Interview

Hekseekspert: “Vi skal også identificere os med hekseforfølgerne”

Galgebakkerne i Ribe blev brugt til heksebål. Johanne Christensdatter Rygge var den første, som blev brændt for trolddom der i 1572, og den sidste var Anna Bruds i 1652. Den mest kendte var Maren Spliids, som blev brændt i 1641. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Hekseforfølgelserne bliver ofte fortalt som noget, der blev udført af dumme bønder eller en fanatisk kirke, og hekse bliver set som stærke kvinder, som var forud for sin tid. Virkeligheden er noget mere nuanceret, og det er vigtigt at forstå for at kunne genkende lignende tendenser i dag, siger forskere

Den mørke middelalder, kristne fanatikere, heksejægere og dumme eller ondskabsfulde bønder med høtyve og fakler på den ene side. Stærke, pionerende kvinder eller kloge koner, som kirken forsøgte at holde nede på den anden. Det er måske de billeder, mange får på nethinden, når man taler om hekseforfølgelserne.

Faktisk har de dog ikke meget hold i virkeligheden.

“Det er det billede, vi får vist igen og igen, både i film, men også igennem hvad man kan sige var det 20. århundredes historiebrug,” fortæller Maria Østerby Elleby, der er ph.d.-studerende ved SDU, og har været med til at lave HEX!-museet i Ribe.

Men hvordan hænger det så sammen, og hvilken rolle spillede kirken og troen i forfølgelserne af hekse? Og hvorfor bliver vi ved med at fortælle en historie om hekseprocesserne, som ikke rigtigt passer? Kristendom.dk har talt med to hekseforskere for at få styr på hekseforfølgelsernes historie og fortsatte relevans i dag.

Hekse er virkelige
I virkeligheden er historien omkring hekseforfølgelserne slet ikke så simpel en sag. For det første foregik hekseforfølgelserne slet ikke i stor stil i middelalderen. De begyndte først rigtigt at tage fart i 1400-tallet i Sydeuropa og herhjemme først efter, Reformationen kom til landet i 1536. Det er altså noget, der foregik i renæssancen, som blandt andet er kendt for blomstrende videnskab, filosofi og kunst.

Derudover var det både mænd og kvinder, der blev dømt for trolddom - omend flest kvinder - og i Danmark var det almindelige mennesker, der angav hinanden, hvorefter der skulle opstartes månedlange retssager med vidnesbyrd, advokater og først to, senere tre retsinstanser. Du kunne altså ikke bare beslutte dig for, at nogen var heks, og så smide dem på bålet.

Men noget af det vigtigste at få på plads for at forstå hekseforfølgelserne er, at religion spillede en helt anden rolle, end den gør i dag. Verdensforståelsen var, at Gud eksisterede. Der var ikke noget spørgsmål om det, og i kraft af det eksisterede djævelen også. Ligesom vi ikke er i tvivl om, at elektricitet findes, så var man heller ikke i tvivl om, at djævelen havde fysisk magt på jord, siger Maria Østerby Elleby:

”Det kan godt være, vi aldrig har set elektricitet som sådan, men vi kan se, at det gør nogle ting. På samme måde kunne det godt være, at de ikke havde set djævle, men de kunne se, at der skete ulykker, at der skete onde ting.”

På den tid var religion altså ikke på samme måde noget, man kunne adskille fra det levede liv, som vi i nutidens sekulariserede verden ellers ofte gør. Troen var de briller, man så verden igennem, og det var derfor meget virkeligt for datidens mennesker, at der fandtes hekse, som var i ledtog med djævelen. Det var ikke blot et udslag af, at man ikke brød sig om nogle mennesker, at man angav dem for trolddom, men fordi man var bange for, at de kunne gøre en ondt.

“Det var lige så virkeligt for de her folk, der angav hinanden for trolddom, som terrorisme ville være for os. Vi ville jo heller ikke prøve at starte en retssag mod nogen i dag og sige, at de var terrorister, bare fordi vi ikke kunne lide dem. De var reelt bange og reelt overbeviste om, at der var nogen, der havde gjort dem fortræd,” siger Maria Østerby Elleby.

Reformationen præger forfølgelserne
Der var dog forskel på, hvordan menigmand så på hekse, og hvordan de blev opfattet i teologien eller inden for kirken. På universiteterne og blandt de lærde var der en mere detaljeret ide om heksens gøren og laden og dennes forhold til djævelen.

Blandt andet troede man, at hekse havde forsvoret deres sjæl til satan og fik deres kræfter fra ham. Man forestillede sig, at heksene red til heksesabbat, fik tildelt hjælpedjævle og kyssede satan i numsen for at vise deres pagt med ham - noget, der hedder osculum infanum, det infamøse kys - at de spiste udøbte spædbørn og kogte fedtet af dem, at de lavede vejrmagi for at ødelægge afgrøder, og generelt forsøgte at undergrave det gode, kristne samfund.

Og netop undergravelsen af det gode, kristne samfund er vigtigt, hvis man ser på kirkens og kongens rolle i hekseforfølgelserne. Efter Reformationen overgik en del af de juridiske områder, der før tilfaldt kirken, nemlig til kongen. Det vil sige, at det var kongen, der med verdslige love forbød trolddom. Men kongen var præget af det samfund, han levede i. Dels var religion en levende del af også kongens liv, og dels blev konger og fyrster i hele Europa inspireret og rådgivet af teologien.

“Den verdslige lovgivning er religiøst funderet på det her tidspunkt, fordi man ønsker at skabe et gudfrygtigt rige. Man skal ikke tro, at fordi lovgivningen overgik til kongen, så blev samfundet fuldstændigt sekulariseret. Alle i samfundet skulle være gudfrygtige, og det betød, at man skulle tro på gud og praktisere troen rigtigt. Den stramning i synet på, hvad det vil sige at være en god kristen, slår for alvor igennem i begyndelsen af 1600-tallet. Hvis ikke det var et gudfrygtigt rige, var man bange for, at Gud ville straffe landet kollektivt,” fortæller Louise Nyholm Kallestrup, der er lektor og leder af Center for Middelalder- og Renæssancestudier ved SDU.

Det er heller ikke tilfældigt, at hekseforfølgelserne falder sammen med Reformationen. Faktisk kan man se Reformationen som en katalysator for hekseforfølgelserne, siger Louise Nyholm Kallestrup. Her kom der et forøget fokus på, hvordan man var en ordentlig henholdsvis katolsk og luthersk kristen. Luther insisterede endda på at kalde katolicisme for trolddom og paven for Antikrist, og trolddomsbegrebet blev på den måde brugt som smædekampagne mellem de to former for kristendom.

“Vi har ideer om, at trolddom og magi må være sådan noget hedensk, men rigtigt meget af det var religiøst baseret. For eksempel måtte man i protestantiske riger ikke gøre korsets tegn hen over noget og sige et pater nostra for at velsigne det, for det var katolicisme, og det var vrangtro,” siger Maria Østerby Elleby.

Ikke stærke kvinder, men samfundets svage
Både tro, teologi og kirke spillede altså en stor rolle, fordi det var så integreret en del af samfundet og verdenssynet. Men at hoppe derfra til konklusionen om, at det var kirkens skyld - eller kongens, nu når det var ham, der udstedte lovene - er for simpelt, mener begge forskere.

“Man har så travlt med at placere skyld for, hvem der har gjort det, for det er lettere at forstå for os i dag, hvis vi kan sige, det var kongen, der gjorde det, eller det var kirken, der gjorde det. Sådan tænker vi kulturkristne verden i dag, men sådan skal vi ikke tænke 15-1600-tallet. Der bliver vi nødt til at forstå, at de her ting hænger sammen,” siger Louise Nyholm Kallestrup.

Man skal heller ikke bilde sig ind, at folk var mere ondskabsfulde eller dumme dengang, supplerer Maria Østerby Elleby, ligesom man heller ikke skal hoppe for meget med på ideen om, at hekse var stærke, pionerende kvinder. I virkeligheden var det ofte udsatte borgere i samfundet. Kombinationen af de to forståelser gør, at man står tilbage med en anden fortælling om hekseforfølgelserne:

“Det føles på en måde bedre for os, hvis vi tænker, at det allesammen var stærke kvinder, der gik imod samfundet, og det var derfor, de blev straffet. Det er meget mere ubehageligt at kigge på, at det var de svage i samfundet; det var de fattige, og det var gamle kvinder, der måske ikke havde nogen til at tage sig af dem.”

Datidens patriarkalske samfund var bygget op om, at man enten skulle have en mand eller søn til at passe på sig. Derfor var det svært, hvis man for eksempel var en ældre kvinde, der havde fået børn uden for ægteskab, eller som havde mistet sin mand, fortæller Maria Østerby Elleby:

“Så var du overladt til sig selv. Måske flakkede du omkring og tiggede og gjorde folk bange, fordi du var hidsig, hvis du ikke lige fik noget at spise, eller du råbte forbandelser efter folk. Så kunne du ende med at blive anklaget for trolddom. Det er den slags stakler, der sidder og tigger i gågaden i dag, som vi ikke har lyst til at kigge på, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os til dem. Det er en meget hårdere fortælling, når vi lige pludselig er nødt til at identificere os med dem, der forfulgte hekse og ikke med de forfulgte.”

Heksementaliteten findes stadig
For Maria Østerby Elleby er det også vigtigt at have nuancerne med dels fordi, der stadig sker hekseforfølgelser rundt omkring i verden i dag, og dels fordi den tankegang, der lå bag 1600-tallets hekseforfølgelser, stadig har sine paralleller i dag:

“Jeg støder ofte på sammenligninger med nutiden, og hvad folk let tror på eller let kan blive bange for. Det kan for eksempel være usikkerhed på, om 5G kan give dig kræft eller styre din hjerne. Eller som for et års tid siden, hvor asiatiske mennesker blev overfaldet mange steder i verden, fordi folk var bange for corona. Det er den samme mentalitet.”

Hekseforfølgelserne døde lige så stille ud i løbet af 1600-tallet. Man kan næsten sige, at det gik af mode. Mange forskellige faktorer spillede ind, men man ønskede ikke længere at blive set som et land, der brændte for mange hekse af, da der allerede begyndte at komme det syn på hekseafbrændingerne, som findes i dag - at det var fordi, folk var dumme. Men der er noget at lære, hvis vi prøver at forstå, hvorfor man gjorde, som man gjorde dengang, mener Maria Østerby Elleby:

“Den simple fortælling om hekseforfølgelserne gør, at vi får nogle blind spots i vores historieforståelse, som også bliver vores samfundsforståelse nu. De følte, at det var retfærdigt, at der var en retssikkerhed, og man gjorde det for at passe på hinanden og samfundet. Hvis vi forstår de strukturer og mekanismer, der både kan opstarte sådan noget og også forstå, hvordan de lige så stille forsvinder eller går af mode, så kan det hjælpe os med at tackle lignende situationer i dag.”

Der blev ført 22 hekseprocesser i Ribe, hvoraf 11 mennesker blev brændt for trolddom. Den sidste henrettelse, der fandt sted på Ribe Galgebakker var i 1846 - det var dog for mord, ikke for trolddom. Foto: Johanne Teglgård Olsen