Indføring

Kurophold, slanketips og detox: I Østrig er fasten blevet moderne

Foråret byder på faste for mange i Østrig, også selvom de ikke er troende katolikker. Det er et udtryk for kulturkatolicisme, siger forsker. Heinz-Peter Bader/Reuters/Ritzau Scanpix

I flere sydeuropæiske lande er den katolske faste ikke længere forbeholdt de troende, og at faste bliver et personligt valg om afholdenhed fra alt fra kaffe til Facebook. At bibeholde kulturkatolske traditioner sådan kan være en måde at værne om kulturelle rødder og gøre dem til sin egne igen

Religiøse helligdage er måske ikke noget, man forbinder med reklamer, livsstilsmagasiner og kurophold. Men sådan er det med fasten op til påske, når man kommer til Østrig. Fra omkring askeonsdag, hvor fasten starter, og frem er medierne fyldte med ideer til slankekure og detox, tilbud til kurophold på wellness-hoteller og interviews med kendte mennesker, der fortæller om, hvad de afstår fra i fasten. Det fortæller Christine Proksch, der er journalist og bosat i Wien:

“Det fylder vitterligt ret meget i mediebilledet. Der er også masser af tilbud på flerugers kurophold, hvor man gennemgår en kur under supervision. Så skal man jo virkelig tage tiden til det. Man kan selvfølgelig også bare blive hjemme og lade være med at drikke kaffe, eller hvad man nu har en svaghed for.”

Selvom det ikke er alle, der benytter sig af smarte nye kure eller længere ophold på kurhoteller, holder mange østrigere fasten i hævd år efter år. Men hvor det tidligere handlede om en religiøs praksis med dertilhørende regler for fasten, er det nu i højere grad op til den enkelte at tilrettelægge sit afkald. Det er også en tendens, man ser andre steder i den katolske verden, fortæller Jakob Egeris Thorsen, der er lektor i teologi ved Aarhus Universitet:

“Fasten fylder mindre end den gjorde tidligere, og den er blevet svækket som en fælles identitetsskabende tradition. Det betyder ikke, at den ikke er der. Der er masser af folk, der faster på den ene eller på den anden måde, men det bliver omformet af vores meget individualiserede og autencitetssøgende tidsalder, hvor fasten for eksempel bliver brugt i forlængelse af en slankekur- og kurtradition.”

Katolicisme som kulturfænomen
Det mere personlige frem for kirkelige præg på fasten afspejles også i tilslutningen til den katolske kirke, der har været støt faldende i Vesten gennem de sidste mange år.

“Igennem de sidste 25 år har jeg set en stor bevægelse væk fra, at man lever traditionelt og forankret i den katolske kirke. Men det betyder ikke, at der er færre, der deltager i fasten. Det er egentlig uafhængigt af den dalende tilslutning til kirken,” siger Christine Proksch.

Fasten og den forudgående fastelavnstid, der her kaldes Fasching, er nemlig rigtig stor i Østrig og de omkringliggende lande, og det fortsætter den med at være, til trods for at mange har meldt sig ud af den katolske kirke. Fastelavn og fasten er altså ikke længere i lige så høj grad bundet op på den religiøse baggrund, men er blevet kulturelle fænomener, hvor mange mennesker også deltager, selvom de ikke har en stærk tilknytning til kirken.

“Det er måske en kombination af, at man gerne vil holde fast i nogle traditionelle ting, samtidig med at det passer udmærket ind i det moderne liv. Man følger måske ikke den religiøse kalender på så mange andre områder, men kan godt selv se en fordel i for eksempel ikke at spise sukker i nogle uger. Hvis man spørger folk, hvorfor de gør det, så er det fordi, det er fastetid, så der er det her traditionelle fundament. Det er vel en form for kulturkatolicisme,” siger Christine Proksch, hvilket er noget Jakob Egeris Thorsen kan genkende:

“Man kan helt sikkert tale om kulturkatolicisme. Religion er ikke kun personlig tro og praksis, det er også en hel kultur, der er opbygget rundt omkring det, og den er der jo mange, der gerne vil leve med og i, også selvom de ikke har en personlig religiøs praksis. Hele den katolske verden har kulturkatolske praksisser, men i den vestlige, mere sekulariserede verden bliver adskillelsen mellem denne og den kirkelige forankring større,” siger han.

Behov for historie og tradition
Helt samme tendenser ser man ikke i for eksempel Latinamerika, Afrika og Filippinerne, hvor katolicisme i højere grad er en levende, praktiseret religion. Men Jakob Egeris Thorsen udelukker ikke, at man vil begynde at se den samme udvikling andre steder:

“I den urbane elite i Latinamerika og i lande som Uruguay, Argentina og Chile ser man tendenser, der minder om Europa, så derfor vil man sikkert gradvist se kulturkatolicisme med svagere kirkelig forankring,” siger han, og tilføjer at karnevallet, der er tilsvarende fastelavn, også tiltrækker mange ikke-troende i for eksempel Brasilien, hvor det i højere grad er blevet en folkefest.

Sekulariseringen af kristendommen og herunder den katolske kirke fik for alvor fat i den vestlige verden i 1960’erne, og i Latinamerika med lidt forsinkelse i 1980’erne og 1990’erne. Udviklingen har fortsat siden da, men inden for de senere år, er der sket en ændring i, hvordan man i Vesten ser på de kulturkristne og herunder kulturkatolske praksisser:

“I de sidste 20 år er man begyndt i høj grad at sætte pris på den kulturkristne tradition, selvom man bliver ved med at praktisere kristendommen mindre. I 1970’erne og 1980’erne havde man måske en ide om, at det kulturkristne også ville ryge ud, men folk har haft et behov for at have de kulturkristne markeringer. Men det har altså ikke betydet en stigning i religiøs praksis,” siger Jakob Egeris Thorsen, og fortsætter:

“Folk har fundet ud af, at man ikke kan leve uden kulturelle rødder og traditioner, så derfor har man lært at værdsætte dem, man har, og gøre dem til sine egne igen - også selvom man ikke føler det religiøse tilhørsforhold, som de er udsprunget af. Det senmoderne menneske har også behov for at have en kultur, en tradition og en historie, og derfor tager man et bevidst valg om at holde fast i og dyrke de kulturkristne elementer.”

Fysisk meditation og slankekur
At vælge fasten til som kulturkatolsk element, kan måske for nogle synes som et mærkeligt valg set i forhold til mere festlige traditioner som karneval og jul. Men at fastholde fasten kan blive en god vane og et brud med dårlige, hvilket der er en vis personlig sejr i:

“Jeg har ikke indtrykket af, at folk synes, det er forfærdeligt at skulle igennem, tværtimod. Hvis det er noget, folk gør regelmæssigt, så er det en sejr hver gang og egentlig også noget man ser frem til,” siger Christine Proksch.

Nogle af de mest typiske afkald, hun ser østrigerne foretage i fasten, er kød, sukker, alkohol, kaffe og i de senere år også Facebook. Man vælger selv, hvad der giver mening for en at give afkald på.

“Det handler om to ting. Det ene er, hvordan man får det fysisk bedre. Det andet er, at man også mærker, at hvis man giver afkald på noget, så kan man bedre fokusere på noget andet. Fasten bruges som en form for fysisk meditation. Hver gang man giver afkald på noget, især i begyndelsen, hvor det sker bevidst, så er det en handling man foretager med et bestemt fokus, og det hjælper en til at se de væsentlige ting,” fortæller Christine Proksch og tilføjer med et lille grin:

“Men mange taber sig jo også nogle kilo.”