Interview

Valfart er også en slags ørkenvandring

Ved en grotte uden for byen Lourdes i Frankrig ses en statue af Jomfru Maria. Mange katolikker valfarter til dette sted, hvor Jomfru Maria angiveligt viste sig for den unge pige Bernadette. Foto: Kamil Szumotalski/Unsplash

Både ørkenvandringer, valfarter og rejsen mod det indre i os selv kan styrke troen. Det oplever den danske katolik Virginia Høhling, når hun rejser på valfart til den sydfranske by Lourdes

Mange katolikker tager flere gange i deres liv på en af de valfarter, som på en måde kan sammenlignes med en ørkenvandring, selvom der også er store forskelle.

For hvor en ørkenvandring handler om at komme ud af de vante rammer og til et sted, hvor man kan møde sig selv og Gud uden filter, så foregår en valfart til et konkret sted og endda et sted, som er eller har været ramme for en eller flere religiøse begivenheder.

En katolsk valfart går nemlig som oftest til et sted, hvor Jomfru Maria menes at have vist sig – eller stadig viser sig – med det formål at fortælle de troende, at de skal søge Jesus og bede.

Et af de steder er den sydfranske by Lourdes, som ligger for foden af Pyrenæerne tæt ved den spanske grænse. Her havde den 14-årige pige Bernadette i 1858 hele 18 åbenbaringer, hvor hun i en grotte så og talte med Jomfru Maria, der ifølge Bernadette kom med budskabet om at bede, gå i procession og drikke af den hellige kilde, som flyder inde i grotten.

Til at starte med troede kun meget få på Bernadette, men i dag rejser i normale tider mere end seks millioner katolske pilgrimme årligt på valfart til Lourdes.

”Ind imellem kan det være sundt at tage ud i ørkenen’”
En af de katolikker, der har været i Lourdes mange gange, er danske Virginia Høhling. Hun har været med på Den Nordiske Valfart til Lourdes og som også er involveret i arbejdet med børn og unge i den katolske kirke i Danmark.

Virginia Høhling lader sig inspirere af ørkenfaderen Den hellige Augustin, som hun kalder for den nok vigtigste kirkefader i oldtiden. Han talte om, at en vigtig del af livet er at være på vej til sig selv og det gudsskabte i os. At når vi erkender at have den gudsgnist i os, så vil vi for altid længes efter igen at blive forenet med Ham. Og at netop denne længsel er en livslang rejse, som både er en valfart og en ørkenvandring. Fordi de er tre sider af samme sag – nemlig menneskets længsel mod og søgen efter Gud.

Men der er også forskelle, mener Virginia Høhling:

”En ørkenvandring kan være både en renselsesproces, en forberedelsesproces og en måde at være i stilheden alene og møde Gud på, mens en valfart i reglen er en målrettet rejse, hvor man sammen med andre styrker og løfter troens fællesskab. Men grundlæggende er såvel valfarter som ørkenvandringer udtryk for den samme troens rejse.”

Hvad sker der i Lourdes her i coronatiden?

”Der er, så vidt jeg ved, ingen valfarter fra udlandet i øjeblikket, og sådan har det været siden pandemien startede. Jeg har heller ikke været i Lourdes siden før pandemien, og jeg savner det meget. Men jeg forventer ikke at vende tilbage til Lourdes før tidligst i 2022.

Opholder man sig i området nu, kan man komme ned til grotten og til messe, men da alt er lukket, er det stort set kun lokale franskmænd, som har den mulighed i øjeblikket. Så det religiøse lever i Lourdes på trods af coronakrisen.

Men fraværet af pilgrimme kan få store økonomiske konsekvenser for Lourdes, og man frygter med rette, at mange bliver tvunget til at dreje nøglen om. For nok modtager Lourdes mange donationer, men alligevel lever byen primært af de pilgrimme, som ikke kan komme i øjeblikket.

Så vi må se, håbe og bede til Guds Moder om, at pandemien ikke fratager os muligheden for at komme derned på valfart, som Guds Moder ønsker, at vi gør det.”

Pave Frans sagde op mod påsken 2020, at nu var hele jorden på ørkenvandring. Derfor bliver det relevant at stille spørgsmålet: Kan vi her i corona-pandemiens tid lære noget af ørkenfædrene og ørkenmødrene? Og i så fald hvad? Her tænkes både som individer? Som kristne? Som menneskehed?

”Ja, vi er alle på ørkenvandring i denne tid, som pave Frans har sagt. Denne vandring har ikke været frivillig. Den er vi uden videre sendt ud på. Det er sket uden varsel, og vi må være i den så godt, som det nu kan lade sig gøre. Vi kan her lære meget af ørkenfædrene.

For selvom de fleste af os nok hverken har mulighed, lyst eller er skabt til at bure os inde i en hytte i skoven eller andet sted i ødemarken og flygte fra verden, kan vi sagtens lade os inspirere af de hellige mænd og kvinder i ørkenen og deres asketiske liv.

For selvom vi brokker os over restriktionerne, fordi de gør os deprimerede og utålmodige, kunne det være godt for mange af os at reflektere over vores liv nu, hvor meget står stille. Om lidt åbner samfundene også mere op. Men stadig gælder: Hvad har vi fået ud af denne periode i forhold til vores livsværdier? Hvad er vigtigt at bruge tid på i forhold til mennesker omkring os? Hvad har denne periode gjort ved os?

Udover at det er trist for de forretningsdrivende, at de ikke har kunnet sælge deres varer, og måske er gået konkurs, hvilket er en helt anden problemstilling, så kan vi med fordel spørge os selv: Er det godt for os mennesker og kloden, at vi inden pandemien skabte et samfund, som kører på enorme mængder af forbrug? Er det nødvendigt? Hvad er de vigtigste værdier i mit liv?

Jeg tænker i hvert fald, at når jeg - gammel og forhåbentlig mæt af dage - ligger på mit dødsleje, hvad så? Vil jeg så tænke på alt det, jeg har købt og forbrugt i livet? Eller vil jeg glæde mig over, at jeg fik gjort en forskel for nogle mennesker i mit liv? At jeg fik løftet nogen? Måske hjulpet dem med at få deres værdighed tilbage? Måske hjulpet dem med at finde ud af, at de er en del af noget, som er større end os, som er ophavsmand til alt det, vi er en del af? Fik jeg set og hørt menneskene omkring mig?

Som Moder Teresa sagde:

'Vi har ikke alle mulighed for at tage til Afrika og bygge en skole, men så er der til gengæld masser af mennesker at tage sig af lige rundt om hjørnet for de fleste af os.’

Måske det er det, som Gud vil bede os om nogle gange. Men vi hører det ikke altid, og derfor kan det være sundt at tage ’ud i ørkenen’ en gang imellem, hvor stilheden larmer for bedre at kunne høre og mærke Gud. Det er lidt ligesom, man synger det i en engelsk kristen sang: ’I will come to you in the silence’.

Den stilhed kan vi også finde hjemme hos os selv, hvis vi lytter indad.”