Højtid

Journalist om højtidsskred: Det har altid handlet mere om pausen end om kirken

Danskerne er et praktisk anlagt folkefærd, også til højtiderne, som vi holder meget af, og hvor vi lige siden vikingetiden især er gået op i de traditioner, der handler om mad, drikke, fest og fornøjelse. Foto: Hunter Bliss images

Fagredaktør Dorte J. Thorsen har i mange år skrevet om højtider og traditioner. Her er hendes bud på, hvorfor højtider stadig fylder så meget i vor tid.

Kan man tillade sig at smovse i laks og lammesteg langfredag, hvor Jesus hang på korset?

Nej, siger nogle, mens andre siger ja. Det handler om, hvordan man går til højtiderne. De fleste danskere går let til højtiderne og lever også fint med, at de måske ikke har helt styr på den teologiske sammenhæng.

For det handler om at holde fri – og så betyder det mindre, om man ved, at solen i andre lande ikke danser pinsemorgen, men derimod påskemorgen … af glæde over, at Kristi er opstanden. Men da det til påske ofte er koldt i Danmark, så flyttede vi dén skik til pinse, hvor vi lettere kan feste udenfor til den lyse morgen.

Vi søger fællesskabet
Danskerne er nemlig et praktisk anlagt folkefærd, også til højtiderne, som vi holder meget af, og hvor vi lige siden vikingetiden især er gået op i de traditioner, der handler om mad, drikke, fest og fornøjelse.

For nok taler vi om, at højtiderne udvandes i nutidens fragmenterede samfund. Men danskerne vil stadig her i 2019 have deres påskeæg, Skt.Hans-bål, julebryg og juletræ. Og selvom vi holder to juleaftner eller slår katten af tønden askeonsdag i fasten, så søger vi også stadig fællesskaberne – og den sociale ventil.

For det store flertal handler højtiderne nemlig mindre om kirken og mere om pausen fra hverdagens hårde slid. Sådan har det også altid været, selvom kirken historisk set indimellem har strittet imod. Men forgæves, for det er svært at kæmpe imod et almenmenneskeligt behov for fællesskab. For dage, hvor vi slår håret ud, spiser, drikker, ler, danser og morer os sammen med familie og venner.

Så kan det godt være, at 1700-tallets julestuer er blevet til nutidens julefrokoster, at unge voksne ikke længere klæder sig ud til fastelavn, men i stedet gør byen usikker til monsters night out til Halloween og så videre. Indpakningerne ændrer sig over tid, men det handler stadig om at more sig og få en pause fra hverdagen.

Dog var der alligevel en større viden om og en dybere forankring i årets gang førhen. Det sørgede kirken, skolen, de små samfund og monokulturen for. Men denne forståelse af sammenhængen forsvandt, da industrialiseringen, urbaniseringen og det moderne gennembrud kom i slutningen af 1800-tallet. Og globaliseringen i sidste del af 1900-tallet øgede kun udviklingen, indtil en længsel efter at kende vores rødder opstod lige op mod årtusindskiftet og måske især i kølvandet på 11. september.

En længsel efter at være del af noget større
For i dag vil vi vide, hvem vi er, og hvad vi kommer af, og en del af den historie handler om højtiderne, som vi er begyndt at dyrke i stigende grad. Nysgerrigheden er enorm, hvad man også kan se af, at artikler om traditioner er meget læste.

Jeg har i mere end 12 år skrevet artikler om netop højtiderne, og jeg er ikke i tvivl om, at de bliver læst, fordi højtiderne handler om os selv, om vores fælles fortid – og fremtid. Fordi vi søger en sammenhæng og mening, som rækker længere ud end en opdatering på Facebook. Og ja, postmodernismen dømte både historien og traditionen ude. Men det holdt ikke. Tværtimod vil vi så gerne være en del af en større fortælling, især når den også handler om os selv.

Om Gud og den kristne tro så bliver til mere end et historisk bagtæppe i denne genskabelse af vores fælles fortælling og identitet, som pt er i gang, kommer an på kirkerne og præsterne. Danskerne selv er i hvert fald mere søgende og åbne, end vi har været det længe.

Så ja, kirken gør klogt i at sige ja til laks og lammesteg, om ikke langfredag, så dog skærtorsdag. Historien om Jesus på korset kan også sagtens fortælles, mens maden glider ned, og vi nyder den pause og det fællesskab, som er enhver højtids dna.