Ørkenvandrerne delte ud af deres visdom

Ørkenvandrene bidrog til at kristendommen udviklede sig fra en sekt til en verdensreligion. Også Jesus drog ud i ørkenen for at være alene, hvor han modstod Djævelens fristelse. Foto: Ivan Kramskoy/WikiArt

I løbet af kristendommens historie har både mandlige og kvindelige ørkenvandrere spillet en rolle. Men hvem var de, og hvilken funktion havde de?

Langt de fleste af de store ørkenfædre og ørkenmødre levede i ørkenområderne i Egypten og Syrien i det fjerde og femte århundrede efter Kristus.

En ældre og vis ørkenfar kaldtes en Abba, mens en vis ørkenmor kaldtes en Amma, og begge blev opsøgt af yngre ørkenbrødre og ørkensøstre, som kom for at bede om et godt råd.

Svaret kom som regel i form af en kort belærende sætning eller et levende eksempel – det såkaldte apoftegma, som kunne være rettet både mod livet i ensomheden i ørkenen og mod det fællesskab i troen, som alle kristne er en del af.

Nogen af disse apoftegmaer lyder:

”Den, der lever afsondret i ørkenen, er fri for tre slags konflikter: Hørelsens, talens og synets. Der er kun en tilbage: Hjertets” (Abba Antonius, ca. 251-356).

”I begyndelsen kræver det kamp og en masse arbejde at komme nær Gud. Bagefter er der ubeskrivelig glæde. Det er ligesom at lave et bål. Først ryger det, og dine øjne løber i vand, men med tiden får du det ønskede resultat. Og på samme måde bør vi med tårer og ihærdighed tænde den guddommelige ild inde i os selv” (Amma Syncletica, ca. 270-350).

Et andet apoftegma kom fra Abba Arsenius (ca. 350–450) og lyder i sin helhed: ”Flygt, vær stille, bed uophørligt, for det er kilderne til at undslippe synden.”

For livet som kristen handler om at undslippe synden og finde vejen til Jesus og frelsen. Og ørkenfædrene og ørkenmødrene var – netop fordi de levede ude i ørkenen - væk fra den ellers ret finmaskede og velorganiserede romerske stat.

Alligevel var ørkenfædrene og ørkenmødrene sammen med de store kirkemøder i Nikæa år 325 og Chalkedon år 451 med til at bygge fundamentet for kristendommen.

Den kristendom som voksede fra at være en lille, nærmest sekterisk tro i en fjern afkrog af det store Romerrige til at blive en forfulgt tro, der blev opfattet som en trussel mod Pax Romana, indtil kristendommen endelig blev antaget af Kejser Konstantin og senere blev den eneste anerkendte statsreligion i det store Romerrige.