Hospitalspræster: Omsorgen blev ikke glemt under coronakrisen – men den blev stærkt udfordret

Under den første nedlukningsperiode i foråret oplevede mange præster på landets sygehuse manglende forståelse, både fra sygehuspersonale og pårørende. Det kræver bedre samarbejde fremover, mener flere hospitalspræster

Nedlukningen af Danmark skete så pludseligt. Ingen var forberedte, og alle navigerede i et nyt farvand. Det gjaldt også sygehuspræsterne, der, ligesom så mange andre, kan se tilbage på en lang række erfaringer, som blev gjort. Hvordan var det så været at være sygehuspræst under en nedlukning? Erfaringerne i sygehuspræsternes netværk er for Nordjyllands vedkommende netop nu ved at blive samlet sammen, og materialet bliver sendt til Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, der indsamler for senere at dele vigtige erfaringer.

Her kommer et par foreløbige erfaringer ind i debatten om nedlukninger på et tidspunkt, hvor det igen desværre er højaktuelt.

Vi glemte omsorgen under nedlukningen, konstaterede overlæge Kristoffer Marså fra enheden for lindrende behandling på Herlev og Gentofte Hospital i Kristeligt Dagblad i sidste uge.

Svaret dertil må være, set fra sygehuspræsternes perspektiv: Nej, omsorgen blev bestemt ikke glemt, men den blev pludselig voldsomt sværere at yde. Nogle sygehuse betragtede ikke præsterne som en ressource. Andre sygehuse, som Aalborg Universitetshospital, fik ret hurtigt afklaret, hvorvidt sygehuspræsterne var en del af kriseberedskabet, og det var med til, at de forholdsvis hurtigt kunne indgå som en del af beredskabet. Det var afgørende for Aalborg Universitetshospital, at der var et godt samspil mellem sygehusprovst og sygehusledelse. Der kunne med andre ord handles hurtigt og skabes rammer for et professionelt samarbejde.

Det er ikke så ligetil på et sygehus at benytte sig af de digitale mødeformer, som man mange andre steder benyttede sig af under nedlukningen. På et sygehus kræves der, at man er fysisk til stede for et menneske, som er syg og svag, og ofte er de mennesker, der er indlagt, ældre mennesker, som ikke mestrer digitale løsninger.

Det fysiske nærvær kunne i denne sammenhæng selvfølgelig ikke erstattes af digitale mødeløsninger. Præsterne arbejdede derfor som vanligt, dog med mindre opsøgende arbejde, men med tilkald fra afdelingerne til præsterne også - og især - når det handlede om corona-patienter. Der var og er et tæt samarbejde mellem de sundhedsfaglige medarbejdere og sygehuspræsterne på Aalborg Universitetshospital. Præsterne var, udover de sundhedsfaglige medarbejdere, nogle af de få, der havde adgang til at tale med corona-patienterne. Det var en erfaring, at det var godt for patienterne at kunne have samtaler med præsterne, alt imens de pårørende kunne have svært ved at forstå, hvorfor en præst måtte komme ind på besøg, mens de ikke selv måtte.

Præsterne oplevede i det hele taget store frustrationer hos de pårørende, som de gerne vil kunne imødekomme i langt højere grad i forbindelse med en ny nedlukning. Det kunne eksempelvis ske ved at gøre pårørendeforeninger opmærksomme på, at sygehuspræsterne også kan fungere som præst for de pårørende og som et bindeled mellem patient og pårørende. Omsorgen blev heller ikke glemt, men ganske voldsomt klemt på de psykiatriske sygehuse. På det psykiatriske sygehus i Aalborg var erfaringen, at der blev lukket ned for behandlingstilbud. Mange patienter blev udskrevet, og manges tilstand blev forværret.

Det var med nogle af disse udfordringer, at der skulle ydes åndelig omsorg. Kan man eksempelvis tale med en psykiatrisk patient, der er indlagt med angst for corona og selv være iført værnemidler?

Nedlukningen viste her med stor tydelighed, at der i den grad er brug for samtaler i en tid, hvor dem, der har det psykisk dårligt, får det endnu dårligere, og der skal tænkes kreativt for at kunne yde omsorg på afstand og med værnemidler.

Det bliver derfor endnu mere vigtigt, at både pårørende og såvel patienter som psykisk sårbare mennesker ved, at de ved henvendelse til deres egen sognepræst kan blive ledt videre til en præst, de kan tale med, så sognepræsternes netværk er sygehuspræsternes netværk - og omvendt.

Med disse endnu dugfriske erfaringer går vi nu nye nedlukninger i møde. Måske med denne ene overordnede konklusion, at samarbejde på tværs af faggrupper er et afgørende og væsentligt nøgleord i den fremtid, patienter, pårørende og fagprofessionelle går i møde sammen. Der skal ydes omsorg under coronapandemien, og det kræver en særlig og fælles indsats.