Interview

Der er stadig ørkenfædre på den græske halvø Athos

"Gang Der Mönche Zum Bergkloster Athos" eller på dansk: "Munkenes gang til bjergklosteret på Athos." Nogle af munkene lever i ekstrem isolation i klippehuler, indtil de dør. Foto: Hermann David Salomon Corrodi/WikiArt

De ortodokse munke på Athos lever et liv tilbagetrukket fra verden og i radikal isolation. Men alligevel kan man lære meget af dem, mener tidligere provst Palle Thordal

Jomfru Marias have”.

Sådan kaldes den græske halvø Athos, som er en del af den store halvø Halkidiki i det nordøstlige Grækenland. Athos er en selvstyrende ortodoks munkeø, hvor alle fysiske levende væsner skal være af hankøn. Ja, selv øens katte skal være hankatte – og sådan har det været siden 1045. Det er altså snart 1.000 år siden, at der sidst har været en kvinde eller andet hunkønsvæsen på Athos.

Kvinder kan dog komme tæt på øen i de både, som i normale tider sejler rundt om Athos. Ja, det kan tilmed ske, at der kommer en sortklædt og skægget munk fra Athos ud til tour-båden for at hilse på og sælge nogle af de ting, som han og de andre munke laver inde på Athos, hvor de lever hele deres liv med bøn, måltider, faste og arbejde – præcis som ørkenfædrene.

Stort set alle munke på Athos kommer fra lande, hvor den ortodokse kirke er hovedkirken, foruden at de i perioder lever som eremitter. Ja, nogle gør det permanent i huler, som de fires ned til ad klippesider, for derefter at leve fuldstændigt isoleret, indtil de dør. Det er en levevis, der er mere radikal end ørkenfædrenes. For her er der ingen vej tilbage. Når munken først er firet ned, lever og dør munken i dén hule. Det første, en ny beboer i hulen skal gøre, er derfor at skubbe liget af forgængeren ned i havet.

Men langt de fleste munke på Athos bor i klostre og landsbyer, hvor de lever efter et fast skema med 12 timers dag og 12 timers nat. Munkene på Athos har – modsat ørkenfædrene – også gudstjenester, og derudover fremstiller og sælger de vin, ikoner og træskærearbejder til de få turister, som må komme på øen eller dem, som de selv sejler ud til.

Skal man besøge Athos, skal der dog mere til end bare at booke en billet og tage af sted, hvis altså man har et X- og et Y-kromosom. Man skal ansøge på forhånd, om man må komme som pilgrim, og der er loft på antallet. Kun 100 om dagen kan få plads på båden til Athos – og heraf må kun 10 være ikke-ortodokse kristne. Ikke-ortodokse kristne må også kun være på Athos i fire dage og tre nætter, mens ortodokse må være der lidt længere.

”Mennesket lever ikke af brød eller smittetal alene”
En, som har været på Athos og som har talt om den fantastiske stilhed, som møder den besøgende på øen, er tidligere provst i folkekirken og nuværende medlem af bestyrelsen i Alban- og Sergijsamfundet Palle Thordal, som også har et indgående kendskab til den koptiske kirke i Egypten.

Palle Thordal stod i flere år for den økumeniske pilgrimsvandring i København, som i normale tider betyder, at omkring 700 mennesker en aften i januar vandrer fra kirkesamfund til kirkesamfund i København i ønsket om en større enhed og forståelse blandt kristne.

Man skelner skarpt mellem kvinder og mænd på Athos. Men kan vi – uanset køn og uanset om vi er ortodokse, katolske, protestantiske eller andet kristne – lære noget af munkene på Athos? Og i så fald hvad?

”Da jeg var præst og senere provst på Amager, havde jeg en kollega, som konverterede og blev ortodoks munk i et kloster nord for Athen. Selvom mange ortodokse munke ikke rejser fra klostret, når de først er gået ind i munkelivet, så tog han hjem til Danmark fra tid til anden. Noget, jeg lagde mærke til, når vi mødtes, var hans manglende kendskab til, hvad der foregik i verden. Han havde for eksempel ikke hørt om det arabiske forår, før jeg fortalte om det.

Denne manglende følgen med i verdens gang kan måske virke besynderlig for os. Men vi kan med fordel inspireres af den i en tid, hvor vi konstant bombarderes med nyheder om smittetal og andre ting fra hele verden. For det kan give mening at flytte opmærksomheden til det, der går dybere og strækker længere både forud og bagud. Det er i hvert fald den tilgang til verden, som de ortodokse munke har i deres celler, hvor de også kan have kraniet af deres forgænger stående med et kors og et navn.

Der er dermed en anden naturlighed omkring livet og døden, og det timelige får slet ikke lov til at fylde lige så meget som det evige. Kulturen kan noget af det samme – og jeg tror, at det er derfor, at vi i øjeblikket ser en stor sult efter både tro og kultur. Mennesket lever ikke af brød eller smittetal alene. Vi behøver kulturens åndelighed og troens fællesskab.”

Pave Frans sagde op mod påsken 2020, at nu var hele jorden på ørkenvandring. Derfor bliver det relevant at stille spørgsmålet: Kan vi her i coronapandemiens tid lære noget af ørkenfædrene og ørkenmødrene? Og i så fald hvad? Her tænkes både som individer? Som kristne? Som menneskehed?

”Ja, vi blev hovedkulds sendt ud på en ørkenvandring – en mørkevandring, hvor vi søger tilbage til forjættede land, som vi kom fra. Så vi er midt i en prøvelsens tid og må stole på Gud.

Det minder mig om en historie om et ørkenkloster, hvortil nogle sultne beduiner kom og fik de sidste brød, der var i klostret. Munkene blev sure på abbeden og bebrejdede ham, at han havde givet de sidste brød væk, så de nu måtte sulte. Men han holdt fast på at hjælpe næsten – og tænk, så kom der en forvildet kamel med sække med korn på ryggen, så munkene kunne gå i gang med at male korn og bage brød.

I den historie er der en pointe i denne tid, hvor det handler om, at nok er vi på grund af restriktionerne nødt til at være usociale, men det gør os ikke til asociale. Vi kan stadig – i hvert fald i overført betydning – dele brød med hinanden. Helt personligt glæder jeg mig til at se vores søn og hans familie igen. De bor i Californien, og vi har ikke set dem siden før, pandemien startede.”

Ser du nogen ligheder mellem den økumeniske kirkevandring i København og den vandring, som hele kloden er ude på nu?

”I år havde vi ikke nogen fysisk vandring, men præsterne fra alle de deltagende kirker samledes i den katolske domkirke til en på YouTube-sendt digital kirkevandring med tekster, forbøn, trosbekendelse, Fadervor, prædiken og afsyngelse af ’Dejlig er jorden’. En kirkevandring, hvor fokus ligesom i de tidligste økumeniske vandringer var på ’Se, vi går op til Jerusalem’.

Det gør vi som kristne også altid op til påske. Men her i pandemiens tid bliver det måske endnu mere relevant at rette blikket frem og op mod det lys og den opstandelse, der venter på den anden side af døden. For vi er som sagt alle kastet ud på en ørkenvandring, en livets pilgrimsvandring lige nu.

Derfor handler det om perspektivet. Om at se langt og ikke som en anden Eva eller anden Adam lade æblet dække udsynet.”

Hvad med den koptiske kirke i Egypten, som har en historisk forbindelse til ørkenfædrene? Er der noget derfra, som vi i økumenisk ånd kan bruge?

”Den koptiske kirke i Egypten er selvfølgelig også ramt af corona. Ja, mere end 50 koptiske præster og en biskop er døde af corona. Alligevel holder man i den koptiske kirke fast i gudstjenesterne i en nogenlunde normal form. Det tror jeg er godt, og jeg kunne ønske mig, at man gjorde det samme i Danmark, hvor mange savner salmesangen og nadveren i denne tid. Jeg kan – når jeg ser tv-billederne fra Egypten – godt tænke, at menigheden står for tæt, selvom de har mundbind på. Men de har glæden ved at kunne samles til normale gudstjenester. Det mangler i folkekirken, hvor man kan hævde, at vi i år i fastetiden faster allermest, når det handler om kirkegangen.

Det bliver derfor også spændende, hvad der sker på den anden side af pandemien. Vil nogen have droppet kirken? Får kirken en ny søgning? Vi ved det ikke, men pandemien vil også ændre livet i folkekirken.”