I pandemiens tid er vi alle ørkenmødre og ørkenfædre

Ørkenen repræsenterer i Bibelen en slags faste. Det er i disse golde og farlige omgivelser, man konfronteres med djævelens fristelser, ligesom Jesus gjorde det. Men det er også her, man kan finde frelse. Foto: Parsing Eye/Unsplash

Under coronakrisen er hele verden på en slags ørkenvandring, sagde pave Frans i sin påskeprædiken sidste år. Men hvad betyder det at være på en ørkenvandring?

"Flygt, vær stille og bed" er ord, der kendetegner ørkenmødrene og ørkenfædrene, der især i de første århundreder efter Kristi søgte ud i ørkenen for at søge Gud i stilhed og bøn.

Det var et hårdt og asketisk liv, hvor de hellige kvinder og mænd levede af den smule mad, som de enten fik af de få mennesker, der var i ørkenen som ørkenstammefolk eller rejsende, eller fandt blandt de få fødevarer, der naturligt findes i ørkenen som for eksempel insekter og vild honning.

Men netop fraværet af jordiske goder var en af forudsætningerne for at kunne komme tæt på Gud og forstå, hvad Gud vil med os. Det primitive liv i afsondrethed blev altså set som vejen til at følge Jesus i ord og gerning.

Læg dertil at ørkenen siden jødedommen havde været set som et sted, der skiller fårene fra bukkene. For når man vandrer i ørkenen, så bliver man testet. Ørkenen er i kristen forstand Djævlens hjemmebane, gold og farlig. Men ørkenen er også der, hvor man kan komme Gud nær, hvis man er oprigtig troende og beder.

Jesus gik ifølge Bibelen også ud i ørkenen, hvor han fastede i 40 dage og blev fristet af Satan, som dog tabte kampen, da Jesus sagde til ham: Vig bort, Satan. Ørkenen er altså stedet, hvor man kan møde fortabelsen, hvis man er til fals for jordisk magt og guld. Men ørkenen er også dér, man kan opnå sejr og frelse, hvis man holder sig til Jesus og Gud.

Ideen om, at der sker noget, når man forholder sig tavs og er alene med sig selv og Gud, er en tankegang, som vi genfinder i det munke- og nonnevæsen, som udviklede sig i århundrederne efter ørkenfædrene.

Det ændrende og erkendende møde med Gud er også noget, som er en del af den moderne protestantiske pilgrimsbevægelse, der har oplevet en voldsom vækst i de sidste to-tre årtier. Stærkest måske hos hende eller ham, der vandrer alene eller tager på et retræteophold helt for sig selv. Det kan for eksempel ske vandrende med rygsæk og telt, eller at bo alene i en hytte ude i skoven eller på en ø i en periode.

Hele verden er på ørkenvandring
Indtil foråret 2020 var isolation og det at søge Gud ved at være alene forbeholdt dem, som selv opsøgte det. Men så kom corona, og hele verden kom på vandring som ørkenfædre og ørkenmødre, som pave Frans sagde det i en prædiken på en totalt tom Petersplads i Rom op mod palmesøndag i 2020.

Nu var hele verden pludselig i samme båd som de hellige mænd og kvinder i ørkenen for mere end 1500 år siden. ”Sammen - hver for sig,” som det nok meste kendte corona-motto lyder i Danmark.

Men her i pandemiens tid er isolation ikke længere et valg. Nu er vi kastet ud i at være overladt til os selv og ikke være i stand til at kunne flygte ud i fornøjelser, rejser og andre adspredelser. Nu er vi overladt til os selv og vores eksistens – og livets store spørgsmål.

Så det er en hel jordklode, der er på vandring nu. Hver for sig og alene – og måske søgende efter en mening, som kan virke lige så langt væk som den indre ro, mange savner. Det giver derfor mening, når mange fortæller, at de føler sig angste og urolige, mens andre måske reagerer mere aggressivt og udadrettet. Fælles for mange er, at de savner den indre ro og måske en erkendelse af, at vi som mennesker er alene i verden.

For som ørkenfaderen Abba Alonios (det 4. århundrede) sagde:

”Den, som ikke siger i sit hjerte: Gud og jeg er alene i denne verden, finder ingen fred.”

Den gode nyhed er, at man ikke behøver at vente på, at, myndighederne åbner op for rejser igen, så man kan flytte fysisk ud i ørkenen for at finde sig selv og den indre ro. Man kan med ørkenmoderen Amma Syncletica af Alexandria (cirka 270-350) sige:

”Der er mange, som bor i bjergene og opfører sig, som om de var i byen. De spilder deres tid. Det er muligt at være ensom i ens sind, mens man lever i en menneskemængde. Og det er muligt for dem, der er enere at bo i mængden af deres egne tanker.”