Historiker om corona-pandemi: Ud af en krise kan fødes en ny begyndelse

Et nyt og større kollektivt samfundshåb kan lige nu, i den aktuelle situation, potentielt tage form. Udbuddet af karantænehjælpen er frugtbart, mens hamstringen er en åbenlys kontraproduktiv handling, fordi den kan ramme både den enkelte og fællesskabet i samme bevægelse, mener historiker. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der hamstres proviant, som var det dommedag, og i yderste konsekvens kan de væsentligste varer slippe op, hvis vi ikke begrænser os hver især. Denne adfærd er et kendetegn for vores tid og demonstrerer, at vi er os selv nærmest, når store forandringer hersker, mener historiker

Corona-virussen har lagt en besynderlig dyne over Danmark og resten af Europa. Alle forholdsregler bliver taget, nu hvor anbefalinger er blevet til påbud og statsministeren har lukket Danmark ned. Det er endnu uvist for danskerne, hvor vidtrækkende konsekvenser denne pandemi vil få på både et individuelt og et kollektivt niveau. Men den dystre prognose er lige nu et vilkår, som gør, at vi må træde varsomt og vogte os for hysteri og ufornuft.

Håbet er et grundtræk ved menneskets måde at være i verden på, som lige nu kan være afgørende for, hvordan vi handler, og at vi fatter mod og tager hensyn. Det vi håber på, røber hvem vi er, hvad vi kommer af, og hvor vi vil hen, fortæller historiker og lektor med speciale i håb ved Aarhus Universitet Bertel Nygaard. Han mener, at håbet er særligt aktuelt i krisesituationer, fordi det er så bestemmende for vores måde at handle på. Men det ægte håb udfordres imidlertid af dets iboende modsætning, nemlig frygten:

”Håbet er det, vi orienterer os mod, og det som giver retning, til det vi gør lige nu og her. Midt i denne corona-pandemi, ser vi to aspekter af håbet spille sig ud mod hinanden: Vi kan håbe på et individuelt niveau og et kollektivt niveau, men lige nu er der mange, der frygter for fællesskabet fremfor at håbe på det, og derfor handler mange så egoistisk, som de gør.”

Hamstring i supermarkederne, ulydighed overfor karantænepåbud og mistillid til autoriteternes håndtering af situationen er netop et udtryk for det moderne menneskes håbs-adfærd. Når relativt mange mennesker handler så ubetænksomt, viser det tydeligt, at vi er os selv nærmest. Det er en tendens i vores samtid, at vi håber på et individuelt niveau, fremfor et kollektivt, mener Bertel Nygaard:

”I dag er vores håb privatiseret og individualiseret. Vores evne til at tænke os som et fællesskab er blevet svækket gennem de seneste årtier, og derfor spejler vi sjældnere os selv i en større helhed. Mange konkurrerer derfor indbyrdes i jagten på toiletpapir, og det er absurd, fordi vi lever i et samfund med så meget overflod. Hvis blot enhver tager selv det mest basale hensyn, er der toiletpapir nok til alle.”

”Frygtsituation kan skabe et nyt grundlag for et kollektivt håb”
At det er frygten fremfor håbet, der er styrende på det kollektive niveau, er en tendens med dybe rødder i historien. Allerede for flere århundreder siden begyndte tiltroen til menneskets skaberkraft, teknikkens muligheder, videnskabens indsigt og den historiske udvikling at fortrænge de gamle forestillinger om verden som en meningsfyldt helhed, Gud havde skabt én gang for alle. I stedet blev meningen og det gode fællesskab til noget, menneskene selv skulle skabe i en bedre fremtid. Det så man forsøg på i politiske ideologier fra liberalisme til socialisme, i den moderne lægevidenskab og i meget andet.

Men vores evne til at tænke os som fællesskab er blevet svækket gennem de seneste årtier, og åndeligt lever vi mere og mere isoleret fra hinanden. Derfor tager vi i højere grad vare på de individuelle håb frem for de store kollektive håb, fortæller Bertel Nygaard.

”I samspil med corona-pandemien kan man se denne individualistiske mentalitet træde tydeligt frem som reaktion på fornemmelsen af uvished. Vi føler os truet, for kontinentet er under forandring, og end ikke videnskaben kan give et klart svar på konsekvenserne af den aktuelle situation. Derfor frygter vi på et kollektivt niveau fremfor at håbe – vi frygter for samfundet og den fælles verden. Men et kollektivt håb som retningsgivende for vores handlinger, kunne faktisk have indflydelse på situationens udvikling,” siger Bertel Nygaard.

Han mener, at det kollektive og fælles i virkeligheden er det, der har kapacitet til at erstatte forestillingen om Gud, i en tid hvor store dele af befolkningen ikke bekender sig til en tro. Mennesket efterlades i en tomhed uden fællesskabet og uden troen på noget, der rækker ud over os selv. Derfor er det lige nu en kontraproduktiv handling ikke at tage vare på et fælles håb, for den generelle egoisme kan skabe kaosset i sig selv.

Hvis man ikke overholder sin karantæne, kan man sprede smitten, og hvis man hamstrer toiletpapir, er der i værste fald ikke nok til alle. Men kaosset kan også være med til at vække en særlig sigtbarhed, der kan skabe positive forandringer for vores kollektive adfærd, mener Bertel Nygaard:

”Fordi vi står i den her situation, og fordi vi er mange som godt kan se, at krisen kalder på mange overordnede kollektive tiltag, så kan denne frygtsituation også hjælpe til at skabe et nyt grundlag for et kollektivt håb. Vi får måske lige nu en skærpet erkendelse af at stå sammen.”

Det store kollektive samfundshåb
Ser man på, hvordan de store håb og samfundsforandringer affødes, så viser historien, at de sjældent opstår i hovederne på folk, men derimod i praksis og ud af en bevægelse og en mangelsituation. Derfor kan en kollektiv krisesituation som denne også vække spirer til en ny begyndelse. Men det handler først og fremmest om, at vi lige nu må handle for fællesskabet og ikke kun for os selv, fortæller Bertel Nygaard:

”De, som er stærke, sunde og raske skal sande, at det ikke handler om at undgå corona for vores egen skyld, men for samfundet og fællesskabets skyld.”

Det kan være svært at sætte konkrete ord på, hvad det er, vi lige nu, midt i denne situation, skal håbe på. Vi befinder os midt i en bevægelse, hvor uforudsigeligheden hersker, og derfor forbliver det store kollektive samfundshåb også uklart. Men sådan er håbets væsen, fortæller Bertel Nygaard. Erkendelsen af, hvad der er grundlag for at håbe på, opstår ude i virkeligheden og undervejs i en krisesituation som denne:

”Lige nu kan den enkeltes handlinger altså have afgørende betydning for pandemiens udvikling, og herved hviler et stort ansvar på befolkningens skuldre. Man kan derfor starte med at spørge sig selv, om det ikke var bedre at håbe på, at der også er toiletpapir nok i næste uge, og derfor vente med at tømme hylderne,” siger han.

Men der florerer også en anden tendens lige nu, og den består netop i, at vi trods hjemmearbejde og forhindring af fysiske fællesskaber faktisk gør forsøg på at hjælpe hinanden. Det ses blandt andet på facebooksider, hvor de, som har overskud, udbyder karantænehjælp til dem, som er mest udsatte.

Et nyt og større kollektivt samfundshåb kan lige nu, i den aktuelle situation, potentielt tage form. Udbuddet af karantænehjælpen er frugtbart, mens hamstringen er en åbenlys kontraproduktiv handling, fordi den kan ramme både den enkelte og fællesskabet i samme bevægelse. Heri ligger en vigtig lærdom, mener Bertel Nygaard:

”Den spire, der ligger i en krisesituation som denne, kan måske få os til i højere grad at forholde os til, at vi lever i et fællesskab, hvor vi må tage vare på hinanden – både for den enkeltes bedste og for kollektivets bedste.”