Fantasy kan også fortælle om opstandelsen

Opstandelsen er en af de vigtigste historier i kristendommen, men fortællingen dukker også op mange steder uden for kirken. Særligt i fantasygenren ser man opstandelse gang på gang. Hvad er det opstandelsesfortællingen kan, og hvad gør det, at den genopstår som moderne popkultur?

“Da jeg vågnede i morges, kunne jeg se på vesthimlen, at solen var ved at stå op. Selvom jeg ikke kunne se selve solopgangen, så kunne jeg se en horisont, der allerede var farvet af solopgangen. Og sådan tænker jeg også om opstandelsen, at den er det, der sætter en horisont for min tilværelse og farver mit liv. Det er en forhåbning om noget, der skal komme.”

For sognepræst Mette Marie Trankjær er opstandelsesfortællingen helt central i kristendommen, fordi den sætter livet i et helt nyt perspektiv. Det er meget gennemgribende, idet det faktisk vender op og ned på hele forståelsen af livet og døden:

“Kristendommen vender alting på hovedet. I kraft af opstandelsen så er døden blevet gjort midlertidig og livet blevet gjort evigt. Det er et fuldstændigt radikalt budskab, som det tager tid at blive klar til at høre.”

Men det er ikke længere kun i Bibelen og kirken, man bliver mødt med fortællingen om opstandelsen. Den er blevet genfortalt et utal af gange - også steder, man ikke umiddelbart forbinder med religiøsitet.

Opstandelsen og monomyten
I flere af tidens store fantasyhistorier som Narnia, Game of Thrones, Harry Potter og Ringenes Herre findes der opstandelser, og det er slet ikke så mærkeligt, mener lektor Jørgen Riber Christensen fra Aalborg Universitet, der blandt andet har forsket i fantasy:

“Der er i fantasy den fælles fortællestruktur, der hedder en quest. Det går egentlig tilbage til myteforskningen og Joseph Campbell, der i 1949 udgav bogen “The Hero with a Thousand Faces”. Han samler imponerende mange fortællinger og myter fra forskellige tider og steder og skaber en monomyte, kalder han det. Altså en myte, der overlejrer alle andre myter, og som alle andre myter bliver en version af.”

I denne monomyte bliver helten eller heltinden kaldet til eventyr - nogle gange lidt modvilligt - og skal over tærsklen fra de hjemmevante omgivelser til et nyt sted. På vejen får de følgeskab, måske af en mentor, og skal klare en række udfordringer og kampe, før turen igen vender tilbage mod hjemstavnen.

I denne monomyte finder man også opstandelsen, som så er blevet varieret i det uendelige i blandt andet fantasy. Nogle gange er den meget lig Jesu opstandelse, som for eksempel løven Aslan, der ofrer sig og genopstår i Lewis’ Narnia-serie, andre gange er den blevet varieret som en nærdødsoplevelse, en antaget død eller lignende.

“Campbell er vel påvirket af sin egen kulturelle kontekst og ser nogle værdier lige netop i korsfæstelsen og genopstandelsen. Selvom han ‘bare’ indskriver genopstandelsen i massevis af andre myter, så har den en stor betydning i vores kultur, som vi kan lære af,” siger Jørgen Riber Christensen.

“Det er egentlig svært at sige, om kristendommens myte bliver indskrevet i monomyten, eller om ikke, den i ‘vores kultur’ er den overvejende myte.”

Kunst og kirkens høje tærskel
At fantasy benytter sig af myter og fortællestrukturer, og dermed fjerner sig fra vores levede liv, er for Jørgen Riber Christensen også noget af det, der gør, at vi kan spejle os i fantasy. Inden for fantasy har man en primær verden, der består af vores hverdag og levede liv, og en sekundær verden, nemlig det skabte fantasyunivers:

“Det er i rejsen i sindet fra vores egen primære verden ind i fantasyverdenen, betydningerne skabes. Hvis ikke der var den forbindelse mellem vores egen verden og fantasyverdenen, så var den jo helt irrelevant for os.”

Han fortæller videre om en metafor for det, der sker, når man læser: Fantasyverdenen er horisonten, der hele tiden rykker længere og længere væk, mens man i læseakten bevæger sig hen imod den. I denne søgen mod den forsvindende horisont skabes betydningen, for det er her, vi søger efter værdi og mening.

“Man kan selvfølgelig sige, at der er tale om flugt ind i fantasy, og det kan også være dejligt nok, men man kommer ikke tilbage fra den sekundære verden uden at være påvirket. Vi tænker videre på vores egen eksistens,” siger han.

At kunsten kan udtrykke mening og nogle af de ting, der findes i religion, er ikke fremmed for Mette Marie Trankjær. Hun fortæller, hvordan hun godt kunne forestille sig en påskedagsgudstjeneste, hvor man blot lod påskesalmerne tale, fordi opstandelsen netop er så stor, at det er svært at nærme sig med ord.

Samtidig mener hun også, at det at opstandelsen går igen mange andre steder end i kristendommen, kan være udtryk for et behov for at distancere sig fra opstandelsesbudskabet:

“Vi tror, at vi kan klare os uden Gud. Det er i virkeligheden menneskets grundsynd. Vi vil selv, vi er blevet selvberoende. Så er det mere i safe zone at holde de kristne fortællinger lidt ud i strakt arm ved at give dem et andet udtryk. Lad det være et dyr i stedet for en mand,” siger hun med henvisning til løven Aslan, der ofrer sig og genopstår i Lewis’ Narnia-univers.

Hun nævner en oplevelse fra Nationalmuseet, hvor hun altid tager konfirmander med ind og ser den faste udstilling “Troens Billeder”. En af gangene fortalte omviseren om en række katolske helgenbilleder og sluttede af med at sige, at katolicisme var mere en hverdagskristendom, hvor man kan bede til helgener omkring alle mulige problemer, såsom ikke at kunne finde sine nøgler. Med protestantismen derimod blev Gud og Jesus spærret inde i kirken sammen med præsten.

“Jeg blev fuldstændig ulykkelig og skulle lige til at protestere, men det gik op for mig, at på en måde har hun ret. Det var ikke det, der var intentionen, men det er sådan, det er blevet. Tærsklen til kirken er blevet høj; man skal hen i kirken eller bruge en præst for at kontakte den kristne gud. Folk har brug for, at der kommer en præst og tager ordet i munden, som om de ikke tør selv.”

At forholde sig konkret til de kristne fortællinger kan måske synes fjernt for mange, men ikke desto mindre er kulturen fyldt med historier, der bygger på selvsamme fortællinger som for eksempel opstandelsen. Og det kan også have en vis effekt, mener Mette Marie Trankjær:

“Jeg tænker, at det gennemsyrer os, også uden vi helt er klar over det. Det kommer ubevidst til syne. Det, at nogen taler om opstandelsen, er jo med til at sætte den horisont, som opstandelsen giver. ‘Ordet skaber, hvad der nævnes,’ som Grundtvig siger. Der er også nogle, der siger ‘forkynd evangeliet, om nødvendigt med ord’, men der er også andet end ord, der kan forkynde. Det kan musik og billeder, forudsat at man befinder sig inden for en kulturkreds, der har lært at afkode budskabet.”

Flere af de store fantasyforfattere kommer fra en kultur, hvor kristendommen har været dominerende, og flere af dem har også åbent vedkendt sig en kristen tro, herunder Tolkien, Lewis og Rowling. I Tolkiens omtale af fantasy beskriver han også, hvordan forfatteren er en subcreator, altså en underskaber, og dette kan også ses som et nik til den kristne skaber, mener Jørgen Riber Christensen:

“Det er jo en anerkendelse af skabelsen og af at skabe. Vores menneskelige fantasi kan skabe nogle billeder, nogle verdener, og det at skabe gør det muligt at se en bedre verden.”

Håbet sejrer
Både i troen og i fantasy er det dog klart for henholdsvis Mette Marie Trankjær og Jørgen Riber Christensen, hvad opstandelsen i sin grundessens bibringer: Håb.

“Quest-fortællingen drejer sig om at redde riget, for eksempel gennem en offerdød, en korsfæstelse, for så at genopstå og vende tilbage og redde verden. Så opstandelsen er noget, der giver håb og frelse for hele riget,” siger Jørgen Riber Christensen.

For Mette Marie Trankjær er der en afgørende forskel på det kristne håb og andre mindre håb, der kan vise sig at være falske. Det kristne håb handler om, at for Gud er alt muligt - selv opstandelse fra de døde. Og det håb har vi brug for, for at kunne leve:

“Håbets symbol er et anker. Hvis du nu forestiller dig et mindre håb, som man kaster ned et sted, hvor ankersnoren er for kort, så bliver det et falsk håb. Men det store håb, det kristne håb, det som rækker ud over det, vi kan se og erfare, det mener jeg ikke, man kan leve uden. Jeg kan ikke i hvert fald.”

Det er også derfor, at opstandelsen har præcis den samme relevans i Mette Marie Trankjærs øjne, som den altid har haft:

“Der er ikke noget større til at give håb end opstandelsen. Her under corona har vi i den grad brug for et håb om, at det ender godt. Og det er det, kristendommen kan nedskrives til; at det skal ende godt, for det er Guds mening. Ikke at det skal blive, som det var, men at det skal nyskabes. Nyskabelsen i Kristus og opstandelsen er det stærkeste håb, jeg kender.”

Nyskabelse er også en del af fantasygenres håb. I det, at der bliver skabt en ny og anden verden, ligger der også en implicit kritik af, hvordan vores egen verden ser ud, siger Jørgen Riber Christensen. Det kan på den måde være en “opfordring” eller en hjælp til at se ud af tidens problemer og forestille sig en bedre verden. Dog mener han ikke, at håbet er særligt for kristendommen:

“Hvis man skal tro på Campbell og monomyten, så er håb et alment menneskeligt behov. Det er noget, der går igen mange steder, så jeg tror ikke, det er specifikt kristent,” siger han.

For Mette Marie Trankjær er der dog ingen tvivl om, at håbet, opstandelsen bibringer, er et kristent et. Men det er op til folk selv at tage det budskab til sig:

“Jeg kan ikke sige, det er sådan, det bliver, for det er jo et håb. Det er jo den der horisont. Men jeg kan pege hen på den horisont, pege på det håb.”