Julekalender: 16. december

Missionær Bodil Skjøtt holdt jul i Liberia: Det er den julefejring, jeg skammer mig mest over

Bodil F. Skjøtt har i årenes løb holdt jul mange steder i verden. Tidligere var hun udsendt som missionær i Liberia, hvor hun mødte store kulturforskelle. Nu er hun udsendt som seniorvolontør på det kristne dialog- og retrætecenter Tao Fong Shan i Hong Kong. Foto: Privatfoto

Bodil F. Skjøtt og hendes familie boede i det vestafrikanske land Liberia, mødte hun kulturforskelle, der tvang hende til at tænke anderledes om julens allervigtigste budskab.

Der er tre ting, som jeg husker fra vores families første jul i Liberia, i Vestafrika.

Det ene er, at de seks (olie)tønder med alt, hvad vi havde pakket månederne forinden, og som vi tænkte nyttigt for en families nye liv i en junglelandsby, ankom fjerde søndag i advent. Uden tvivl årets julegave.

Det andet er, at en velmenende missionærkollega inviterede os til julebagning i 30 graders varme. Det blev både mine først og sidste vaniljekranse i Liberia.

Det tredje er mit eget ikke særligt vellykkede forsøg på noget der lignede dansk julemiddag. Det blev bedre med tiden.

Det var kun godt en måned efter vores ankomst. Alt var stadig nyt, anderledes, spændende og ganske overvældende.

Men næste år var vi helt akklimatiserede og kontekstualiserede - lige indtil vi kom til den 24. december.

Året forud var gået med at lære sproget, kulturen og historien om den lutherske kirke i Lofa County i Liberia, mere præcist som den havde formet sig i Wozi, ”vores” landsby. Vi var de første danske missionærer, men ikke de første missionærer i området. Blot var det 15 år siden, vores amerikanske forgængere var rejst, og sporene efter dem var få. Da det blev december, fandt vi dog ud af, at der faktisk var lavet et ”krybbespil” på loma, det lokale sprog. Der havde også været tradition for, at de gamle i kirken havde opført krybbespillet foran byens palaver-hytte og på den måde formidlet julens fortælling til hele landsbyen.

Den tradition ville vi gerne puste liv i igen. Der var kun fire gamle medlemmer af kirken tilbage, så vi måtte finde andre. Det blev så flokken af unge fra byen, som gerne hang ud med os. Ingen af dem var døbt, men et sted skulle det jo begynde. Hvorfor ikke ved begyndelsen. Vi gik i gang med at øve roller og sange og udpege, hvem der passende bedst til rollen som jomfru Maria og kong Herodes (for han var med i krybbespillet på loma) eller de ydmyge hyrder eller de prægtige vismænd. Der var også en engel, der proklamerede ”frygt ikke” og ”fred på jord”.

Der gik mange aftener med at øve. Det brugte jeg gerne min tid på. Der var også brug for at kreere kostumer. Det brugte jeg gerne alle familiens hvide lagner til og hvad vi ellers havde til et sådant formål. Der var ikke den ting, som de ikke måtte få, hvis huset ellers havde det. Alt var jeg villig til at stille til disposition. Det var et godt formål. Tænk at jeg på den måde – ved at stille min tid og mine ejendele til rådighed – kunne være med til at fortælle verdens bedste historie til hele landsbyen og endda engagere de unge og give dem ejerskab af fortællingen om, at Gud blev menneske, gav afkald på himlens herlighed og lod sig føde som et barn – ikke i Wozi, men i Betlehem. Alt hvad jeg havde, ville jeg gerne investere i projektet. Lige indtil vi skulle beslutte, hvilken aften krybbespillet skulle opføres for hele landsbyen.

Da jeg stillede spørgsmålet, blev jeg mødt med den største undren. Det var vel ikke et spørgsmål? Det skulle selvfølgelig være den 24. om aftenen? Men lige der mærkede jeg, at jeg havde nået grænsen for, hvad jeg var villig til at ofre på vores fælles juleprojekt. De måtte få alle mine aftener, alle mine hvide lagner. Alt. Bare ikke den 24. december, juleaften. På den stod der mig selv, mine børn, min familie, vores jul. Den aften skulle vi bare være os, holde vores jul, med alt det vi kendte og forbandt med en ”rigtig” jul. Den skulle ingen tage fra mig. At forvente eller kræve andet ville være urimeligt, var min stærke overbevisning – dengang.

Jeg må med skam erkende, at jeg ikke nåede at komme frem til et andet perspektiv. Det lykkedes mig at holde fast, at redde min jul, ikke at give afkald på den 24. december, men beholde den for mig selv og min familie. Jeg tror næsten, at det lykkedes mig at spise både kartofler, brun sovs og risalamande den juleaften uden en flov smag i munden.

Siden da har det været den julefejring, jeg skammer mig mest over, samtidig med, at den har mindet mig om, at jul jo netop handler om at give afkald. Først og fremmest om, at Gud gav afkald – på sin eneste søn. At Jesus gav afkald på al himlens herlighed. At han blev fattig for, at vi kunne blive rige. Guds ønske om, at vi skulle kende og erkende hans kærlighed til os kender ikke en grænse. Den var og er grænseløs. Den jul i Liberia nåede mit ønske om at formidle netop det budskab sin grænse ved den 24. december. Det måtte koste al min tid og alle mine hvide lagner – bare ikke min juleaften. Denne satte jeg en parentes om, så ingen skulle røre den. Hvor sølle og usselt var det lige! Og havde jeg så egentlig forstået, hvor radikalt et budskab, den fortælling rummer, som jeg så gerne ville være med til at formidle?

Der er forskel på at give og så give afkald. I julen giver vi gaver og som oftest ud af et overskud. Men jul handler om, at Jesus gav, ikke gaver men gav afkald – på alt. Det vidste jeg jo godt, men jeg skulle en tur til Afrika for at se det i et nyt lys. Det var, da jeg blev udfordret på min egen juletradition og så, hvad den betød for mig, at jeg fik øje på, hvor lidt jeg egentlig havde forstået det. For vi forstår vel først, hvad jul betyder, når det får konsekvenser for, hvad vi selv er villige til at give afkald på, for at det budskab kan formidles til andre.

Siden den jul i Afrika, den første hvor min juletradition rigtigt blev udfordret, har min 24. december fået mange forskellige udtryk præget af forskellige mennesker, forskellige kulturer og steder i verden. Jeg er blevet beriget og jeg har fået nye vinkler på den samme fortælling, hver gang andre har lukket mig ind i deres traditioner, og jeg selv har fået mulighed for at berige andre med mine traditioner. Det kan ske, når vi lader vores forskellighed berige hinanden og ikke lader vores traditioner begrænse os, men bruger dem til at berige andre. Det er ved at give, at vi får.

I år skal julen fejres i Hong Kong. Temperaturen kalder ikke en dansk julestemning frem. Til gengæld gør butikkerne, hvad de kan i form af plastik juletræer med kunstig sne og musik fra højtaleren. Hvorfor er det, at de fleste julesange handler om noget med jingle bells og white X-mas – uanset hvor i verden man befinder sig? Det bliver en jul uden familiebesøg fra Danmark. Det har corona spændt ben for. Til gengæld er der danske familier her, der ikke kan rejse til Danmark. Det spænder corona også ben for. Måske nogen af dem kan være en del af vores 24. december?

Der er forskel på at give og så give afkald. I julen giver vi gaver og som oftest ud af et overskud. Men jul handler om, at Jesus gav, ikke gaver men gav afkald – på alt.