Hvad er gnosticisme?

Hvad er gnosticisme og hvordan så de tidlige kristendomme på gnosticisme? Gnosticisme er ikke én men flere religiøse retninger, som blev praktiseret på samme tid som de tidlige kristendomme. Lektor og ph.d. i teologi Kasper Dalgaard giver her en indføring i gnosticisme

Gnosis betyder viden
Gnosticisme er en fællesbetegnelse for en række ellers meget forskelligartede religioner, der opstod, trivedes og tilsyneladende forsvandt i løbet af den antikke verden fra ca. det 1.-4. århundrede. Dette er dog en dårlig betegnelse, for så vidt vi ved, kaldte ingen af disse religioner sig selv for gnostikere.

’Gnostikere’ er den betegnelse som modstanderne – de kristne teologer – døbte dem, men i mangel af bedre fortsætter vi med at betegne disse grupper som ’gnostikere’, da det egentligt er en ganske beskrivende og neutral titel. Gnosticisme kommer nemlig af det græske ord gnosis, der betyder ’viden’ eller ’indsigt’.

Det, som er kendetegnet for de fleste gnostiske retninger, er netop efterstræbelsen af gnosis, denne særlige viden som gives til særligt udvalgte mennesker af et overnaturligt væsen og kan føre til deres frelse. Dette kan dog minde meget om de fleste andre samtidige religioner.

Det centrale punkt, der adskiller de mere klassiske retninger indenfor kristendommen fra de fleste gnostiske retninger, er ideen om, at der er en næsten uoverskuelig afstand mellem den verden, hvor mennesket er blevet fanget af en ond gud og så den himmel, hvori den sande gud eksisterer.

Hvordan forklarede gnostikere verdens skabelse?
Opfattelsen af verdens skabelse og hvorfor der er denne afstand mellem gud og mennesker varierer meget, men den klassiske skabelsesberetning for de gnostiske retninger indeholder oftest de samme kerneelementer men med mange forskellige variationer.

Grundkonceptet er ofte, at der oprindeligt kun er den suveræne guddom i den sande himmel, pleroma, og fra denne udgår en række guddommelige væsner. Af forskellige årsager – nysgerrighed, uheld eller ondskab – er der én af disse, der forårsager, at den fysiske verden skabes.

Denne undergud kaldes ofte for demiurgen (håndværkeren), da denne bygger skabelsen. For en række af de jødisk-kristne gnostiske retninger er denne onde undergud Jahve; guden fra Det Gamle Testamente. Ned i den fysiske verden falder også en del af den oprindelige guds væsen, hvilket er menneskets sjæle, der holdes på afstand af deres guddommelige ophav.

Hvordan så gnostikerne på frelse?
Via en udsending fra den rigtige gud, en frelserskikkelse kaldet psychopompen (sjæleføreren), muliggøres det dog, at mennesket kan få den nødvendige viden til at løsrive sig fra den onde materie, atter stige op gennem himlene og opnå en forening med det guddommelige ophav.

Den teologiske betydning af denne kosmologi er, at alt materie – alt skabt – er ondt, mens menneskets sjæl er holdt fanget i denne verden skabt af den onde demiurg. Den eneste frelsesmulighed er via den særlige viden, som kan udfri sjælen og bringe den tilbage til den sande gud.

I store træk er dette sammenligneligt med den kristne frelsesmodel, som vi finder den i Det Nye Testamente, men den afgørende forskel er dog, at for de tidlige kristendomme er Jahve ikke ond men tværtimod den gode gud, der vælger at sende Sønnen (kristendommens psychopomp) for at give vejledningen om, hvordan frelsen kan opnås.

Hvorfra kender vi til de gnostiske idéer?
Vi kender primært til de gnostiske idéer via deres egne tekster af hvilke en stor gruppe blev fundet i 1945 i den ægyptiske ørken nær byen Nag Hammadi. På samme sted, som der i det 3.-4. århundrede havde været et vigtigt kloster, fandt nogen bønder en række store krukker, hvori 13 læderindbundne bogbind havde ligget gemt væk i omkring 1500 år.

Bindene indeholder 52 (ødelagte) tekster fra ca. ligeså mange forskellige sekter, der dog oftest har den klassiske gnostiske grundmyte som fællestræk. Udvælgelsesprincippet for disse tekster har måske været netop dette særpræg, men derudover rummer samlingen også uddrag fra Platons skrifter, prædikener og andet.

Før disse skrifter blev fundet i Ægyptens sand kendte vi primært til de gnostiske idéer fra et par mindre skriftfund. Et par af disse er Codex Berolinensis, som indeholder Mariaevangeliet og Codex Tchacos, som indeholder Judasevangeliet. Det er dog især hæresiologerne, altså kirkens kætterjægere, der har berettet om de såkaldte ’gnostikere’, som ikke faldt indenfor kirkens ortodoksi. Det drejer sig især biskopperne Irenæus (ca. 130-200), Tertullian (ca. 160-225) og Epiphanius (ca. 310-400).

Disse mænd ’jagtede’ kætterier i form af tidlige kristendomme, der ifølge dem og ’storkirken’ ikke var korrekte. En af årsagerne hertil var, at disse grupper kunne få andre kristne til at falde fra den ’sande’ kristne tro.

Kætterjagernes beskrivelser af især de gnostiske trosretninger er derfor længe blevet anset for både utroværdige og overdrevne, men fundet i Nag Hammadi og andre steder har gjort, at deres beskrivelser må tages alvorligt som kilder til de mange tidlige kristendomme; om end de som modstandere af disse selvfølgelig stadig må læses med en sund portion kritik.

Var gnostikerne kristne?
En række af de gnostiske bevægelser, vi nu kender til, kan med god ret kaldes for kristne, idet det er Jesus Kristus, der her er psychopompen, der bringer den frelsende viden til de sande (kristne) mennesker. Derudover anerkendes andre af de tidlige kristne skikkelser, såsom Paulus, der omtales som ’den store apostel’ i Arkonternes Hypostase.

Thomasevangeliet er en samling af udsagn, og er derfor vanskelig at sætte en titel på. Dog indeholder den enkelte udsagn, der i deres fortolkning kunne være gnostiske. Thomasevangeliet er desuden fundet sammen med de øvrige gnostiske tekster fra Nag Hammadi og derfor anses teksten for at være endnu et eksempel på en gnostisk præget Kristendom.

Hertil kommer en stor gruppe, der intet har med kristendommen at gøre, men er mere jødisk inspireret. Der drejer sig om de tekster, hvor de frelsende skikkelser både er Shem (Noahs søn) og Seth (Adams tredje søn). Disse er sandsynligvis blevet udvalgt grundet deres roller som mulige stamfædre for alle jøder.

Andre igen er hverken forbundet til den jødiske eller tidlige kristne teologiske idé, men er derimod helt unikke eller klassiske tekster fra den omkringliggende hellenistiske verden.

De kristne valentinianere havde gnostiske elementer
Et glimrende eksempel på, hvordan kristendom med tydelige gnostiske elementer kan se ud, er valentinianerne. En tilsyneladende stor undergruppe af kristendommen, der samlet har fået navn efter Valentinian (ca. 100-175).

Valentinian var en vigtig person i de kristne kredse i Rom i årene omkring år 150. I følge traditionen var han tæt på at blive kåret til Roms biskop, altså en potentiel proto-pave. I denne sammenhæng er den gnostiske del af valentinianernes lære centreret omkring menneskets frelse fra denne verden.

Valentinianerne karakteriserede verden som en tragedie og en skabelse uden formål, hvorfra de sande kristne som en gruppe, der fornægter verden, fokuseret søger mod den sande guds himmel. Hjulpet bliver de af de to frelsere; mennesket Jesus og den guddommelige Kristus, der begge tilvejebringes af den sande, fuldendte Gud.

Herfra sendes de sammen som én himmelsk figur for at trænge ind i demirugen Jahves skabelse fra det uskabte. Valentinianernes mission er udelukkende at bringe frelsen til de få, de udvalgte ’åndelige’ mennesker, hvis sind er tilstrækkeligt modtagelige for det guddommelige til, at de kan genopvækkes til deres sande identitet og modtage instrukser om vejen til frelse.

Jøde-kristne gnostikere
En række andre gnostiske grupper har berøring med den jøde-kristne teologiske verden men på en sådan måde, at kun få i dag ville kategorisere dem som kristne. Heriblandt er gnostikerne bag Melchizedektraktaten, hvori præsten Melchizedek via sin indvielsesdåb erkender, at han er en reinkarnation af præste-kongen Melchizedek fra Første Mosebog 14,18-20.

Han indser dog også, at han i fremtiden vil blive sjæleligt forenet med den korsfæstede Kristus og kæmpe som/sammen med ham ved den endelige dommedag. Gennem denne åbenbaring fortæller Melchizedektraktaten således sin læser, at den troende via særlig viden og ritualer kan opnå en frelsende forening ikke blot med det guddommelige, men også med den inkarnerede Søn og derigennem hjælpe denne i den afgørende kamp om herredømmet over menneskenes sjæle.

De gnostiske retningers forfald og genopdagelse
Med tiden ophører de gnostiske retninger med at være en trussel for den kristne storkirke. Årsagen til hvorfor de ikke vandt kampen om kirkens teologiske kurs skal nok findes i sociale forklaringer, såsom at de var for isolerede og verdensfornægtende.

En vigtig årsag til tabet af gnostikernes position som seriøse udfordrere af storkirken var sandsynligvis det konstantinske vendepunkt i begyndelsen af det 3. århundrede, hvor kristendommen begyndte at vinde status som Romerrigets eneste tilladte religion i slutningen af samme århundrede.

Gennem tiden overlevede visse af tankerne dog i Europas yderområder, som for eksempel i bjergområderne omkring det nuværende Bulgarien. Herfra dukkede bogomilismen (de ’gudselskede’) op i begyndelsen af det 10 århundrede; en ny-gnosticisme der via rejsende herfra bragte lignende idéer rundt i det europæiske og russiske landskab.

Det i dag mest kendte resultat heraf er nok de såkaldte katharer (’de rene’), der igennem flere århundreder trivedes i det sydfranske med deres gnostisk-kristne udgave af bogomilismen. Katharerne og deres tro blev næsten udslettet af et kætterkorstog fra 1209-1229, men repræsenterer de sejlivede gnostiske idéer. Det er også fra katharerne, at vi har fået ordet ’kætter’.

Troen på en ond Gud førte til gnosticismens forfald
De grundlæggende idéer bag de klassiske gnostiske tanker er således noget, der regelmæssigt er dukket op, men som aldrig helt har slået igennem og opnået mainstream status. I storhedsperioden var det måske storkirkens alliance med det romerske statssystem, der skabte et klima, hvor de kristne gnostiske retninger ikke kunne få en sikker base.

I det 12.-13. århundrede var det alliancen mellem storkirkens leder, paven, og den lokale verdslige leder, den franske konge, der sammen så en interesse i at forsøge at slukke for katharernes lys. I begge tilfælde er det altså ganske real-politiske realiteter der gjorde, at de gnostiske retninger forsvandt.

Teologisk må man vurdere, at den grundlæggende gnostiske idé om, at denne verden er ikke bare er styret af en ond magt, hvilket også var gennemgående for de tidlige kristendomme, men af en ond Gud, må have gjort det umuligt at involvere sig aktivt i den verdslige verden i en tilsvarende grad, som de sydeuropæiske kristendomme gjorde i det 3-4. århundrede, hvilket sikrede disse kristendommes overlevelse.

Hvordan ville kristendommen se ud i dag, hvis gnostiske idéer havde bestået?
Et interessant tankeeksperiment er, hvorledes en moderne kristendom ville se ud, hvis én eller flere af disse retninger havde fået et større hold i den europæiske teologis udvikling. Denne moderne gnostiske kristendom ville nødvendigvis have forliget sig med et engagement i denne verden og dermed er en version i stil med den valentinianske måske mest sandsynlig.

I så fald ville den være karakteriseret ved et grundlæggende syn på reinkarnation som en del af tilværelsen og et frelsessystem, hvorigennem mennesket kun frelses fra dette reinkarnationshjul via en kombination af Jesus’ hemmelige viden og de begærs-inducerede oplevelser.

Det ville føre til et mere uproblematisk syn på begæret end Europa har haft indtil blot få årtier siden. Måske ville den europæiske verden have haft en seksuelt frisindet revolution mange århundreder før med kristne gudstjenester med fokus på ganske andre områder end den kvindeløse katolske kirkes.

Dog ville frelsen kræve en øget tilstedeværelse i kirken og andre steder, hvor oplevelser kunne klares og således ville der måske være en større rejsetrang for almindelige mennesker allerede tidligere i Europas historie.

Om ikke andet ville vi frem for de klassiske kristne frelsesmodeller – såsom gerningsretfærdiggørelse og trosretfærdiggørelse – også have en tredje model; nemlig oplevelsesretfærdiggørelse, hvilket i sit grundlæggende indhold måske ville friste en stor del af de individualistiske unge i dagens Europa.

Så måske er Europa klar til en ny gnostisk kristendomsbølge?