Ørkenfædrene var kimen til nutidens klosterliv

Munke- og nonneordnerne, der gennem tiden har været en del af kristen livsførelse over hele verden, udspringer af ørkenfædrenes isolerede levevis

I de første århundreder efter Kristus dannede ørkenfædrene og ørkenmødrene med deres liv i ensomhed, bøn og askese grundlaget for de munke- og nonneordner, der i de kommende århundreder – dog især i middelalderen – opstod overalt i Europa.

De forskellige ordner var meget forskellige. Nogle var lukkede, altså kontemplative, og lå ofte ganske afsidesliggende. Andre var derimod åbne og havde til formål at virke midt blandt menneskene. Men alle ordner opstod af tanken om, at der sker noget med livets religiøse dimension, når man er isoleret fra hverdagslivet, altså lever som en eremit.

I begyndelsen valgte nogen at leve som religiøse eremitter samtidig med, at de boede hos deres familie eller sammen med andre, men dog stadig i byen, hvor de udøvede socialforsorg. En levevis som også nogle munke- og nonneordner senere tog op. Men hurtigt valgte en del at flytte helt ud i vildnisset. De blev til de såkaldte ørkenfædrene og ørkenmødrene, og med tiden dannede de små samfund ude i ørkenen.

En af de første ørkenfædre er den hellige Antonius (cirka 251-356). Han opfattes ofte som munkevæsenets fader, selvom der var flere, som levede i grupper i huler og hytter, hvor de udover at dyrke den smule fødevarer, som man kan dyrke i de ret ufrugtbare ørkenområder, også lavede enkelte håndværksting. Altså sager som kunne sælges til dem, der tog ud til de hellige mænd og kvinder for at få visdom og gode råd.

Livet i ørkenen var hårdt – og ekstra hårdt for den, som levede helt alene. Derfor skabte munken Pachomius klasur-reglen som indebærer, at bag klostermuren kan man - selvom man er sammen med andre - alligevel leve et isoleret liv med fælles bøn og gudsdyrkelse. Det satte for alvor gang i tankerne om det munke- og nonnevæsen, som vi har i dag.

Pachomius havde nemlig en søster ved navn Maria, som grundlagde et nonnekloster i Luxor i Egypten ved siden af broderens munkeklostre. Der endte med at være ni munkeklostre og fire nonneklostre i området, og selvom klostrene var relativt fysisk adspredte og autonome sammenlignet med nutidens klostervæsen, blev Pachomius samfundets øverste leder.

Endnu var der altså et stykke vej til det, som man i dag tænker på, når man taler om munke og nonner. Men på baggrund af Sankt Basilius (330-379) og hans kloster i Kappadokien fik man mere fokus på det sociale og på, at gudsdyrkelse og trosliv for mange ikke hænger sammen med et eneboerliv. Men at det sker i et troens fællesskab, hvor man får samlet munkene under samme tag i et liv, der handler om at bede og arbejde.

Sankt Basilius, som selv havde praktiseret eneboerlivet, men som var meget social, mente, at mennesket blev fuldkomment ikke i ensomheden, men i fællesskabet. En holdning, som man især genfinder i de vestlige kristne kirker, mens man i den østlige ortodokse kirke også hylder eremit-livet. Alligevel er det i de ortodokse kirker og ortodokse ordner, at man primært hylder Sankt Basilius i dag.

I Vesten er det derimod kirkefaderen Augustin, som i kraft af sit ordensbegreb eller augustiner-regler har haft stor indvirkning på klosterlivet. Disse regler indebærer kravet om ejendomsløshed, kyskhed og lydighed, en daglig rutine samt regler om tøj og mad og en morallære om asketisk livsførelse.

Augustiner-reglen er stadig gældende og bruges af flere ordner, blandt andet dominikanerne og Birgitta-søstrene.

Som kristendommen blev udbredt, flyttede ideen om klostre og at tjene Gud i isolation også med. De vesteuropæiske ordner regnes dog først at begynde for alvor med Benedikt af Nursia (cirka 480-547), som skabte et sæt regler og anvisninger om både det åndelige og det verdslige liv samt om gøremål i klostrene.

Hovedpunkterne er fattigdom, kyskhed, lydighed og pligt til at blive i klostret for at søge og lovprise Gud i bøn og praktisk arbejde.

Benedikt tog også udgangspunkt i ørkenfædrene, når han sagde, at der findes fire slags munke: 1) Cenobitter, dem som lever i et klosterfællesskab, 2) Eremitter, dem som lever ensomt, 3) Gyrovager, dem som vandrer fra kloster til kloster og 4) Sarabitter, dem som lever to-tre sammen uden faste regler. Gyrovager og sarabitter anså Benedikt ikke som rigtige munke.

I Danmark havde man i katolsk tid et væld af munke- og nonneordner, som forsvandt med Reformationen. Nogle af dem er dog senere vendt tilbage.