Hvad skete der ifølge Bibelen mellem påske og pinse?

Hvor var den opstandne Jesus mellem påskemorgen og himmelfarten? Og hvad foretog hans disciple sig? Evangelierne fortæller os meget lidt. Vi prøver med denne artikel at samle op på de få oplysninger

Mattæusevangeliet: Jesus møder sine disciple i Galilæa
Det sidste kapitel i Mattæusevangeliet (kap. 28) fortæller om påskemorgen. To kvinder, Maria Magdalene og ”den anden Maria” går ud tidligt om morgenen til graven – og finder den tom. En engel forkynder, at Jesus er opstanden og siger: ”Skynd jer at gå hen og sig til hans disciple: Han er oprejst fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa, dér skal I se ham” (vers 7). De løber tilbage og fortæller disciplene, hvad der er sket, men på vejen møder de den opstandne Jesus, der siger, at han vil møde sine tilhængere i Galilæa. Samtidig har ypperstepræsterne nu befalet vagtmandskabet ved graven, at de skal udsprede det rygte, at Jesu legeme er blevet stjålet.

Scenen skifter (vers 16-20) til Galilæa. De 11 disciple drager til Galilæa og når frem til det bjerg, hvor den opstandne Jesus vil møde dem. Det nævnes, at disciplene tvivlede. Men alligevel giver Jesus giver dem missionsbefalingen, nemlig at de skal gå ud i alverden og udbrede budskabet om Jesus, døbe og lære dem at holde alt det, som han selv har lært sine disciple. Med denne opgave slutter evangeliet. Hvilket bjerg, der er tale om, og hvornår det sker, nævnes ikke. Jesu himmelfart er heller ikke nævnt.

Markusevangeliet: Missionsforkyndelsens udgangspunkt
Markusevangeliet har to afslutninger. Den første (vers 1–8) er selve beretningen om påskemorgen. Ligesom i Mattæusevangeliet er der kvinder – denne gang tre (Maria Magdalene, Maria, der er Jakobs hustru, og Salome), der går ud til graven for at salve Jesu legeme. Højdepunktet er mødet med en engel (en ung mand i skinnende klæder), der giver dem opstandelsesbudskabet. Englen fortæller dem, at de skal møde den opstandne i Galilæa. Og med frygt og forfærdelse skynder de sig væk fra den tomme grav. Her ender evangeliet tilsyneladende.

Men yngre håndskrifter føjer en afslutning mere til (vers 9 -20). Her fortælles om den opstandne Jesus, der viser sig fire gange: Først for Maria Magdalene. Dernæst for to disciple, der er på vandring ud på landet. Så viser Jesus sig for de 11 disciple, da de holder måltid – og her giver han dem missionsbefalingen. Endelig viser han sig for disciplene, da han optages til himlen.

Evangeliet slutter med en kort sammenfatning af disciplenes missionsforkyndelse. Det fremhæves, hvordan disciples frygt og tvivl til sidst overvindes, så forkyndelsen af Jesus kan udbredes. Markusevangeliets sekundære afslutning synes at være en selvstændig overlevering, der i sig indeholder, hvad der udfoldes især i Lukas- og Johannesevangeliet. Den er så vedføjet Markusevangeliet – måske fordi man har syntes, at den manglede en afslutning på linje med de øvrige evangeliers.

Lukasevangeliet: Den opstandne viser sig i virkelighedens verden
Det sidste kapitel i Lukasevangeliet (kap. 24) fortæller først om påskemorgen – stort set som i Markusevangeliet. Dernæst følger den flotte og levende fortælling om Jesus, der viser sig for to disciple, der er på vej til landsbyen Emmaus, lige udenfor Jerusalem. De er i samtale om det, som netop er sket. På vejen slutter en fremmed (Jesus) sig til dem, men de genkender ham ikke. Han foregiver at være udvidende om det, som de er nedslåede over og optaget af, og får derved lokket ud af dem, hvad de har oplevet. De beskriver nu, hvordan Jesus, som de betegner som profet, er blevet henrettet, og at dette nu har frataget dem håbet om, at han skulle være Israels frelser.

Disciplene er nået til deres bestemmelsessted. De beder nu den fremmede om at blive og overnatte. Da de spiser sammen, og han bryder brødet, åbnes deres øjne, og de genkender ham. Den fremmede er forsvundet, og nu gælder det om at fortælle dette nye til de øvrige disciple. Kommet tilbage til Jerusalem bliver de mødt med budskabet om, at Peter har set den opstandne.

Emmausfortællingen efterfølges af endnu en tilsynekomst, hvoraf det første led i beretningen (36-43) ligger tæt op ad Johannesevangeliet kap. 20, og af den grund regnes det for sekundært. I det næste led i den afsluttende fortælling om Jesu selvåbenbaring (44-49) udlægger Jesus igen skriften som vidnesbyrd om sin lidelse, død og opstandelse, men nu med et nyt motiv: Evangeliets udbredelse til alle folkeslag med Jerusalem som udgangspunkt. Disciplene skal blive i Jerusalem indtil Helligåndens komme, der så skal udruste dem til missionen. Herved knyttes forbindelsen til næste del af Lukas’ værk, Apostlenes Gerninger. Evangeliet når nu sit afsluttende højdepunkt med skildringen af Jesu himmelfart ved landsbyen Bethania. Disciplene vender tilbage til Jerusalem og til templet, hvor de lovpriser Gud.

Johannesevangeliet: Den opstande Jesus viser sig tre gange for sine disciple.
I Johannesevangeliets to sidste kapitler (kap. 20 og 21) får vi først en fortælling om begivenhederne ved Jesu grav. Men til forskel fra de tre andre evangelier får vi dernæst en langt mere udførlig beretning om tiden efter påske. Tre gange åbenbarer den opstandne Jesus sig for sine disciple.

Selve fortællingen om påskemorgen er anderledes end i de øvrige evangelier. Maria Magdalene er gået ud til graven tidligt om morgenen. Hun finder stenen væltet fra graven og løber straks tilbage for at fortælle det til Peter og ”den anden discipel” (Johannes). Udenfor graven møder hun dernæst den opstandne Jesus.

Derefter følger de tre åbenbaringer for disciplene:

1) Samme aften er disciplene forsamlede – måske er det den første kristne gudstjeneste (kap. 20, 19-23). Jesus hilser dem med et ”Fred være med jer”. Han viser dem sårene på hænderne og i siden. Han ånder på dem, hvorved de modtager Helligånden, og han giver dem myndighed til at forlade andre deres synder.

2) Otte dage efter åbenbarer Jesus sig igen for sine disciple, da de er forsamlede – måske til gudstjeneste (kap. 20, 24-29). Thomas, som ikke mødte Jesus den første gang, tvivler og vil som bevis kunne stikke sin finger i Jesu sår. Thomas tror nu på, at Jesus er opstået. Kapitel 20 ender ud i en epilog, hvor det fortælles, at Jesus gjorde mange andre tegn for sine disciple.

3) Et ekstra kapitel (kap. 21) fortæller nu om Jesu tredje åbenbaring for disciplene. Men scenen er nu henlagt til Galilæa, hvor disciplene tilsyneladende har genoptaget deres tidligere liv. De er beskæftiget ved fiskeri på Genesaret sø, da Jesus viser sig for dem og gør, at de får en stor fangst, og dernæst holder måltid med dem. Kapitlet slutter med, at Peter indsættes som disciplenes og dermed den kristne menigheds leder. Himmelfart og pinsen nævnes ikke.

Apostlenes Gerninger: Menigheden grundlægges
Apostlenes Gerninger kapitel 1 genoptager og fortsætter Lukasevangeliet. I 40 dage efter opstandelsen, fortælles det, belærer Jesus sine disciple om Guds rige og fastsætter dernæst, hvem der skal være de 12 apostle (udsendinge). Dernæst skildres himmelfarten, som her foregår på Oliebjerget. Disciplene vender tilbage til Jerusalem, hvor de venter på Helligåndens komme, pinsen.