Hvad er synd ifølge kristendommen?

Begrebet ”synd” er et uhyre centralt begreb i kristendommen, og det hænger tæt sammen med begrebet tilgivelse. Synd er nemlig det, der skal tilgives. Spørgsmålet er så, hvad det ifølge kristendommen er, der skal tilgives; altså hvad, der defineres som synd. 

Ifølge den mere ”folkereligiøse” forståelse sammenkædes synd ofte med overtrædelse af de ti bud, som vi kender dem fra Det gamle Testamente - for eksempel buddene om ikke at lyve, stjæle, slå ihjel, om ikke at misbruge Guds navn og ikke mindst buddet om ikke at bedrive hor. Denne forståelse opfatter synd som noget meget håndgribeligt: overtrædelsen af et bud, som Gud har indført.

Ser man nærmere på Bibelens opfattelse af synd, er denne definition ikke helt forkert, men heller ikke helt rigtigt. For den bibelske opfattelse af synd spænder fra en opfattelse af synd som overtrædelsen af et håndgribeligt forbud eller påbud til en dyb indsigt i det menneskelige sinds kringelkroge, tvetydige motiver og tilbøjelighed til at ødelægge det gode.

Man kan definere kristendommens opfattelse af synd - ud fra de bibelske skildringer - som brud med fællesskabet. Både fællesskabet med Gud og mennesker, og det åbenbare såvel som det skjulte brud.

I Bibelen møder vi første gang synd i fortællingen om ”syndefaldet” (1. Mosebog kapitel 3), hvor Bibelen beretter om Adam og Eva, der spiser af den forbudte frugt på kundskabens træ. Historien forklarer ikke, hvorfra det onde i skikkelse af slangen kommer, men skildrer snarere syndens mulighed som en del af skabelsen, som en del af det at være menneske. I den forstand er der noget mytisk over syndefaldsberetningen, for så vidt ´mytisk´ forstås som det, der altid sker for ethvert menneske.

Ved at spise af frugten bryder Adam og Eva ikke alene fællesskabet med Gud, som de derfor gemmer sig for efter ”måltidet”. De bryder også fællesskabet med hinanden, som det fremgår af de beskyldninger, Adam og Eva retter mod hinanden, da Gud finder dem. Synden er at bryde fællesskabet – og konsekvensen er afstand mellem mennesker og mellem menneske og Gud.

Som sagt giver beretningen ikke forklaringen på det ondes opkomst, men skildrer derimod synd både som skyld og skæbne: Som skyld idet den enkelte kan holdes ansvarlig for sin gerning, ligesom Gud holder Adam og Eva ansvarlige. Som skæbne i kraft af beretningens stemning af, at dette fald nødvendigvis må ske.

Denne ”syndens dobbelthed” er en væsentlig del af kristendommens forståelse af synden; at synd er noget, jeg som menneske nødvendigvis kommer til ved simpelthen at være menneske, men som jeg samtidig holdes ansvarlig for.

Synden er en ”magt”, som mennesket langtfra altid frit og fornuftigt bare kan fravælge, men samtidig holdes mennesket ansvarligt som synderen. Det kan umiddelbart lyde urimeligt, men denne dobbelthed af personlig skyld og uundgåeligt vilkår er dels en realistisk skildring af menneskets situation, dels en fastholdelse af mennesket som ansvarligt væsen.

Senere i Bibelen indgår Gud og ”folket”, israelitterne, en række pagter. Kort fortalt går pagten ud på, at Gud vil være folkets Gud og beskytte folket, gøre folket stort og give det landet, der flyder med mælk og honning, hvis folket holder sig til Gud alene og holder Guds bud.

Det, man kan kalde ”den store pagt” indgås i sidste del af Bibelens anden bog, 2. Mosebog. Her henter folkets leder, Moses, tavlerne med de ti bud. Da han kommer ned fra Sinjabjerget med buddene har folket imidlertid tabt tålmodigheden og tilbeder i stedet en guldkalv.

Dette svigt indvarsler en række lignende svigt, hvor ”hoved-synden” er folkets brud med fællesskabet med Gud. En del af buddene – både de ti bud og en lang række andre påbud og forbud – skal ganske vist regulere forholdet mellem mennesker, mens andre bud handler om forholdet til Gud. Det er imidlertid vanskeligt at skille disse to forhold ad; forholdet til Gud og forholdet til medmennesket.

Bruddet med det ene fællesskab, er også et brud med det andet. Når kong David i 2. Samuelsbog kapitel 11-12 gør soldaten Urias’ hustru Batseba gravid, mens Urias ligger ved fronten og David bagefter får Urias sat på den berygtede uriaspost forrest ved fronten, så han, Urias, kort efter bliver dræbt, er det ikke alene en sag mellem de involverede mennesker. Det er også Guds sag. Eller rettere: Det er også et brud med fællesskabet med Gud.

I det hele taget er synd meget kollektivt forstået i store dele af Det Gamle Testamente, hvilket også fremgår af de for os i dag uforståelige ord fra Det gamle Testamente om, at fædrenes synder nedarves på børnene. Tilsvarende er der i Det Gamle Testamente ofte en nær sammenhæng mellem synd og straf. Det fremgår også af historien om David og Batseba, hvor deres barn må dø som Guds straf.

Mens synd i Det Gamle Testamente er de rimeligt håndgribelige brud på buddene, bliver det lidt mere kompliceret i Det Nye Testamente. Det skyldes først og fremmest, at Jesus skærper opfattelsen af, hvad der er synd: Nu er det ikke længere blot den konkrete handling at slå ihjel eller at bedrive hor, men blot tanken om det, der er syndig.

Det vil sige, at synd også har at gøre med handlingens motiv. Og netop dette, motivet bag handlingen, er baggrunden for sammenstødene mellem Jesus og farisæerne vedrørende spørgsmålet om synd. For mens farisæerne ifølge evangelisterne lægger vægten på den ydre, synlige overholdelsen af loven, har Jesus en meget skarp sans for, at netop denne ydre lovoverholdelse lige så vel kan være drevet af selviske motiver som af fromhed.

Den lille lignelse (Lukasevangeliet kapitel 18, vers 9-14) om tolderen, landsforræderen, og farisæerne, der går op til templet for at bede, hvor farisæerne takker Gud for sin fromhed, mens tolderen sænker blikket og blot beder med ordene ”Gud, vær mig arme synder nådig”, illustrerer tydeligt, at selv den tilsyneladende fromhed kan være lige så meget synd, forstået som brud med fællesskabet, som den mere åbenlyse selviskhed.

På den måde skærper Jesus forståelsen af synd, så ingen kan sige sig fri for at være en synder. Men samtidig er Jesus nærmest ødsel med tilgivelse. Han møder alle ”de forkerte”, ”toldere og syndere”, som det ofte hedder, med Guds kærlighed og tilgivelse. Og understreger samtidig, at det største bud i loven er buddet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Det vil sige, at han peger på fællesskabet med Gud og mennesker som menneskets opgave.

Apostlen Paulus er måske den, der i traditionen siden Jesus skarpest indkredser, hvad synd er: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Romerbrevet kapitel 7, vers 19). Med disse ord rammer han den føromtalte erfaring af synden som ”en magt”, mennesket kan være underlagt, samtidig med at også Det Nye Testamente og kristendommen fastholder mennesket som ansvarlig for at følge denne magt og ødelægge fællesskabet, være en synder.

Samtidig udfolder Paulus meget tydeligt, at mennesket som synder ”retfærdiggøres ved tro”, hvilket vil sige, at mennesket ikke genopretter det brudte forhold til Gud ved hjælp af gode gerninger eller from levevis, men ved at tage imod Guds kærlighed, som den er kommet til syne i Jesus.

Opsummerende er synd ifølge kristendommen mangel på kærlighed til Gud og næsten og altså brud med fællesskabet. Tilgivelse er følgelig, at Gud i Jesus genopretter dette brud og sender mennesket ud i verden med kravet om at tage vare på fællesskabet mellem mennesker.

I de forskellige fortolkninger af kristendommen har man gennem tiden lagt meget forskellig vægt på, hvad synd var mere konkret. Ifølge min opfattelse er det både vanskeligt og nemt at sige, om noget er synd, det vil sige brud med fællesskabet eller ikke-kærlighed til Gud og næsten. Det er vanskeligt fordi, det er meget afhængigt af sammenhængen.

Er det altid synd at lyve? Kan sex selv i det mest kirkeligt velsignede forhold ikke også være kold og et brud på de tos fællesskab? Er det synd at slå ihjel? Modsat ved vi ofte ganske klart, når vi bryder med fællesskabet, går vores egne, selvviske, veje. Digteren Søren Ulrik Thomsen skriver et sted til spørgsmålet om synd: ”Det bedste svar, jeg har hørt på spørgsmålet, er: 'Synd – det ved du da udmærket, hvad er'”!

Fandt du artiklen interessant og har du lyst til at blive opdateret på nyheder om kristendom? Så tilmeld dig Kristendom.dk's ugentlige nyhedsbrev ved at klikke her.