De 10 vigtigste ting at vide om den treenige Gud

Det særlige ved kristendommen er dens forståelse af Gud. Gud er treenig, hvilket vil sige, at Gud giver sig til kende som tre personer: Som Skaberen, som Sønnen, Jesus Kristus, og som Helligånd. Hvad vil det så sige?

1: Hvad betyder ”Gud”?
Gud er det utilgængelige og dermed uden for vores viden. Derfor er Gud også det hellige. Gud er hverken her eller på den anden side, hverken foroven eller forneden. Gud er ikke et væsen, der var til før skabelsen og som styrer det skabte. Gud er, hvad vi ikke kan udtrykke i ord og danne os begreber om. Gud eksisterer i sig selv. Det, som angår mennesket ubetinget, kalder vi ”Gud” (Paul Tillich).

Men hvordan bliver Gud til ”Han” og ”Du”, det vil sige hvordan kommer Gud til syne? Forståelsen af Gud som treenig er svaret på dette spørgsmål.

2: Gud er betingelsen for, at vi er til
Hvorfor er noget til og ikke et intet? I undren over livets virkelighed bliver Gud til som det personlige ”Han” eller ”Du”, der står overfor mennesket og erkendes som den, der har skabt alt. Gud har skabt de sanser, vi fatter med, de tanker, vi tænker med, og det liv, vi selv er og som omgiver os. I det skabtes under bliver Gud til som den, der har skabt alle betingelserne for, at vi er til og kan erkende ham. Gud ses som det værende selv og dermed betingelsen for, at vi selv er til.

3: Gud som skaberen
Troen på Gud som skaberen er en tro, der ser Gud som en oprindelsesmagt, en livsmagt, et dyb i tilværelsen, der giver mening til livets uforståelige under. Troens erkendelse er ikke et bevis på, at Gud er til, men en tolkning, en tydning af livsunderet. Teologen Paul Tillich formulerer det sådan: ”Gud er værens magt i alt, hvad der er til”. ”I ham lever og røres og er vi” (Apostlenes gerninger kap. 17,28).

4: Gud er evig og almægtig
Troen på Gud som skaberen er en tro på Gud som evig og almægtig. Som den evige Gud er Gud til stede i og samtidig med alle tider. Derfor opfattes Gud i Det Gamle Testamente som historiens Gud, der i trofasthed følger sit folk på trods af dets synd: ”Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham, og hans retfærdighed mod børnenes børn” (Salmernes Bog kap. 103,17).

Som den almægtige er Gud til stede i det, han har skabt. Guds skabelseshandling er altså ikke noget, der sket én gang, men det er en stadig proces. Guds almagt er en i sig selv selvbegrænsende magt. Det skabte er noget, der er forskelligt fra Gud, idet Gud giver det skabte plads til selvudvikling og selvstændighed. Således kan mennesket følge sine egne veje og ikke Guds vilje.

5: Gud er kærlighed
”Gud er kærlighed” (Johannes’ Første Brev kap. 4,8). Det er den særlige kristne tolkning af Gud, og treenighedslærens grundlag. For kærlighed kan kun forstås som det, der bliver til i forhold til en anden eller andre. Kærlighed er interpersonel. I den kristne forståelse af Gud, er Gud derfor også Faderen. Jesus kalder Gud for sin far: ”Jeg og Faderen er ét” (Johannesevangeliet kap. 10,31). I Jesu person, hans forkyndelse og liv kommer Gud selv til udtryk. Guds væsen kommer til udtryk i Jesu levede liv. Derfor kaldes Jesus ”Guds søn”.

6: Jesus Kristus er både Gud og menneske
Jesus Kristus bekendes i kristendommen som identisk med Gud og samtidig som menneske. Allerede i oldkirkens bekendelser forstås guddommelighed og menneskelighed i Kristus som udelelig og uadskillelig. Jesu identitet med Gud, hans guddommelighed er, at Guds ansigt lyste igennem ham. I Jesus ses hvem og hvad Gud er. Hans menneskelighed er, at han blev født, levede og døde. Jesus stillede et ubetinget krav og han forløste mennesket.

7: Ingen kommer til Faderen uden Sønnen
Jesu ubetingede krav kommer til udtryk i Johannesevangeliet kap. 14,6: ”Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig”. Jesu vej er kærlighedens vej. Kravet om kærlighed til Gud og næsten er ubetinget. I sammenhæng med sit absolutte krav forkyndte Jesus Guds rige som den tilstand, hvor alt, hvad der binder mennesket såsom nød, sygdom, undertrykkelse og egoisme ikke længere er eksisterende. Guds rige er dér, hvor Guds alene har magten.

8: Jesus er frelseren og døde for os
Jesus er forløseren eller frelseren. Jesus døde ved korsfæstelse. Det bevidnes af de fire evangelier. Historisk kan det også godtgøres, at der umiddelbart efter opstod en gruppe af Jesustroende som påstod, at han var opstået fra de døde. I lyset af opstandelsestroen var man overbevist om, at Jesus var død ”for os”, og at han ville komme igen for oprette det rige, den tilstand, som han havde forkyndt ved undere og lignelser. Ved at lide og dø på korset viser Jesus den Gud, der give afkald på sin almagt for at gøre sig til ét med mennesket og dets vilkår. Erfaringen af Jesu opstandelse er et møde med den Gud, der bryder ondskabens og dødens magt og skaber en ny væren for mennesket.

9: Helligånden er Guds nærvær i den skabte verden
Gud åbenbarer sig som Ånd eller Helligånd. Ånden er Guds stadige nærvær både i mennesket selv og i den skabte verden. Det var allerede de første Jesustroendes erfaring. Efter Jesu opstandelse oplevede de, at en stærk energi og glæde havde taget magten over dem. En gruppe af fattige, uuddannede og undertrykte, talte ifølge pinsefortællingen i tunger, gjorde undere og trodsede alt for at bringe fortællingen om den opstandne Jesus ud til andre.

De oplevede en ny mulighed og tilstand. De erfarede, hvad Paulus skrev til sin menighed i Galatien: ”Udfriet af denne onde verden” (Galaterbrevet kap. 1,4). Som Helligånd skaber Gud fællesskab, solidaritet, tro og håb. Som Gud var nærværende i et historisk levet liv, Jesu liv og forkyndelse og livsskæbne, sådan er Gud nærværende som den kraft, der skaber kirke.

10: Ånden virker gennem kirkens forkyndelse, dåben og nadveren
Når fortællingen om den Gud, der har åbenbaret sig som skaber og frelser modtages i tro og giver den enkelte mening og livsmod, så er det Gud som Helligånd, der er nærværende. Ved dåben bliver den enkelte en del af et fællesskab, hvor hun/han kan forblive i tro og håb. I nadveren fornyes dette fællesskab, og mennesket styrkes til at leve sin tro ud i dagligdagens udfordringer. Kirken er forudsætningen for, at stadigt nye generationer kan modtage, bekende, leve i og videregive troen på denne Gud.

Litt.: Niens Henrik Gregersen (red): Fragmenter af et spejl – Bidrag til dogmatikken, 1992
Gerd Theissen: Tro og tanke. En poetisk-kritisk katekismus, 2015