Indføring

Hvad er "Det andet Vatikankoncil"?

På Det Andet Vatikanerkoncil, som blev holdt i Peterskirken i Rom, var den katolske kirkes overhoveder samlet for at diskutere, hvordan man skulle forholde sig til kirkens møde med det moderne samfund. Forrest sidder her den franske biskop fra Toulouse Aimé-Georges Martimort. Foto: Wikimedia commons

Den katolske kirke hviler i traditionerne. Så hvad sker der, når samtiden kræver en stillingtagen til nye spørgsmål? Det fik den katolske kirke til i efterkrigstidsårene at holde to store møder om hvilken retning, kirken skulle bevæge sig i. Især Det andet Vatikankoncil forandrede kirken for altid

Hvordan skal den katolske kirke forholde sig til de moderne strømninger i tiden?

Det mødtes cirka 2500 katolske biskopper for at drøfte ved en række topmøder i Rom fra 1962-65. Det betød en afgørende ændring i kirkens opfattelse af sig selv og dens forhold til verden. Koncilets to hovedord var: "Modernisering – fornyelse indadtil" og "Økumene – åbning mod verden."

Det andet Vatikankoncil blev 1900-tallets største kirkehistoriske begivenhed. Det var det 21. økumeniske koncil i verdenshistorien, men et, der har været afgørende for, hvordan den katolske kirke har mødt det 20. og 21. århundrede.

Optakt til mødet

I 1958 døde pave Pius XII. Mange i kirken kaldte på fornyelse. Det var på tide, at kirken nu forholdt sig til den moderne verden og de forandringer, som ikke mindst to verdenskrige havde medført. Hertil kom at det sidste koncil, Det første Vatikankoncil, blev afbrudt af den fransk-tyske krig i 1870. Her havde man vedtaget pavens ufejlbarlighed i tros- og læresager. Det ville måske overflødiggøre fremtidige kirkemøder?

Kardinalerne, som skulle vælge den nye pave, prøvede forgæves at samles om en stærk personlighed, der kunne bringe fornyelse i kirken. Man valgte så en ”overgangspave”, nemlig den aldrende ærkebiskop af Venedig, Angelo Roncalli, der tog pavenavnet Johannes XXIII. Han skulle imidlertid komme til at overraske alle. Den 25. januar 1959 bekendtgjorde han, at der skulle indkaldes til et verdensomspændende kirkemøde med temaet: Hvordan være kirke i en moderne verden?

Siden oldkirkens dage og frem til nu var der afholdt omkring 20 koncilier. Det andet Vatikankoncil kom til at adskille sig fra alle forrige store kirkemøder ved ikke at være indkaldt, fordi der var opstået et forfald i kirken. Det var jo anledningen til Tridentinerkoncilet (1545-3, som ”ryddede op” efter reformationen. Heller ikke var der tale om krise i kirken på grund af strid om læren, som så førte til vedtagelse af fordømmelser og trosbekendelser – sådan som det gjaldt ved mødet i Nikæa i 325.

Koncilets opgave var "at ajourføre kirken, det vil sige tilpasse dens ydre former til det 20. århundredes virkelighed og fremstille kirkens liv og lære på en måde, så den fremstod i det rette lys. Dette rette lys bestod dels i officiel anerkendelse af tankegods fra en række teologiske, liturgiske og politiske reformbevægelser, dels i en ånd af positiv åbenhed over for den moderne verden i almindelighed og andre kirkesamfund i særdeleshed” (ifølge Den katolske kirke i Danmark).

Johannes XXIII var tydeligt nok den inspirerende kraft.

En kompliceret proces

De næste par år gik nu med forberedelser. Kommissioner af lærde og progressive teologer som for eksempel de tyske teologer Josef Ratzinger (den senere pave Benedikt XVI) og Johannes Küng forberedte oplæg til kirkemødet.

Den 11. oktober 1962 kunne Johannes XXIII så foretage den festlige åbning af koncilet i selve Peterskirken. 2540 biskopper fra hele den katolske verden var mødt op (1041 fra Europa, 956 fra Syd- og Nordamerika, 379 fra Afrika og 300 fra Asien). Hertil kom indbudte gæster og teologiske rådgivere.

Selve forløbet af koncilet udgjorde en kompliceret og til tider vanskelig proces over fire sessioner eller samlinger, som blev henlagt til efterårsmånederne 1962-65, inden koncilets endelige resultater kunne komme til afstemning.

Et afgørende brud i forhandlingerne indtraf med Johannes XXIII's dødsfald 3. juni 1963. Kunne koncilet videreføres? Den 21. juni valgte kardinalerne så, Giovanni Montini, ærkebiskop over Milano, der havde siddet i koncilets forberedelseskommission. Han tog pavenavnet Paul VI. Tro mod Johannes XXIII intentioner videreførte Paul VI nu det store kirkemøde og bragte det til afslutning den 8. december 1965. Ved et storstilet arrangement på Peterspladsen blev koncilets resultatet formuleret som et budskab til alle mennesker og som de troende skulle tage til deres hjerte.

Resultatet blev mere åbenhed og demokrati

Med et overvejende flertal blev koncilets resultater vedtaget i form af fire konstitutioner, tre deklarationer og en række dekreter:

De fire konstitutioner er følgende:

  • Guds Åbenbaring - Guds Ord (Dei Verbum)
  • Om Kirken - Folkenes Lys (Lumen Gentium)
  • Den Hellige Liturgi - Det Hellige Koncil (Sacrosanctum Concilium)
  • Kirken i den moderne verden - Håb og Glæde (Gaudium et Spes)

De tre deklarationer:

  • Den Kristne Opdragelse (Gravissimum Educationis)
  • Forholdet til ikke-kristne religioner (Nostra Aetate)
  • Religionsfriheden - Menneskets Værdighed (Dignitatis Humanae)

Hertil en række dekreter om eksempelvis Missionsvirksomhed, præsternes liv og deres uddannelse samt lægfolkets opgaver i kirken.

De to mest kendte dokumenter er uden tvivl konstitutionen "Om kirken i den moderne verden - håb og glæde," (Gaudium et Spes) og "Om kirken - folkenes lys" (Lumen Gentium).

Om det første dokument gælder, at kirkens forhold til den omgivende verden forstås i et nyt perspektiv. Kirken vil arbejde for åbenhed over for verden. Ja, verden er udtryk for det liv og de erfaringer, kirken skal lære af, hvis Guds budskab skal høres og modtages. Kirken skal være positiv overfor moderne videnskabelighed og ny teknologi, for den tjener menneskeheden. I øvrigt omtales politiske emner som økonomi, oprustning, angrebskrig, selvforsvar og en (stille) fordømmelse af den kommunistiske ateisme.

I det andet vigtige dokument "Om kirken - Folkenes lys" (Lumen gentium) ses kirken nu som en levende og dynamisk bevægelse. Kirken er ikke længere upåvirket af historien og dens gang. Kirken er ikke identisk med et hierarki af gejstlige, men et fællesskab af lægfolk og gejstlige. Til det praktiske kom så, at modersmålene skal erstatte latin som det fremherskende sprog i gudstjenesten, samt at menigheden inddrages aktivt i det liturgiske. Med andre ord besluttede kirkens magthavere, at lægfolkets ansvar skal styrkes. Selve kirkens styrelse skal ”demokratiseres”, idet forsamlingen af biskopper får større indflydelse i forhold til paveembedet.

Af øvrige vedtagelser kom så en ny teologisk åbning over for de ortodokse og protestanterne. Og så blev det proklameret, at ortodokse og katolikker igen kan dele nadveren efter 1000 års adskillelse.

I forholdet til religionerne hedder det, at den katolske kirke ikke afviser noget af det, der er ”sandt og helligt” i religionerne. Kristne, jøder og muslimer opmuntres til at rydde de gensidige misforståelser af vejen. Og missionen får et nyt teologisk fundament – dialogen med religionerne.

Hvad kom det til at betyde efterfølgende?

Spørgsmålet er så, om koncilbeslutningerne reelt slog igennem i kirken. For det første førte beslutningerne om ændringer i liturgien, sådan som det fremgår af konstitutionen Den Hellige Liturgi - Det Hellige Koncil ”Sacrosanctum Concilium” til en kraftig reaktion. Den franske ærkebiskop Marcel Lefebvre dannede i 1968 et nyt præsteselskab med ca. 600 præster, der fastholdt gudstjenesteordningen fra før koncilet.

Pave Paul neddæmpede med en rundskrivelse i 1968 mod prævention den bølge af forventninger om fornyelser i kirken, som koncilet ellers havde skabt.

Efter Paul VIs død i 1977 fik kirken en polsk pave, nemlig Johannes Paul II. Han var en ivrig deltager i koncilet, men tolkede nu dens bestemmelser i lyset af den kirkelige tradition, som han udtrykte det. I praksis trak han en række af dens bestemmelser tilbage.

Ligeledes stillede Joseph Ratzinger, der nu var formand for troskongregationen og i 2006 blev valgt som pave med navnet Benedikt XVI, sig stærkt kritisk i forhold en række af Det andet Vatikankoncils beslutninger. Alligevel er koncilets beslutninger og den ånd, som prægede dette vældige møde, blevet afgørende for kirkens selvforståelse.

Den katolske kirke har sidenhen i større grad set sig selv som en kirke, der ikke kan stå udenfor historien, men dog en kirke, der altid er udfordret af sin samtid.

Litteratur: Den katolske kirke i Danmark