Debat

Hvad sker der, når præsten får maden galt i halsen?

Spaghettigudstjenester er populære i hele Danmark, og det er med god grund, mener Mogens Mogensen. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Poul Joachim Stenders kritik af mad i kirken rammer Jesus, der gjorde måltiddet til en ramme om forkyndelsen, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen

Da jeg i dag surfede på nettet, faldt jeg over en artikel om, hvad der sker, når man får noget galt i halsen? Artiklen interesserede mig, fordi jeg undertiden har haft den ubehagelige oplevelse at få noget galt i halsen.

Det var egentlig rart at få en forklaring på fænomenet:

”Der går to rør ned i kroppen fra vores svælg. Forrest luftrøret med struben, der leder luft til og fra lungerne, og bagved spiserøret, som fører mad, drikke, mundvand og slim fra næse og bihuler ned i mavesækken. For enden af tungen sidder der en flap kaldet strubelåget. Hver gang man synker, klapper strubelåget ned og lukker for struben, så den tyggede mad kun kan komme ned i spiserøret og ikke i luftrøret. Det sker reflektorisk, uden at vi behøver at skænke det en tanke. Men det kan gå galt, fx hvis man taler, mens man spiser …”.

Og konsekvensen kan, som mange har erfaret, være ubehagelige, både for en selv og for omgivelserne: ” Påvirkningen af slimhinden i strube og luftrør udløser straks hoste for at få fremmedlegemet op af luftvejen. Det stakkels offer hoster og sprutter og kan blive ildrød i ansigtet af anstrengelse.”

Da jeg læste denne interessante net-artikel, kom jeg til at tænke på en udtalelse af sognepræst Poul Joachim Stender i Kristeligt Dagblad tidligere på ugen: ”Mad er blevet et tilløbsstykke i folkekirken”. Han mener, at den mere og mere udbredte praksis med måltider i forbindelse med kirkens virke er gået langt over gevind, og at det sker på bekostning af forkyndelsen:

”Hvis man ét sted oplever succes med spaghetti-gudstjenester eller påskemiddag, så breder dig sig som en steppebrand,” hvæser sognepræsten. ”Vi har bevæget os for langt væk fra forkyndelsen. Der er ikke meget bibelhistorie i spaghetti og kødsovs. Vi trænger måske til nogle Johannes Døber-skikkelser, der tør gå imod strømmen. Det vigtigste er jo immervæk at spise Guds ord.”

Måltidet er vigtigt i kirken

Jeg burde som menighedsrådsformand ved en kirke, hvor måltidsfællesskabet i de senere år er begyndt at spille en større rolle i flere af kirkens aktiviteter, klæde mig i sæk og aske og bekende vor synd for pastoren. Men problemet er bare, at vor erfaring gennem flere år er, at måltidsfællesskabet underbygger og fremmer forkyndelsen af evangeliet, det kristne fællesskab og omsorgen for enlige. Det gælder, når vi har spist sammen til alpha-kurser, til fællesskabsaftener, til spaghettigudstjenester, ved skærtorsdagsgudstjenenster med videre.

Hvad værre er, så rammer præstens kritik egentlig også Jesus, der ifølge evangelierne havde for vane at gøre måltidet til en ramme for sin forkyndelse. Alene i Lukasevangeliet er der beretninger om 10 måltider, hvor Jesus deltog. Og ikke nok med det, den sidste aften før han blev korsfæstelse, gjorde han disciplenes måltidsfællesskab med ham til et billede på kirken.

Lige siden har kristne menigheder over hele kloden inkluderet et måltidsfællesskab med Jesus i deres gudstjenester. Som det fremgår af evangeliet fik han da også kritik for sine måltider:

”Hvad skal jeg da sammenligne mennesker i denne slægt med? Hvad ligner de? De ligner børn, der sidder på torvet og råber til hinanden: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I græd ikke. For Johannes Døber er kommet, han hverken spiser brød eller drikker vin, og I siger: Han er besat. Og Menneskesønnen er kommet, han både spiser og drikker, og I siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!” (Luk 7,31-34).

Noget tyder på at sognepræsten har fået maden galt i halsen, men det er der heldigvis råd for. Vi må håbe, at der er nogen, der kan dunke den gode præst i ryggen, så han ikke fortsætter med at hoste og sprutte og bliver ildrød i ansigtet.