Hvad er det hellige?

I Bibelen bruges udtrykket om Gud og der tales om helligdage og om helligsteder. Men hvad der ligger i ordet hellig, sådan som det bruges i Bibelen og i kristendommen?

Herren er hellig - hellighedsbegrebet i Det Gamle Testamente
Det Gamle Testamente indeholder en række fortællinger, der så at sige definerer, hvad hellighed er. Det hellige er det helt anderledes. Det er en kraft, der både betyder velsignelse, men også kan være farlig og destruktiv, hvis man kommer den for nær.
 
Moses, der i ørkenen konfronteres med Gud i form af en brændende tornebusk, hører kun Guds stemme, og han skal holde sig på afstand og tage skoene af, for han står på et helligt sted (2. Mosebog kap. 3).
 
Ifølge 1. Mosebog kap 28 møder Jakob Gud i en drøm. Og da han vågner udbryder han: "'Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!' Og han blev grebet af frygt og sagde: 'Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!'" 
 
De steder, hvor Gud er nær, er derfor hellige. Det gælder i særdeleshed templet i Jerusalem, som var inddelt i det allerhelligste, det hellige og en forgård. Præsterne ved templet er derfor også hellige eller rettere: de skal hellige sig. Det vil sige de skal i den tid, hvor de gør tjeneste i templet, rense sig fra alt dagligt. De skal vaske sig, iføre sig rent tøj og holde sig fra fællesskab med andre, så længe de gør tjeneste i templet.
 
Og så kan dage være hellige. Det gælder sabbatten, den syvende dag i ugen. For på den dag hvilede Gud efter sin skaberhandling, hedder det i skabelsesfortællingen i 1. Mosebog kap 1. I en noget mere afsvækket betydning finder vi i Det Gamle Testamente betegnelsen helligt folk om Israel. Det er altså helligt, fordi, Gud har udvalgt det. Når hellighed bruges i en sådan betydning, bliver modsætningen ikke bare hellighed/dagligdag, men hellighed bliver lig med renhed i modsætning til urenhed.

De hellige - om hellighedsbegrebet i Det Nye Testamente
Den jødiske opfattelse af hellighed videreføres i Det Nye Testamente. Også her betegnes Gud som hellig. Templet er helligt. Og nu kaldes skrifterne, det vil sige de gammeltestamentlige skrifter, også for hellige. De personer, som gør Guds vilje, det være sig profeter og apostle, betegnes som hellige. Men ikke mindst er det Jesus selv, der betegnes som hellig. Således hører vi i begyndelsen af Lukasevangeliet om Maria, der får at vide, at hun skal føde verdens frelser. Englen siger til hende: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn." Her er Helligånden den kraft fra Gud, der gør det muligt for Maria at føde Guds søn - og det, som er helligt.

Men også tanken om det udvalgte folk som helligt føres videre Det Nye Testamente. De kristne er hellige. Det er ikke mindst Paulus, der bruger denne betegnelse. De kristne kaldes hellige, fordi de nu lever i fællesskab med Gud. De kristne lever i en grænsesituation. De hører i kraft af deres tro til Gud, men samtidig lever de også i denne verden. De kristne skal ikke ifølge Paulus afsondre sig fra samfundet. De skal tværtimod blive i deres familie og passe deres borgerlige arbejde. Men samtidig har de en ny status, hvilket skal afspejle sig i deres liv.

"Vi tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund"
Ordene er indledningen til tredje led i den apostolske trosbekendelse, som bruges i kirker verden over. I kristendommen betyder troen på Helligånden, at Gud ikke alene er skaberen af alt, og som blev menneske i Jesus Kristus, men også viser sig som en mangt eller ånd, der fortsat skaber forbindelse med Gud. Ifølge kristendommen viser den ene hellige Gud sig altså på tre måder.
 
Helligånden er Guds nærværende virkelighed, der skaber tro, fællesskab og kærlighedens gerninger. Jesus, fortæller Det Nye Testamente, havde selv denne ånd, som efter hans opstandelse og himmelfart er givet videre til hans disciple. Helligånden er dermed den kraft, der skaber kirken. Derfor betegnes kirken som hellig, hvormed man siden den tidlige kristendom har villet understrege, at kirken er adskilt fra verden som sådan. Kirken hører nemlig til Gud, sagde man. Kirken er midt i verden helliget af Gud.
 
I trosbekendelsen udtrykkes dog ikke en tro på kirken på linje med troen på Gud, som Fader, Søn og Ånd, men man bekender sig til kirken på trods af dens fejl og mangler. Samtidig tror og håber man på, at kirken vil blive ét, at den vil udgøre en enhed igen. Endelig udtrykker man troen de helliges samfund, det vil sige at man tror, at alle kristen døde som levende udgør ét fællesskab. Ifølge den augsburgske bekendelse er de hellige samfund dér, hvor evangeliet forkyndes, hvor der døbes, og hvor man samles omkring nadveren - altså igen det, der knytter mennesker til det hellige.

"Et helligt liv og levned"
Ordene er hentet fra indgangsbønnen i den danske folkekirkes gudstjeneste. Kirkens martyrer er både i den katolske og den ortodokse krikke betegnet som hellige. De er helgener, fordi de har gjort det ekstraordinære. De har levet et liv i overensstemmelse med Jesu fordring om kærlighed til næsten, de har viet deres liv til Gud. For enkeltes vedkommende gælder, at de er døde for deres tros skyld.
Ifølge den luthersk forståelse kan ingen være en helgen. Mennesket kan ene og alene leve på grundlag af Guds tilgivelse, mente Martin Luther.

At være hellig er ikke en tilstand, men det den troende får givet med syndernes forladelse, som mennesket hele tiden har behov for. Det hellige liv er i den lutherske kristendom ensbetydende med gøre godt i kærlighed til næsten netop med baggrund i troen på syndernes forladelse.