Bibelen om liv og død

Nyd weekendens sol og blå himmel. Efterårsvejret indhenter os mandag, lyder meteorologernes råd.

Nyd weekendens sol og blå himmel. Efterårsvejret indhenter os mandag, lyder meteorologernes råd. - Foto: Foto: / Stock.xchng

I Det Gamle Testamente er Gud de levendes Gud, men i Det Nye Testamente er Gud med i døden, så ingen længere skal dø for sig selv

At mennesket overhovedet skal dø, forklarer Bibelen i beretningen om syndefaldet (1. Mosebog 3). Menneskets synd er at ville være som Gud, og dermed sætter mennesket sit forhold til Gud over styr.

Konsekvensen af syndefaldet er som bekendt dommen om, at mennesket skal være dødeligt. I Det Gamle Testamente er der ikke meget håb om et liv efter døden. Døden er afslutningen på livet og ikke indgang til en evig form for eksistens:

"For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting! De får ingen løn, for deres navn er gået i glemme. Både deres kærlighed, deres had og deres misundelse er allerede gået til grunde; de får i al fremtid ikke del i noget af det, der sker under solen" (Prædikerens Bog 9,5-6).

Derfor skal det jordiske liv påskønnes, for når døden indtræffer, er det definitivt slut:

"Nyd livet med den kvinde, du elsker, i det tomme liv, Gud har givet dig under solen, for det er din løn i livet og i det, du slider med under solen. Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt, for i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom" (Prædikerens Bog 9,9-10).

Gud er den levende Gud (5. Mosebog 5,26) og har som sådan ingen kontakt med de døde:

"De døde lovpriser ikke Herren,
de som gik ned i stilheden" (Salme 115,17).

De døde er revet ud af hans hånd:

"Blandt de døde er jeg spærret inde,
som de dræbte, der ligger i graven,
dem, du ikke længere husker,
for de er revet ud af din hånd" (Salme 88,9).

Døden er således karakteriseret ved Guds fravær og glemsel. Hvor døden er, er Gud ikke, og hvor Gud er, er døden ikke. I Det Gamle Testamente er døden således først og fremmest den totale adskillelse fra Gud. Døden er indbegrebet af gudsforladthed.

Heroverfor er Det Nye Testamentes mest centrale påstand, at døden er overvundet og dødens problem ryddet til side i Jesu Kristi liv, død og opstandelse.

I Johannesevangeliet siger Jesus selv:

"Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø" (Johannesevangeliet 11,25).

Men allerede det, at Gud bliver menneske i Jesus Kristus (Johannesevangeliet 1), er et udtryk for, at Gud nu indlader sig med døden, ligesom også beretningerne om de mange helbredelser og dødeopvækkelser, som Jesus foretager sig, er udtryk for kampen mod døden og dens virkninger.

Jesu død på korset er kulminationen på kampen mod dødens magt. Ved Jesu korsdød er dødens magt definitivt overvundet, fordi Gud i Jesus selv er til stede i døden. Sejren over døden stadfæstes ved Jesu opstandelse fra de døde:

"Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?" (Paulus' Første Brev til Korintherne 15, 54-56).

At dødens magt er brudt betyder, at døden heller ikke længere et udtryk for gudsforladthed. Gud er med i døden, så ingen længere skal dø for sig selv:

"...for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren" (Paulus' Brev til Romerne 14,8).

At livet ikke længere er begrænset af dødens magt betyder, at det vil fortsætte efter døden som et liv hos Gud. Når Kristus kommer igen, skal alle døde således genopstå. Denne tanke er det, man også kalder det kristne opstandelseshåb:

"For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren" (Paulus' første brev til Thessalonikerne 4,13-17).

Opstandelseshåbet og budskabet om, at døden er overvundet, er ikke en bagatellisering af den fysiske døds realitet eller en lære om udødelighed. Derfor afviser Jesus også alle spekulationer om det hinsidige liv, hvordan det tager sig ud eller leves (Markusevangeliet 12, 18-27).

I modsætning til Jesus, der afviser spekulationerne om det evige liv, emmer Johannes' Åbenbaring af visioner om, hvad der skal ske med de døde ved Kristi genkomst.

Her skal de fordømte sammen med døden selv kastes i ild og svovlsøen:

"Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen" (Johannes Åbenbaring 20,12-15).

Derefter vil en ny skabelse finde sted. Her vil Gud og de mennesker, der er indskrevet i livets bog ikke længere være adskilt i himlen og på jorden, men Guds bolig vil være hos menneskene. Den nye skabelse er total og radikal: her er døden, sorg og pine være definitivt opslugt:

"Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
 Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« (Johannes' Åbenbaring 21,1-5).