Analyse

Kirkerne skal finde ud af, hvilket Europa de drømmer om

Lydhørheden i EU er stor. Alle politikere og embedsmænd, vi talte med på studieturen, bød kirkerne velkommen ved bordet. Som lobbyorganisationer men også mere end det, skriver sognepræst Christian Roar Pedersen. Foto: Leif Tuxen

Hvis ikke kirkerne viser rettidig omhu, bliver økonomien udgangspunktet for vores fælles fortælling i Europa. Kirkerne har en unik mulighed lige nu, hvor det europæiske hus knager, til at byde ind med en anden fortælling om mennesket, vurderer sognepræst Christian Roar Pedersen

Forleden kom jeg direkte fra lufthavnen til menighedsrådsmøde i mit sogn. Jeg havde været på studietur til Bruxelles sammen med folkekirkens biskopper og Folkekirkens mellemkirkelige Råd for at se EU-institutionerne og mødes med politikere.

Som en businessclass-tjekket vigtigper iført jakkesæt synes den lokale sognevirkelighed pludselig meget lokal, mens jeg kørte ind i den mørke, råkolde jyske aftenluft. Jeg kom jo lige fra vigtige diskussioner om blandt andet klimakrisen.

Fælles udfordringer - lokalt og globalt

Vel fremme i sognet starter vi med en gennemgang af udviklingsplanen for vores kirkegård. Den fremmødte konsulent fortæller, at hun har taget højde for klimaforandringerne i hendes valg af planter til kirkegården. For vi må regne med, at grundvandsspejlet stiger voldsomt de kommende år, efterhånden som det stigende havvand presser sig på, og så kan man ikke plante hvad som helst.

Lige der gik det op for mig, hvor tæt det lokale hænger sammen med resten af Europa. Vi står over for fælles udfordringer de kommende år, som vil påvirke også i min by. Hverken klima, økonomi, flygtningestrømmene eller for den sags skyld krig bremses af landegrænser. Om vi kan lide det eller ej, er vi forbundne på vores europæiske kontinent.

Europas kristne arv

Religiøst er vi også forbundne, og religion er de senere år kommet mere i fokus i den europæiske debat. Premierminister Viktor Orbáns Ungarn vil helst holde islam ude. Herhjemme står der i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Religion bliver i stigende grad en national identitetsmarkør, og også Europa har en kristen arv.

Fortællingen om det nuværende Europa er spændt ud mellem nationalstaten på den ene side og en fælles europæisk identitet på den anden side. Kristendommen hører med begge steder. Folkekirken er national i sin selvforståelse, men det er kristendommen ikke, den er i sit udgangspunkt universel og global.

Hvad er kirkernes drøm for Europa?

I Bruxelles spurgte jeg Morten Løkkegaard, der medlem af Europaparlamentet for Venstre, hvordan kirkerne kan bidrage til fortællingen om EU og Europa. Han sendte meget naturligt bolden tilbage. Det bidrag må kirkerne selv komme med. Touché.

Vi kan tale om ét fælles marked i EU, men vi kan ikke tale om én fælles kirke. Kun om en mere diffus fornemmelse af kristendommens betydning. Hvis ikke kirkerne viser rettidig omhu, bliver økonomien udgangspunktet for vores fælles fortælling. Kirkerne har en unik mulighed lige nu, hvor det europæiske hus knager, til at byde ind med en anden fortælling om mennesket.

EU vil gerne lytte

Og lydhørheden i EU er stor. Alle politikere og embedsmænd, vi talte med på studieturen, bød kirkerne velkommen ved bordet. Som lobbyorganisationer men også mere end det.

I Lissabon-traktatens artikel 17 står der, at “Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med … kirker og organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag.” Kirkerne skal høres, og der holdes jævnlige highlevel møder mellem religiøse ledere, parlamentet og kommissionen.

Parallelt med EU har også de økumeniske institutioner vokset sig store og søger at påvirke EU’s politik. På den katolske side er der The Catholic Church in the European Union og på anglikansk, protestantisk og ortodoks side er der Konferencen af Europæiske Kirker. Ud over disse har enkelte kirker en stærk repræsentation i Bruxelles. Den tyske kirke EKD har et helt hus i byen til dens organisationer.

Faren ved det kirkelige lobbyarbejde er, at man fortaber sig i enkeltsager og glemmer den store fortælling, der kan binde os sammen, mens havene stiger, og flygtningene strømmer til.

“I have a dream,” sagde præsten og borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King. Hans drøm var konkret: Et land uden raceadskillelse og had. Hvad er kirkernes drøm for Europa?

Europa har brug for håb

Kristendommen rummer som sagt både det nationale og det internationale. Udfordringen bliver, hvordan sikrer vi os, at det ikke bare er en national drøm, men at det er en drøm, som inkluderer alle Guds skabninger både i Europa og i verden. Er det en fortælling om et Europa, hvor også ateister, muslimer og jøder er med?

Håbet må være en vigtig dimension af drømmen. Der er altid en fremtid, også selvom alt ser kulsort ud. På mange måder er EU allerede en inkarnation af dette håb. Verdenskrige, religionskrige og tab af millioner af menneskeliv er afløst af fred og stabilitet. På den måde er Europa et lysende fyrtårn lige nord for et Mellemøsten i brand. Fjender kan blive venner. Tilgivelse og forsoning er mulig. Denne vision kunne kirkerne hjælpe Europa med at holde fast i.

Kirkerne kan bidrage til at gøre Europa stort igen, hvis de tør sætte ord på drømmen og håbet. Men faren for at lukke sig om sig selv og legitimere en ekstrem nationalisme lurer ved døren.

Christian Roar Pedersen er præst, debattør og foredragsholder. Han er desuden næstformand i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.