LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Baggrund

Hvad er en kirke? Sådan ser verdens kristne på kirken

Alle kristne kan enes om, at Kristus er Guds søn - men der er stor forskel på, hvad verdens kirkeretninger mener med "kirke"-begrebet. Fotoet her er fra den katolske Jesus Church i Vatikanstaten i Rom. Foto: Gregorio Borgia/AP/Ritzau Scanpix

Troen på den samme Gud har kristne til fælles. Men op gennem kirkehistorien har mange andre dele af troen og synet på kirken og fællesskabet splittet og samlet. Få overblikket over nogle af verdens største kirkeretninger her

Hvad er en kirke? Er det selve institutionen med bygning og et præsteskab – eller er det blot et fællesskab af dem, der har den samme tro på Gud? De forskellige kirker har hver deres svar. Og det er netop kirkernes selvforståelse, der skiller dem fra hinanden.

Én kirke

Den første menighed af oldtidens Jesustroende – vi kalder den ofte for urmenigheden – blev til umiddelbart efter påskebegivenhederne cirka i år 31.

I løbet af de følgende årtier bredte den kristne tro sig fra Palæstinaområdet, ud til landene i det det østlige middelhavsområde og videre til det romerske imperiums hovedstad, Rom. Romerrigets veludbyggede vejnet og kommunikationslinjer var en vigtig faktor i kristendommens hurtige vækst.

År 100 menes antallet af kristne at være på cirka 7500. To hundrede år senere er antallet vokset til godt seks millioner eller ca. 10 procent af Romerrigets befolkning. Men da kristendommen bliver en tilladt religion og i praksis favoriseret af kejsermagten, udgør de kristne år 350 mindst 50 procent af imperiets indbyggere - en rivende udvikling med andre ord.

Se en oversigt over verdens kirkeretninger her:

Kirken var i de første århundreder at forstå som en enhed. Men tidligt udviklede den østlige og den vestlige del af kirken hver sit særpræg og mentalitet. Der opstod et konkurrenceforhold mellem Roms biskop, som i den vestlige del af kirken blev betragtet som øverste autoritet, og så den ledende biskop i øst, nemlig patriarken i Konstantinopel.

I 1054 indtrådte det store skisma. Og delingen mellem en vest- og en østkirke var en kendsgerning.

De ortodokse kirker, Østkirken

Den ortodokse kirke – eller rettere familien af ortodokse kirker - ser sig selv som den kirke, der dels bærer den rette lovprisning, og dels den rette tro. Begge udtryk kommer af det græske ord ortodoxia.

Kirken ses som forsamlingen af biskopper, præster, diakoner og folket. Gennem kirken indtræder det guddommelige i det menneskelige. For det er tilværelsens mål, at ”Gud skal blive alt i alle” (Paulus i 1. Korintherbrev kap. 15,28). Det vil sige, at den guddommeliggørelse af mennesket, som sker gennem kirken, vil fuldendes en gang i himlen. Igennem kirken fyldes og gennemtrænges mennesket af Gud, selv om mennesket forbliver menneske.

I den ortodokse kirke har biskopperne og præsterne den læremæssige autoritet, men lægfolket er medbestemmende ved udnævnelsen af gejstligheden. Selvom et 100-årigt fællesskab med vestkirken (den katolske kirke) er tydeligt i den ortodokse kirke, så anerkender man ikke paven som Kristi stedfortræder, idet den opstande Kristus selv er tilstede i sin kirke.

Den katolske kirke, Vestkirken

At kirken er katolsk betyder, at den er universel og altomfattende. Den tidligere katolske biskop i Danmark, Hans L. Martensen har udtrykt det sådant:

”Brugt således betegner det samfundet af alle de kristne, der forenet under paven, biskoppen af Rom, fornemmer det kald og den forpligtelse, som ligger i at være katolsk”.

I det mest berømte dokument fra Det Andet Vatikanerkoncil i 1964 hedder det:

”Kirken er i Kristus ligesom et sakramente, dvs. et tegn og redskab for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens enhed.”… Kristus, der er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, grundlagde sin Kirke, som er troens, håbets og kærlighedens fællesskab her på jorden, som en synlig struktur og opretholder den til stadighed, hvorved Han lader sandhed og nåde strømme ud til alle”

Dem romersk-katolske kirke ser sig selv som det synlige Gudsrige i denne verden. Kirken er indstiftet af Kristus selv, og selve kirkens hierarkiske organisation med Roms biskop, paven i spidsen skyldes Kristi egen indstiftelse. Her henviser kirken til det særlige Petersembede, idet Simon Peter af Jesus modtager nøglemagten og gøres til klippen (Petros), hvorpå kirken grundlægges (jvf. Mattæusevangeliet kap 16,16ff.). I Apostlenes Gerninger ses fremdeles, hvordan Peter som den første menigheds leder bruger nøglemagten til at løse og binde, altså at fastlægge betingelserne for at være med i menigheden og hvilke handlinger, der medfører udelukkelse af kirken. Som synlig kirke bliver kirkeretten derfor også af afgørende betydning – og den har sin begyndelse allerede i den første menighed og dens praksis.

Den katolske kirkes lære har tre kilder: Bibelen, traditionen og det kirkelige lærerembede. Her er det særligt traditionen og lærerembedet, der er et særkende ved kirken:

- Traditionen er kirkens selvbevidsthed og hukommelse. Det drejer sig om de ordninger i kirken, som Kristus ved apostlene har skabt (hierarki, sakramenter ...), og troens forståelse af dem.

- Kirken er en lærende kirke i kraft af det pavelige embede.

Bibelen og tradition udgør tilsammen Guds ord til Kirken.

Den lutherske kirke

Grundlæggende for den evangeliske kirkeforståelse er Luthers opgør med kirken som institution og som ”mellemled” mellem Gud og mennesker. Kirken er ikke en institution, men det folk, der er samlet og kaldet af Helligånden ved evangeliets forkyndelse. I den augsburgske bekendelse (1530) står der om kirken:

1. Kirken er de troendes forsamling. Alene ordet og troen konstituerer kirken. 2. Hvor ordet offentligt forkyndes til tro, er adskillelsen mellem troende og vantro ikke åbenbar.

Men alligevel er denne kirke ikke helt usynlig. Luther selv nævner syv kendetegn på den sande kirke, nemlig dåben, nadveren, skriftemålet, embedet, og det hellige kors – dvs. modgang og lidelse. Eller Luther nævner blot forkyndelsen og dåben og nadveren. Afgørende for Luthers kirkesyn er adskillelsen mellem kirkens opgave og det politiske. Kirken skal forkynde evangeliet om Guds kærlighed til det syndige menneske, mens det er samfundets ledelse i form af regering/fyrste at holde det onde nede med lov for at det gode kan få plads.

Den reformerte kirke

Man kan med nogen ret sige, at den reformerte kirke er opstået som en ”radikalisering” af Luthers reformation. Bibelen ses alene som rettesnor for den kristne tro. Evangeliets forkyndelse skal alene være centrum. Den reformerte kirke er en ordets kirke, hvor der lægges vægt på sammenhængen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Derfor spiller budene, ”Loven” en langt større rolle som rettesnor for det kristne liv, end vi ser hos Luther. Den reformerte kirkes store teolog og organisator, Jean Calvin kalder kirken for ”De udvalgtes flok”. For Calvin er det sådan, ”at hvor Kristus viser sig, der er kirken”. Kirken er Kristi legeme. Som det gjaldt for Luther, er kirkens kendetegn ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Men den reformerte kirke føjer så også kirketugten til. Dvs. at kirkens medlemmer skal ved deres levevis vise, at de tilhører Kristus. Det er altså menigheden, dets fællesskab og levevis efter Guds bud, der er udtryk for kirkens synlighed.

Den anglikanske kirke

Den anglikanske kirke er den engelske nationalkirke. Dens tilblivelse kan dateres tilbage til 1534, hvor kong Henrik d. 8. brød med Rom pga. en skilsmissesag. Henrik d. 8.s brud med Rom åbnede følgelig op for påvirkninger fra de reformatoriske retninger, både den lutherske og den reformerte. Dette har igennem historien sat sit særlige præg på den anglikanske kirke, der i sin gudstjenesteform har bevaret arven fra den katolske kirke, men i sin lære har elementer både fra Luther og fra de reformerte reformatorer, Calvin og Zwingli. Den anglikanske kirkes forstår sig da også som en via media, en ”mellemvej” mellem den protestantiske krisedom og den katolske.

Den anglikanske kirke ser sig som en legitim fortsættelse af oldkirken, den udelte kirke. Det katolske træk i kirken er dens stærke vægt på bispeembedet og så det gudstjenstlige/sakramentale. Begge udtrykker den anglikanske kirkes synlighed og enhed – lige fra de lavkirkelige til de højkirkelige. ”Den apostoliske succession”, nemlig at bispeembedet er rakt videre gennem århundrederne lige fra apostlenes dage og til nu, er afgørende for kirken. For dermed understreges netop, at det er biskoppernes opgave at videreføre apostlenes lære og arbejde.

Den anglikanske kirke er verdensomspændendes, men holdes netop sammen af den fælles kirkelige arv og det fælles bispembede. Ærkebiskoppen af Canterbury anses for at være det fælles overhoved.

Litt: Kristenhedens kirkesamfund - tradition og opbrud