Hospitalspræsten møder patienterne i afmagten
Lotte Blicher Mørk har de seneste 15 år været hospitalspræst på Rigshospitalet. ”Man skal som hospitalspræst turde at være i magtesløshedens rum med det andet menneske,” fortæller hun
”Her taler vi ikke om vejret”.
Det var budskabet på et postkort, som tidligere hang på en opslagstavle på hospitalspræst Lotte Blicher Mørks lille kontor på Rigshospitalet. Postkortet fik hun af en patient, som havde streget nogle af ordene ud og i stedet skrevet:
”Præsten taler ikke om vejret”.
Det er et godt eksempel på, hvordan man arbejder som hospitalspræst, mener Lotte Blicher Mørk:
”Jeg kan have de dybeste samtaler på 12 minutter. Det virker måske mærkeligt, men som hospitalspræst springer man alle mellemregningerne over. Folk er blottet – både i bogstavelig forstand og i overført betydning. Det betyder også, at de går til stålet og med det samme kan finde på at sige: ’Gud har forladt mig.’”
I de situationer er det afgørende, at man kan møde det andet menneske i det, som Lotte Blicher Mørk kalder for magtesløshedens rum. Patienterne har behov for at blive set dér, hvor de er, forklarer hun:
”Det kan være givende for patienten, hvis man sætter sig ned og er i afmagten sammen med dem. For afmægtigheden er netop deres virkelighed. Så i stedet for at tro, man kan fjerne den, for dermed at negligere deres tilstand, skal man turde at træde ind i magtesløshedens rum.”
For at træde ind i magtesløshedens rum, mener Lotte Blicher Mørk, at man skal erkende sin egen afmagt.
”Jeg tror, at det andet menneske har et behov for, at man kan være der på lige fod; som et menneske med begrænsninger. Det kræver, at man har erkendt sin egen afmagt. Det kan lette patienten. For så er patienten ikke forladt. Jeg tror måske i virkeligheden, at det er følelsen af ikke at være alene, det hele handler om,” fortæller hun.
Den kristne fortælling taler afmagten imod
Lotte Blicher Mørk oplever ofte, at de indlagte patienter mister troen, når livet går dem imod. Hun mener, det hænger sammen med det gudsforhold, som mange mennesker har i dag.
”Mange mennesker har rent faktisk et forhold til Gud eller det, de kalder ’troen på noget højere og stærkere’. Det er ofte en form for sammenstrikket tro, hvor man tager lidt fra kristendommen, lidt fra østen og lidt fra både filosofien og psykologien. Det er sikkert et vidunderligt gudsbillede, når man har medvind i livet, men det falder fra hinanden, når ens tilværelse er gået i stykker,” siger hun.
Her har den kristne fortælling noget at sige, mener Lotte Blicher Mørk.
”Jesus blev sat på jorden, for at vi kunne få et forhold til Gud. Han døde på et kors og led frygteligt meget, men det sluttede ikke med døden. Der er opstandelsen. Opstandelsen er for mig helt konkret. Jeg tænker på hverdagens små opstandelser, dér hvor man mærker et lille stik af, at noget giver mening på trods af lidelse og død,” siger hun og forklarer, at patienterne ikke har overskud til store dogmatiske forklaringer, og de interesserer sig nødvendigvis heller ikke for kirken som institution.
”Det handler om at være enkel. Mennesket har brug for det konkrete og erfarede. De fleste har eksempelvis oplevet kærligheden. Og jeg tror, når man har mærket kærligheden en gang, er der en åbning i forhold til at forstå det evige liv. Kærligheden kommer fra et sted, som vi ikke kan gennemskue eller forstå, og den rækker langt ud over døden,” siger hun.
Derfor har det kristne budskab ifølge Lotte Blicher Mørk en væsentlig rolle at spille på hospitalerne:
”Jeg synes, at kristendommen har meget at sige til magtesløshed, meningsløshed og håbløshed. Jeg har talt med mennesker, som var tæt på døden, men som alligevel følte, de havde et meningsfuldt liv. Det, der blev ved med at give dem mening i livet, var netop kærligheden. Kærligheden er sådan set ligeglad med døden. Den fortsætter bare,” siger hun og forklarer, at man ikke skal tale til patienternes hoveder, men til deres hjerte og til deres erfaringer.
Den svære samtale findes ikke
Lotte Blicher Mørk medvirker ikke ved ret mange af livets glædeligste stunder. Oftest taler hun med folk, der er meget syge, eller med nybagte forældre, der har haft en kritisk fødsel, hvor hverken læger eller forældre ved, hvilken retning det vil gå. Det betyder dog ikke, at samtalerne er sværere.
”En samtale er ikke svær. Jeg skal ikke et særligt sted hen med den. Min kollega, Christian Busch, plejer at sige, at man ikke behøver at magte en samtale. Samtalens succeskriterium er, at vedkommende, man taler med, er lettet. Når du taler med et menneske om det sværeste, nemlig at miste, kommer man altid til at tale om det, der betyder noget. Og det er på sin vis opløftende og ikke mindst lettende,” siger Lotte Blicher Mørk og forklarer, at hun i virkeligheden finder meget liv i den slags samtaler.
”Det vidner om, at noget giver mening på trods af afmagten,” siger hun.
Som hospitalspræst får Lotte Blicher Mørk lov til at dele nogle af menneskelivets vigtigste begivenheder med mennesker, som hun måske ikke møder igen. Det skyldes, at hospitalspræsterne ikke har længere forløb på samme måde som resten af det sundhedsfaglige personale.
En sjælden gang sker det dog, at tidligere patienter eller pårørende kommer og banker på hendes dør.
”En af de første dåb, jeg havde herinde, da jeg var blevet ansat for 16 år siden, var af en lille pige, der blev født meget for tidligt. Hende har jeg fulgt lige siden. Hun og hendes familie er kommet herinde til gudstjenesterne ved højtiderne. Det er da fantastisk,” siger hun.
At være præst er at være i verden på en særlig måde
Det er den slags begivenheder, som gør, at Lotte Blicher Mørk ikke bare betragter sit arbejde som et arbejde. For hende er det en måde at være i verden på. Derfor kan hun heller ikke forestille sig, at hun skal lave noget andet.
”Jeg kunne godt blive almindelig sognepræst, men jeg vil hellere være her. Hvorfor? Fordi jeg befinder mig godt i intensiteten mellem liv og død, sorg og glæde, håb og håbløshed. Jeg anser ikke mig selv som en særlig form for præst. Jeg er bare præst. Det er min menighed, der er særlig”, siger hun.