stoffrie døgnbehandling, mødet med andre tidligere misbrugere samt indsatsen på værestederne, hvor der med Curt Sørensens ord ”er hjælp til selv de små skridt, som kan være de første på vendepunktets vej.”
Gennem sit arbejde som konsulent for Landsforeningen af Væresteder er Curt Sørensen i kontakt med mere end 100 væresteder for socialt udsatte mennesker i hele landet. Værestederne benyttes af cirka 14.000 brugere, og dermed knap en tredjedel af de i alt 50.000 socialt udsatte i Danmark, som Rådet for Socialt Udsatte skønner, at der findes.
For at havne i denne gruppe skal man have flere sæt af sociale problemer. Det kan være i form af stof- eller alkoholmisbrug, psykiske og/eller fysiske udfordringer, og ifølge Curt Sørensen har brugerne af de danske væresteder i gennemsnit 3,2 sociale problemer.
”Men de her mennesker har jo ikke et hornorkester til at blæse for deres sag eller en anden stærk interesseorganisation som for eksempel Kræftens Bekæmpelse eller Ældre Sagen, der sikrer, at deres stemme bliver hørt. For det første har de ikke selv ressourcerne til det, og for det andet er det sjældent, at deres pårørende har lyst til at stå offentligt frem og kæmpe for dem. De gemmer sig hellere – af frygt for, at det offentlige så vender blikket mod dem i stedet for. Så der bliver holdt lav profil, og derfor er det så vigtigt, at vi andre ikke lukker øjnene eller trækker på skuldrene, som om det ikke er vores ansvar,” siger Curt Sørensen.
Han er selv født i 1956 og mener, at nutiden har et andet og mere ekskluderende menneskesyn, end det han selv voksede op med i 1960’ernes Vejle.
”Dengang var det mere som om alle var en del af fællesskabet, også de lidt mere skæve eksistenser. Og holdningen var også, at deres skæbne i hvert fald var fællesskabets ansvar. I dag er det mere udbredt at tænke, at hvis man har sociale problemer, så er det nok ens egen skyld. Men samtidig har vi fået skruet tempoet i vejret på arbejdsmarkedet, der er øgede krav til effektivitet og kvalifikationer, så det er altså blevet lettere at falde igennem i dag, og gruppen af udsatte vil derfor vokse,” forudser Curt Sørensen.
Noget af det, der har slået ham mest i de mange samtaler med landets udsatte er derfor også deres betoning af, hvor stor en betydning, de tillægger fællesskabet. Med hinanden. Med tidligere stof- og alkoholmisbrugere. Med værestedernes frivillige hjælpere og med de behandlere, der viser dem tillid.
”De har på den måde vist mig noget om fællesskabets betydning for det gode og meningsfulde liv. Og for mig er det tankevækkende, at det netop er blandt samfundets svageste gruppe, at vi kan lære den indsigt. Den samme gruppe, der også har lært mig noget om, hvad bøn kan betyde for ens sjælefred. For mange af dem benytter Sindsrobønnen, som den tysk-amerikanske teolog Reinhold Niebuhr formulerede, og som de kender fra deres behandlingsprogram,” fortæller Curt Sørensen og siger derefter de første par sætninger af bønnen højt:
”Gud giv mig sindsro til
at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.”
”For mig at se udtrykker denne bøn en visdom, som alle andre også kunne lære noget af,” siger Curt Sørensen og uddyber:
”Som et væsentligt modsvar til nutidens evige krav om at du skal lykkes – i kraft af dig selv. For dén forestilling er meget farlig, og mange af os kommer til at slå os på den.”
Vendepunkter kan være store og små, omstyrtende eller afklarende. På Kristeligt Dagblads debatsider vil vi gerne give plads til personlige refleksioner over tilværelsens op- og nedture: Når ungdommen er forbi, når arbejdslivet begynder, børnene flytter hjemmefra, eller når man har mistet en, man har kær. Vendepunkter er personlige, men de er ofte værd at spejle sig i for andre.
Det kan være kort eller langt – vores kommentarer er op til 3500 anslag inklusiv mellemrum, kronikker op til 7500 anslag inklusiv mellemrum.
Vi ser frem til at høre fra dig.
