Hvad skal vi rette vores begær imod?

Er det en dårlig ting at begære de ting, andre mennesker har – eller kan det også skabe en sund form for konkurrence? På baggrund af det niende Gin&Tonic-natkirkearrangement i Grundtvigs Kirke reflekterer sognepræst Vibeke Bidstrup over begærets begrænsninger og funktion

Arrangementets udgangspunkt var Moselovens niende bud: "Du må ikke begære din næstes hus " - med balletmester Nikolaj Hübbe.

I det niende bud bliver vi fortalt, at vi ikke må begære vores næstes hus. Den gammeltestamentlige tanke har sandsynligvis været, at vi ikke må ønske at eje det, som vores medmennesker har. Vi skal så at sige være tilfredse med det, som vi selv har. Men spørgsmålet er, om det ikke også kan have en positivt effekt, hvis vi begærer eller stræber efter det, som andre har eller kan. Fordi når vi stræber efter det, som andre har eller kan, så kan det betyde, at vi bliver bedre til det, som vi selv laver. At vores begær med andre ord også kan føre til en sund form for konkurrence.

Balletmester og tidligere balletdanser Nikolaj Hübbe var samtalepartner til det niende arrangement i rækken af Grundtvigs Kirkes Gin&Tonic-natkirker. Han mener, at konkurrence kan være sundt for os mennesker, fordi det får os til at gøre vores bedste og udvikle os, og vi kan blive inspireret. Derfor kan den form for konkurrence, som balletverdenen er præget af, være givende både for balletten og for den enkelte danser.

Det er meget svært at blive professionel balletdanser. Der er rift om pladserne og derfor også meget konkurrence. Konkurrence kan let føre til misundelse og jalousi, fordi man vil være bedre end den anden. Men begæret eller længslen efter at blive bedre end de andre kan også være en stor drivkraft og inspiration, så man bliver endnu bedre.

Men Nikolaj Hübbe mener faktisk, at man ikke først og fremmest skal opfatte det som konkurrence imod de andre. Derimod er det primært en konkurrence imod sig selv. Når man står og øver ballet foran spejlet, så skal man ikke kigge på de andre, man skal udelukkende fokusere på sig selv. Men alligevel kan det være givende at have en rival, fortalte Nikolaj Hübbe. Altså en at konkurrere imod. Han havde selv en rival i en af sine gode venner, da han var balletdanser. De havde presset hinanden til at blive bedre balletdansere ved at konkurrere, men de havde også støttet og hjulpet hinanden, så det havde været en sund konkurrence.

Nikolaj Hübbe fortalte også, at det er vigtig for ham, at hans balletkompagni forstår, at alle er vigtige, men på hver deres måde. Der er ikke mange solister inden for balletverdenen, og det er svært at komme op i forreste række på scenen. Derfor er det vigtigt at forstå, at man også spiller en værdifuld rolle, når man er en del af bagtroppen. Man skal yde for den højere sags tjeneste, som i dette tilfælde er balletten. Derfor skal hele gruppen stå sammen for at skabe den bedst mulige forestilling; både solister, baggrundsdansere, musikere, lysteknikere og alle de andre, der er involverede. Alle er en del af processen, og det er vigtigt, at alle gør deres bedste. Alle skal rette deres begær mod at skabe den bedst mulige forestilling.

Begæret er en drivkraft
At det er sundt at rette sit begær eller sin drivkraft mod et højere formål, mener jeg, Nikolaj Hübbe har helt ret i. Hvis det hele bare handler om os selv, er det ikke sundt, og så opstår der hurtigt en skadelig form for konkurrence. Nikolaj Hübbe mener, at man skal rette sit begær mod et højere formål, men alligevel mener han stadig, at det kræver et stort ego at blive den bedste. Fordi det kræver, at man primært konkurrer imod sig selv, og ikke imod de andre, og den form for konkurrence kræver et stort ego.

I kristendommen har vi kaldstanken – altså tanken om, at vi alle er kaldet til at lave noget forskelligt og have forskellige fagligheder. Nogle er kaldet til at være mekanikere, sygeplejersker, journalister, præster, balletdansere og så videre. Der er brug for os alle sammen, men på forskellig vis. Jeg mener også, at man med udgangspunkt i kaldstanken kan argumentere for, at vi skal dygtiggøre os inden for vores fag. Jeg mener, at den dygtiggørelse kan finde sted i en sund form for konkurrence. Vi har alle sammen en forpligtelse mod et højere fagligt formål.

Den misundelse og jalousi, som skadelig konkurrence kan føre til, det er nogle af de mest ødelæggende menneskelige følelser. Når vi bliver misundelige på andre og begærer det, som andre har, så kan vi hurtigt miste det højere mål af syne. Vi kan have svært ved at glæde os på andres vegne og blive inspireret til selv at blive bedre. Vi kan glemme, at vi skal fungere som et fællesskab. Men jeg tror også, at vi kan være i en sund konkurrence med os selv og andre, hvor vi indgår i fællesskabet og gerne vil yde vores bedste, fordi vi har et højere mål i sigte.

Jeg tror, at der findes en stor drivkraft i begæret. Men det skal være rettet mod et højere formål uden kun at handle om os selv eller andre, for på den måde kan det drive os frem og gøre os bedre.