Hvad siger Bibelen om ensomhed?

"Det er ikke godt for mennesket at være ene" og "Hellere to end en" hedder det i Bibelen, men Jesus selv opsøgte i perioder ensomheden

At det ikke er godt for mennesket at være alene er et ganske centralt tema i de bibelske skabelsesberetninger. I den første skabelsesberetning skaber Gud således mennesket som et par, nemlig som mand og kvinde og ikke blot det. Han opfordrer dem også til at blive mangfoldige, altså til at få børn (1. Mosebog 1,27-28).

I den anden skabelsesberetning pointeres det helt eksplicit, at det ikke er godt for mennesket at være ene. Derpå skaber Gud dyrene, men deriblandt finder Adam ikke en, der passer til ham, hvorefter Gud skaber kvinden ud af Adam. De to er således "et kød" og sådan skal de forblive (1. Mosebog 2,18-24).

Også i Prædikerens Bog er ensomhed et tema. Her hedder det "hellere to end en", eller "ve den ensomme, for hvis han falder, er der ingen til at rejse ham op". Det er også bedre at sove to sammen, for "hvordan kan den ensomme blive varm?" (Prædikerens Bog 4,7-12) .

I de såkaldte "individuelle klagesalmer" i Salmernes Bog gives der i flere tilfælde udtryk for en følelse af isolation i forhold til slægt og venner:

"Blandt de døde er jeg spærret inde,
som de dræbte, der ligger i graven,
dem, du ikke længere husker,
for de er revet ud af din hånd.
Du har kastet mig i den dybe grav,
i det mørke dyb.
Din vrede hviler tungt på mig,
alle dine brændinger lader du skylle over mig. Sela.
Mine bekendte har du taget fra mig
og givet dem afsky for mig;
jeg er spærret inde, jeg kan ikke komme ud" (Salme 88, 6-9).

Job oplever isolerethed i forhold til venner og familie:

"Mine brødre holder sig på afstand af mig,
 for dem, der kender mig, er jeg en fremmed.
 Mine nærmeste og mine bekendte har forladt mig,
 de folk, jeg havde boende, har glemt mig.
 Mine trælkvinder regner mig for en fremmed,
 i deres øjne er jeg en udlænding" (Job 19,13-15).

Isolationen og følelsen af ensomhed er således et punkt i den anklage mod Gud, som salmen eller Job giver udtryk for, og bekræfter skabelsesberetningernes og prædikerens syn på ensomhed som noget negativt. Se også Salme 31, Salme 38 og Salme 69.

Det nye Testamente følger Det gamle Testamentes syn på ensomhed: Mand og kvinde er skabt til at være ét kød (Matthæusevangeliet 19,5), og selvom Jesus undertiden ser ud til at foretrække ensomhed på afgørende tidspunkter i sit liv, for eksempel efter sin dåb, hvor han faster alene i ørkenen i 40 dage (Matthæusevangeliet 4,1-11), beder han dog sine disciple om, at de må være hos ham i hans sidste nat (Matthæusevangeliet 16,38).

Også Paulus ser ud til at bekræfte tanken om, at mennesket er skabt til at leve i fællesskab (Efeserbrevet 5,31), ikke bare i ægteskabet men også som menighed. Hvert menneske er således en del af et legeme, hvor ingen kan undværes (1. Korintherbrev 12,26-27).

På den anden side gør Paulus det ganske klart, at den ugifte stand har forrang for den gifte stand (1. Korintherbrev 7,1-7). Selv lever Paulus alene og anser det for en særlig nådegave (1. Korintherbrev 7,7), idet han indrømmer, at ægteskabet kan være det bedste for nogle, hvis de ikke kan finde ud af at leve afholdende (1. Korintherbrev 7,9).

Ægteskabet fremstår således overvejende som et nødvendigt onde, mens den, som lever alene, er lykkeligere (1. Korintherbrev 7,40) og har det privilegium, at han eller hun har fred og ro til at koncentrere sig om Gud (1. Korintherbrev 7,32-33).