Hospitalspræst: Overfor døden er vi magtesløse

Allehelgen nærmer sig, og kristendom.dk har i den anledning talt med fem teologer om deres forhold til døden. Den fjerde i rækken er hospitalspræst på Sjællands Universitetshospital i Køge, Linda Ishøj Frederiksen

Hvad er dit personlige forhold til døden? Er du bange for døden? Ser du den i møde med stor sindsro?
Som hospitalspræst er døden en stor del af mit arbejde og min hverdag, så alene af den grund har jeg et afbalanceret forhold til døden. Det er helt naturligt for mig at tale om døden – også min egen død, og jeg har for længst erkendt min egen dødelighed.

Når det er sagt, så er jeg panisk bange for at dø for tidligt. For jeg er ret glad for livet, og vil gerne have endnu mere af det. Men skulle det blive mit lod at dø tidligt, så håber jeg, at jeg vil dø roligt og uden at blive alt for bange.

Mest frygter jeg dog, at mine kære – mine børn, min mand og min søster – skal dø for tidligt. For ingenting er givet, og som hospitalspræst ser jeg mennesker dø i alle aldre, og både efter lang tids sygdom og mange smerter eller uventet og hurtigt som følge af en ulykke.

Som hospitalspræst er det derfor blevet meget tydeligt for mig, at vi ikke er garanteret en bestemt mængde tid her på Jorden. Der er ingen, der har lovet os et langt liv.

Nogle gange kan døden komme som et chok, andre gange som en befrielse, selvom mange stadig føler det som et tabu at tale om døden som en lettelse. Men det kan døden være – for både den dødende og for de efterladte. Men at døden kommer som en lettelse, betyder ikke nødvendigvis, at den så også er uproblematisk. Der kan stadig være grund til at græde og snakke sammen. Desværre oplever jeg, at der er en del, som har svært ved at tale med deres familie om døden. Det gælder både den døende og de pårørende, der nogle gange i en form for hensyn går udenfor døren, når de skal tale om, at deres pårørende ligger for døden.

Så kan jeg godt finde på at spørge dem, om ikke de tror, at den døende er klar over, at han eller hun skal dø. Jo, men de vil ikke gøre vedkommende ked af det, er meldingen tilbage. De pårørende handler i kærlighed, men det er samtidig ærgerligt. For når de går udenfor døren, så fratager det både den døende og de efterladte en mulighed for at få talt sammen og sagt nogle vigtige ting til hinanden, mens tid er.

Smerten og sorgen over at skulle dø eller over at skulle miste en, man elsker, bliver ikke mindre af, at man taler om det - men jeg tror på, at det bliver lettere at bære.

Men mange er vokset op med fortielsen – og det er smerteligt for eksempel at møde kvinder, der for 60 og 70 år siden mistede et barn – men som aldrig har fået lov til at tale om det barn og græde over det store tab – ikke før de møder mig. Men det er vigtigt at få lov til at græde over døden, og det er vigtigt, at vi anerkender at give de døde plads, også selvom de måske kun var her i nogle få timer – eller de kom som dødfødte. Uanset alder er det vigtigt at slå fast, at de var her – og at man, uanset om man er død eller levende, stadig er en del af en families historie.

Hvad betyder det for dig, hvad Bibelen siger om døden?
Det, der nok betyder mest, er, at i Bibelen slutter det ikke med døden, men med genopstandelsen. Bibelen indeholder også de billeder, som vi kan bruge, når vi skal tale om den død, som vi har ikke nogen konkret viden om.

De billeder bruger jeg ind imellem, når jeg taler med døende, som gerne vil have mit bud på, hvad der venter dem på den anden side. Men ofte er det opstandelsen, jeg alene må og kan holde fast i, for eksempel når jeg står på akutafdelingen med et tragisk dødsfald og en familie, der er ude af sig selv af sorg. Så duer Bibelens billeder om kærlighed og tryghed ikke til så meget. Det kommer måske senere, men lige der er det eneste, der giver mening, at fortælle dem, at døden ikke er det sidste, der er at sige om et menneskeliv.

Det er altid voldsomt at være vidne til den grænseløse sorg, som jeg møder hos de pårørende til pludselige og tragiske dødsfald, som når børn og unge mennesker dør. Jeg føler altid afmagt. Men så er det vigtigt at huske på, at jeg som præst har en rolle i det magtesløse rum, som jeg går ind i – og bliver i. For netop det at blive der er vigtigt. Læger og sygeplejersker er qua deres job nødt til at løbe ud og ind hele tiden, men jeg kan sætte mig ned sammen med de pårørende og bare være dér, og det er jeg.

Den første tid, jeg var hospitalspræst, var jeg i tvivl om, hvorvidt det overhovedet gjorde en forskel, at jeg var dér i rummet sammen med dem. Men nu ved jeg, at det, at jeg kan, vil og tør blive i den allerstørste magtesløshed sammen med dem, som har mistet et elsket familiemedlem, gør en forskel. Jeg bliver sådan en slags mur i noget, som er så ekstremt ensomt og frygteligt og fuld af alle følelser, vrede, afmagt, sorg og den største smerte.

Jeg tilbyder også altid, at vi kan lave et ritual ved den afdøde, en salme, et Fadervor og en velsignelse – og det giver mange en slags ro, at der midt i kaosset bliver sat ord på, hvor vigtig den afdøde var. Det hjælper indimellem til at kunne gå fra den døde. Ikke med mindre sorg, for den kan jeg ikke tage væk, men med en flig af ro.

Hvad tror du selv, at der sker efter døden? Om noget?
Jeg ved ikke, hvad der sker efter døden, men jeg tror, at det er noget godt. Nok er jeg meget nysgerrig på livet endnu, men en del af mig glæder sig også til at finde ud af det.

Jeg kan godt lide tanken om, at det kunne blive lidt som i Davids salme nr. 23, hvor der tales om det stille vand og at ligge i det grønne græs. Det er et dejligt billede, synes jeg – og jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom en dejlig varm sommerdag, hvor man bare ville ønske, at man kunne blive liggende en evighed. Sådan må evigheden gerne være. Det er også et billede, som jeg kan mærke, at mange syge og lidende finder stor trøst og håb i.

Mange troende ser også frem til at møde deres kære igen, når de dør – men ikke alle. For nogle er tanken om at møde en afdød så frygtelig en tanke, at den er svær at tale ind i – også selvom jeg fortæller, at Jesus siger: ”og se, jeg gør alting nyt”, så hjælper det dem ikke. For har man livet igennem været hunderæd for et menneske, som har gjort én usigeligt ondt, så kan tanken om at møde vedkommende igen på den anden side være så angstprovokerende, at det er umuligt at lindre.

Så tanken om evigheden er ikke altid god for alle – og det skal man som præst også være opmærksom på.

Har du en personlig oplevelse med døden?
Min svigerfar døde for snart 14 år siden, og det var en særlig sommer, hvor vi fik grinet, grædt og talt rigtigt meget sammen. Vi fik sagt de ting, som skulle siges, og det føltes godt. Vi var selvfølgelig ulykkelige og kede af det, men der var også en styrke i, at vi som familie var sammen, og fik lov til at sige farvel til ham. Ja, den dag i dag er han stadig en del af familien på en måde, så de børnebørn, der ikke har mødt ham, alligevel føler, at de kender ham. Ikke på nogen tung måde, for tiden har lært os at leve med det, som vi har mistet, men med en taknemmelighed, en frimodighed og en naturlighed. For han var der også.

Et par år efter min svigerfar døde, havde min mand og jeg den store sorg at miste vores datter Sigrid, som kun blev et par måneder gammel. Det var fuldstændigt forfærdeligt – men det var på mange måder samtidig en hjertevarm oplevelse, fuld af kærlighed og nærvær. Tabet af Sigrid er en sorg, som jeg altid bærer med mig – men som også gør mig rig på en måde. Ja, som måske er årsagen til, at jeg kan have det job, som jeg har, hvor jeg møder mennesker i deres mest sorte stunder. Jeg ved på egen krop, hvordan magtesløsheden føles.