Debat

Morten Kvist: Det beder vi om i Fadervor

Over bønnerne i Fadervor svæver den ånd, som var i begyndelsen, og som blev menneske julenat. Dette menneskes ånd skal blive til menneskehedens ånd. Det beder vi om med Fadervor. Vi er derfor godt tjent med at påkalde denne ånd, at vi må få den i vore hjerter, mener valgmenighedspræst Morten Kvist. Foto: Colourbox

Flere og flere mennesker beder med på Fadervor, når de får lejlighed til det, mener valgmenighedspræst Morten Kvist. Her deler han sine tanker om, hvad det egentlig er, vi siger, når vi beder bønnen

Bøn blev op gennem det 20. århundrede en vanskelig praksis for mange mennesker, ja endda en latterlig fromhed i manges øjne. Nu vender bønnen imidlertid tilbage netop som praksis. Det oplever jeg ved, at flere og flere mennesker højt beder med på Fadervor, når der er lejlighed til det. Der er stadig en vis tøven i forbindelse med at tale om bøn som et individuelt og indre anliggende, men at bede sammen med andre er der åbenbart meget brug for.

Når vi da siger Fadervor – højt eller inde i os selv - hvad siger vi så udover at anerkende Gud, Jesu Fader, som en autoritet i vores liv?

Helliget blive dit navn

Vi beder om, at Guds navn må være helligt, det vil sige ophøjet, og at vi har sans for denne ophøjelse. Ophøjelsen skal gøre os bedre skikkede til at leve som Guds børn, altså som bærere af den samme ånd, som Jesus med sit liv gav skikkelse på et bestemt tidspunkt i historien. Med hensyn til ånd er vi som børn, der skal ledes og opdrages af deres forældre.

Ske din vilje

Vi beder om, at Guds vilje skal ske. Det indebærer, at vi selv kan blive modsagt, og at det kan være rigtig godt, at vores egen vilje ikke sker. Dette er et af de steder i Fadervor, som anfægter os mest, for vi vil gerne have, at vores egen vilje sker. Vi er dog underlagt synden, både i vores vilje og vores blik på verden. Netop derfor ser vi begrænset, og så meget bedre er det, at der findes en anden vilje i verden end vores egen.

Giv os i dag vort daglige brød

Vi beder stadig om det daglige brød, for vi behøver ikke meget forståelse for vores eget samfund, før vi opdager, at brødet ikke er en selvfølge, at vores omfattende organisering af produktion, handel og transport er som et tyndt lag glas oven på den rå natur; det krakelerer hele tiden, og vi må bruge omfattende energi på at udbedre skader. Al civilisation kan splintres og gå nedenom og hjem. Det gælder også vores egen.

Forlad os vores skyld

Vi beder om tilgivelse, for med kristendommen har vi fået en følsom samvittighed, en krævende indre styring af vores moral, så vi har brug for selv at blive tilgivet, at kunne tilgive andre og vide, at de tager imod den. Det har vi udviklet formler for: beklagelser, undskyldninger, aftrædelser, ja endda anger og blotlæggelse af hjertet. Det har vi blandt andet gjort, for at undgå tilfældige folkedomstole, hadkampagner og heksejagter. Og så vi kender til en tilgivelse fra Gud, en fred i hjertet, som kan findes, selvom man har det halve internet og en hel hadkampagne imod sige, en fred i hjertet fordi man regner Gud for større end folkestemningen.

Led os ikke ind i fristelse

Vi beder om ikke at blive fristet eller komme ud for prøvelser, som det også kan oversættes med, fordi verden er så fuld af modstand. Når vi skal overvinde modstand, er det netop fristende at dreje lidt på sandheden, at spare på den kærlige offervilje, at gøre tingene lette for os selv på bekostning af de andre; fristelsen til at sidde samvittighedens stemme overhøring vil vi gerne spares for, selvom fristelsen udgår fra os selv. Modsigelsen af os selv er igen Guds ånd.

Fri os fra det onde

Vi beder om at blive fri fra det onde, fordi vi ved, at det bor i os. Gid vi kan blive fri for at udfolde det, måtte vi dog blive fri for at gengælde ondt med ondt, for trues vi af det onde udefra, vokser det også indefra. Og næres det indefra, vil det også vokse udefra, og vi fanges i det ondes spiral.

Over disse bønner svæver den ånd, som var i begyndelsen, og som blev menneske julenat. Dette menneskes ånd skal blive til menneskehedens ånd. Det beder vi om med Fadervor. Vi er derfor godt tjent med at påkalde denne ånd, at vi må få den i vore hjerter.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og Gjellerup.