Overblik: Alt om kirkeåret
Den kristne kirke har sin egen kalender, nemlig kirkeåret, som begynder 1. søndag i advent. Her kan du finde tekster og inspiration til hver dag i kirkeåret
Kalenderåret begynder 1. januar, men den kristne kirke har sit eget år, som begynder 1. søndag i advent. Det afspejler årets gang og kirkeårets faser, som fortæller historien om Jesu liv: Fra han blev født ved juletid, til han døde og genopstod i påsken og til Helligånden i pinsen kom til disciplene. Derefter starter den lange trinitatistid, hvor troen og anekdoterne fra Jesu liv fylder søndagenes tekster, inden det bliver efterår, allehelgen og kirkeåret rinder ud.
Kirkeårets centrale fester er påskefesten og julefesten. Sådan har det været lige fra oldkirkens dage.
Christian Roar Pedersen er sognepræst og debattør. I hans sankthanstale, som du kan læse her, kalder han på et opgør med traditionen med, at en kvindefigur brændes på bålet sankthansaften
Højtiden sankthans er det fordanskede helgennavn for Johannes Døberen, hvis fødselsdag man har fastsat til den 24. juni. I nordisk tradition fejres højtider ofte aftenen før helligdagen, og derfor fejres sankthansaften den 23. juni, ligesom juleaften holdes dagen før juledag. Bliv klogere på sankthansfejringen her
Store bededag er en helligdag, hvor danskerne kan blive hjemme i familiens skød og holde fri. Det er blevet en bededagstradition at spise varme hveder aftenen forinden, og den tradition er flere hundrede år gammel. Men hvorfor spiser vi de hvide, nybagte hveder, og hvorfor hedder det store bededag? Få svaret og læs mere om historien bag dagen i temaet her
I takt med, at verden bliver mere og mere kaotisk, er der opstået et naturligt behov for nærvær og fordybelse, mener sognepræst Poul A. Beck. Det nærvær kan ifølge ham findes ved at åbne sig for Helligåndens fylde, hvilket han inviterer sine læsere til med bogen ”Tag Ånden ved hånden”
Døden og dens allierede måtte påskedag vige for den kærlighed, hengivelse og tilgivelse, som Jesus kom med. Da Jesus til sidst gav sig hen for os alle, formåede graven ikke at holde ham fast. Den måtte slippe ham, skriver biskop Henrik Wigh-Poulsen i sin påskeprædiken
Her bringes et uddrag af teolog og forfatter Jakob Brønnums digtsamling Den sidste passion (Forlaget Eksistensen, 2017), hvor digteren skriver videre på påskens begivenheder med eksistentielle og poetiske perspektiver. Digtene er udvalgt i samarbejde med forfatteren.
Da alle er afsløret som forrædere og fornægtere, tager Jesus brødet, takker og giver dem det. Så tager han ordet og festen og giver dem sig selv. Han giver sig til Judas og til alle os andre, der lige så godt kunne være Judas, skriver biskop Marianne Christiansen
2. påskedags beretning finder sted i tiden umiddelbart efter påskemorgen: To af Jesu disciple er på vej til Emmaus, da en fremmed person kommer og følges med dem. De drøfter, hvad der er sket i påsken, og hvad det betyder
Da kvinderne påskedag gik hen til Jesu grav blev de fyldt med rædsel, da en engel fortalte dem, at Jesus var genopstået. Påskedag markerer både det håb, opstandelsesbudskabet bragte med sig, men også følelser som angst og frygt for det irrationelle
Langfredag skulle have været kulminationen på den opbyggede spænding og opfyldelsen af alle de forventninger, som folk havde til Jesus. I stedet bliver det verdens undergang – en sand tour de force i lidelse og fornedrelse og tortur, død og mørke.