P. G. Lindhardt: Forestillingen om helvede er ikke evangelisk

P. G. Lindhardt bog "Helvedesstrategi" fra 1958 er et opgør med den klassiske helvedestanke. Helvedestankens løn- og strafmotiv bærer nemlig stærkt præg af vrangforestillinger om evangeliet, mener Lindhardt

Teologen Poul Georg Lindhardt var blandt andet berømt for sin forståelse af det evige liv. At tro eller håbe på, at man efter døden modtager det evige liv, er ”at skrive falske veksler på en evighed, veksler, som det ikke står i ens magt at indfri.”

Med disse ord fra sin bog "Det Evige Liv" fra 1962 fnyser Lindhardt af forventningen om noget som helst efterliv. I "Helvedesstrategi" fremføres det samme synspunkt om helvedestanken. Evangeliet angår nemlig ikke fremtiden, men livet her og nu, ifølge Lindhardt.

Nedfarten til dødsriget
Alligevel udtrykkes tanken om et dødsrige søndag efter søndag i trosbekendelsen. Der lyder det, at Jesus var nedfaret til dødsriget inden genopstandelsen på den tredje dag.

Fortællingen om Jesu nedfart til dødsriget findes ikke i Bibelen. Den stammer fra oldkirkelig tid og er at finde i det apokryfe Nikodemusevangelium fra det 4. århundrede. Her fortælles det, at Jesus nedfarer til dødsriget for at åbne dets porte og frelse alle de døde og fortabte syndere.

Kristendommen vedkender sig idéen om et faktisk dødsrige, selvom dette ikke stammer fra Guds ord i Bibelen. Men hvordan er idéen så opstået?

Løn som fortjent
Ifølge Lindhardt opstår helvedestanken, idet evangeliets tale om frelse og fortabelse bliver forstået som løn og straf. Den klassiske forestilling af dødsriget er, at det er et helvede; et rige af ild, hvor Satan torturerer de mennesker, som ved døden blev dømt til evig pine.

Denne maleriske helvedesforestilling fra middelalderen hviler på en idé om gerningsretfærdighed fra omkring 2. århundrede: Gør du godt i livet, kommer frelsen som belønning, gør du ondt i livet, sker fortabelsen, og du straffes i helvede.

Tanken om helvede og idéen om løn og straf efter fortjeneste har været almindelig gennem hele kirkens historie. I det 18. og 19. århundrede dyrkedes den selvsamme tanke i pietismens tilskyndelse til omvendelse. For pietisterne var det helt afgørende at være omvendt før døden, for ellers ville man være dømt til evig pine i helvede. Vejen deler sig endegyldigt efter døden; enten følger livets og frelsens vej, eller også dødens og fortabelsens.

Heroverfor stod de grundtvigske kristne, som forkyndte muligheden for omvendelse efter døden, men de holdt fast i muligheden for evig fortabelse og dermed i tanken om løn som fortjent.

Evangeliet spekulerer ikke i fremtiden
Et sådant løn- og strafmotiv er udtryk for en misforståelse af evangeliet, siger Lindhardt. Helvedestanken skubber afgørelsen om frelse eller fortabelse ud i fremtiden. Men ”evangeliet spekulerer ikke i fremtiden.” Fortabelsen er ikke noget, der muligvis sker efter døden, fortabelsen er slet ikke en mulighed, men menneskets umiddelbare virkelighed.

Mennesket lever som udgangspunkt fortabt i ulydighed, en ulydighed, som kendes på vor trang til at danne virkeligheden ud fra egen målestok. Og det er netop menneskets egen målestok, som forvandler frelse og fortabelse til løn og straf. For med dette motiv kan man skille vantro fra rettroende, og det har været i manges interesse gennem historien.

Frelsen er ikke løn som fortjent, den består derimod i, at mennesket har mulighed for at leve udadvendt i lydig tro på Kristus – hvilket er at leve det evige liv.

Med P.G. Lindhardts teologi kan man derfor alligevel bruge nedfarten til dødsriget til at forstå Kristus’ indstiftelse af det evige liv. Lever man i lydighed mod Kristus’ ord, er døden overvundet, for i følgeskab med Kristus er det evige liv her og nu.