Hvad fortæller Bibelen om håb i krisetider?

Når mennesker og samfund kommer i krise, er det et gennemgående træk i Bibelen, at håbet bliver retningsgivende. Denne artikel bringer en række nedslag der viser, hvordan håb er blevet italesat i både Det Gamle og Det Nye Testamente i krisetider. Foto: Patrick Fore/Unsplash

Håb er at vente i tillid og fortrøstning. Det er et gennemgående træk i Bibelen, at håbet formuleres og får billeder, når mennesker og samfund kommer i krise. Håbet er det, der handles ud fra. Her er nogle eksempler – til hjælp i en krisetid

Håbets indhold: En ny begyndelse
Denne verden og dens nuværende tilstand har en ende. Det er den opfattelse, som flere gange kommer til udtryk i Bibelen. Men ”verdens ende” kommer vel at mærke som en ny begyndelse. Den nuværende tilstands ophør ses i håbets lys.

I Bibelens eskatologi, altså ”læren om det sidste”, handler det ikke om, at verden går under, men om en ny begyndelse. Alt bliver nyt, men ikke som noget ukendt, fordi den nye verden har et indhold, som kendes fra den menneskelige erfaring af godhed og lykke. Den nye begyndelse kaldes for Guds rige, det vil sige den tilstand, hvor Gud alene har magten.

Fra det Gamle Testamente
Exodus – udvandringen af Egypten

Fortællingen i 2. Mosebog om udvandringen fra Egypten er en ”håbsfortælling”. I påsken fejredes folkets tilblivelse. Her blev folket til på ny på trods af ydre omstændigheder. 2. Mosebog kapitel 1-15 har af den danske forsker Johannes Pedersen fået betegnelsen ”påskelegenden”. Denne tekst er nemlig den jødiske påskes festlegende.

Som hovedperson står Moses, og det er hans liv og opgave, vi følger. Det israelitiske folk er slaver i Egypten, men vokser som befolkning. Den egyptiske farao prøver at begrænse dette ved at kræve alle israelitiske drengebørn dræbt. Moses reddes på underfuld vis og vokser op ved faraos hof, men flygter som voksen ud i ørkenen. Her møder han Gud, der taler til ham gennem en brændende tornebusk:

”Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land, der flyder med mælk og honning” (2. Mosebog, kapitel 3, vers 7).

Moses ledte folket ud i ørkenen og frem mod det nye land. Trods kriser og tvivl blev det folkets erfaring, der kom til udtryk i 5. Mosebog, hvor Moses siger til Josva:

”Herren selv går foran dig, han vil være med dig, han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig; vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme” (5. Mosebog, kapitel 31, vers 8).

Immanuel – ”Gud med os”
Profeterne i Det Gamle Testamente ses som Guds stemme i folket. I krisetider står de frem og forkynder både dom og håb. I Esajas‘ bog kapitel 7 er Jerusalem truet med erobring af en koalition af fjender (år 734-32). Kong Akaz er frustreret og kan ikke bestemme sig for at yde modstand. Esajas møder op hos ham med Guds håbsskabende ord:

”Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Esajas bog, kapitel 7, vers 14).

Altså fødslen af en søn i kongeslægten er tegn på, at Gud er med sit folk. Han skal blive den konge eller messias (der betyder ”den salvede”), som folket kan sætte sine forventninger til. Profetien udtrykker altså et håb om, at Gud dog på et eller andet tidspunkt vil sende sin repræsentant, som skal udfri folket.

Det er da også Esajas, der har det utroligt smukke billede af ”fredsriget”, der er blevet til på baggrund af den daværende krigs rædsler. En ny tid skal komme, hvor:

”Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen” (Esajas’ bog, kapitel 11, vers 6-7).

Salmernes Bog – Jeg frygter intet ondt, for du er hos mig
Salmernes Bog er poesi og består af klagesange, hymner, og takkesalmer. Salmerne har været brugt kultisk ved templet i Jerusalem – især i tiden efter hjemkomsten fra Babylon, det vil sige fra tiden efter år 500. Det er meget vanskeligt at finde frem til situationen bag den enkelte salme og dermed også at sætte årstal på dens affattelse. Derfor kan mange af salmerne godt være blevet til i kongetiden, altså før eksilet i Babylon. Salmernes Bog er måske den del af Det Gamle Testamente, som fik størst betydning for evangeliernes skildring af Jesus og fik dermed også afgørende betydning for kirken.

Salmerne taler stadig til såvel fællesskab som individuelt i et rigt billedsprog til trøst, opmuntring og håb.

Salme 23 har tillid som centrum med billedet af Gud som hyrden, der beskytter mod fjenden, vogter sin hjord og sørger for den enkelte. Forfatteren oplever da også trygheden ved at være i Guds eget hus, templet:

”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig” (Salmernes Bog, kapitel 23, vers 2-4).

I salme 121 udtrykkes Guds nærhed fyldt med tillid:

”Herren bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre side” (Salmernes Bog, kapitel 121, vers 5).

Og i Salme 71 er Gud den borg, hvor man kan søge ly og sikkerhed:

”Hos dig, Herre, søger jeg tilflugt, lad mig aldrig blive gjort til skamme! Red mig og befri mig i din retfærdighed, vend dit øre mod mig, og frels mig! Vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg” (Salmernes Bog, kapitel 71, vers 1-3).

Fra Det Nye Testamente
Guds rige er kommet nær

I Jesu forkyndelse er Gudsriget et nøglebegreb. Jesus forkynder Guds rige som den tilstand, hvor Guds vilje sker. Denne tilstand er nærværende i hans egen person, når han helbreder, uddriver dæmoner, tilgiver. Guds rige kommer i Jesu forkyndelse også til udtryk i billeder og lignelser. Det er en tilstand, der på én gang er en realitet her og nu og dog først engang skal blive en altomfattende virkelighed. Guds rige lader sig ikke definere. Men det kan måske sammenlignes med en vej, der forandrer sig og udvider sig, idet man går ind på den.

Jesu forkyndelse af Guds rige står i modsætning til et samfund i krise. Den romerske besættelsesmagt lagde et voldsomt tryk på den jødiske befolkning. Det udløste oprør og politiske forventninger. Gudsriget skulle fremtvinges med magt. Det religiøse parti af farisæere opildnede til lovoverholdelse. På Israels folk lå der en skyld, der kun kunne fjernes ved lovoverholdelse: Hvis folket blot én eneste dag kunne overholde loven ville Guds rige komme, hævdede farisæerne.

I Jesu forkyndelse af Guds rige er der følgende sammenhæng:

- Et håb der indebærer en fordring om ikke at isolere sig i forhold til nutiden og dens problemer, men at engagere sig i en forandrende indsats i vores nutid.

- Et håb om en kommende verden, hvor Guds kærlighed alene har magten. De første generationer af kristne så dette håb bekræftet i Jesu opstandelse.

At leve uden bekymring
I modsætning til sin egen tids krisestemning taler Jesus om bekymringsløshed. Bekymring er at være optaget af sig selv. Man tror, at man selv kan styre sit og andres liv. I Mattæusevangeliet kapitel 6, som er en del af den såkaldte Bjergprædiken, siger Jesus:

”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen” (Matthæusevangeliet, kapitel 6, vers 2).

Han henviser til himlens fugle og markens blomster, som Gud giver føde og klæder i farver. Og Jesus fortsætter:

” Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matthæusevangeliet, kapitel 6, vers 33).

Det vil sige, at man skal have tillid til Gud og det, han vil have mennesket til, så sørger han for alt andet. Jesus opfordrer altså sine tilhørere til at have et helhjertet forhold til Gud og næsten.

I Johannesevangeliet bruger Jesu udtrykket fred:

”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” (Johannesevangeliet, kapitel 14, vers 27).

Går vi videre til Peters Første Brev ser vi bekymringsløsheden udtrykt således i forfatterens opfordring:

” ..kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer” (Peters Første Brev, kapitel 5, vers 7).

Johannes’ Åbenbaring, Bibelens sidste skrift, er blevet til på baggrund af den første systematiske forfølgelse af de kristne menigheder i tiden omkring år 95. I en række syner og visioner ser forfatteren de sidste tider og den nye verdens frembrud – alt sammen skrevet til trøst og håb for en række menigheder i Lilleasien. I det sidste kapitel hedder det:

”Og jeg så en ny himmel og en ny jord…. han (Gud) vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Johannes’ Åbenbaring, kapitel 21, vers 1 og 3-4).

Kilde: Gads Danske Bibelleksikon