Hvad siger Bibelen om kærlighed?

Historien om kærlighedsforholdet mellem Gud og mennesker er i høj grad også en historie om kærligheden mellem mennesker. Tegning: Morten Voigt

Ifølge Bibelen kommer kærligheden fra Gud, og vi kan kun elske hinanden, fordi han elskede os først

Bibelen er i grunden en stor fortælling om et kærlighedsforhold, nemlig det kærlighedsforhold, der eksisterer mellem Gud og mennesker. Derfor bruges flere steder i Bibelen også bryllupsbilledet som et billede på forholdet mellem Gud og hans folk. Gud sammenlignes med en trofast og kærlig ægtemand, der længes efter at være sammen med sin brud:

"Gå hen og råb til Jerusalem: Dette siger Herren:
Jeg husker din trofasthed, da du var ung,
din kærlighed, da du stod brud.
Du fulgte mig i ørkenen,
i et land, hvor ingen sår" (Jeremias' Bog 2,2).

Desværre er hun ham ofte utro med andre elskere:

"Hun smykkede sig med næsering og halskæde
og fulgte sine elskere.
Men mig glemte hun,
siger Herren" (Hoseas' Bog 2,13).

Alligevel forkaster ægtemanden ikke sin brud:

"Jeg forlover mig med dig for evigt;
jeg forlover mig med dig
i ret og retfærdighed,
i godhed og barmhjertighed.
Jeg forlover mig med dig i troskab,
og du skal kende Herren" (Hoseas' Bog 2,19).

Bryllupsbilledet føres videre i Det Nye Testamente. Menigheden venter således på Kristus i billedet af en brudgom (Matthæusevangeliet 25,1-13). I Efeserbrevet siges det direkte, at forholdet mellem mand og kvinde er en afspejling af forholdet mellem Kristus og menigheden:

"Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed - jeg sigter til Kristus og kirken" (Efeserbrevet 5,31-32).

Forholdet til Gud indebærer både i Det Gamle og Det Nye Testamente fordringen om at elske næsten. Forholdet til Gud er således ikke bare et forhold mellem to, men snarere et forhold mellem tre. Det formuleres således i Det Gamle Testamente:

"Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!" (4. Mosebog 19,18).

I Det Nye Testamente gøres det endnu mere tydeligt, at man ikke kan hævde at elske Gud, hvis man ikke elsker sit medmenneske. At elske Gud er at elske næsten: "Hvis nogen siger: "Jeg elsker Gud", men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder" (1. Johannesbrev 4,20-21).

I Det Nye Testamente skærpes fordringen om at elske næsten til også at gælde fjenden: " har hørt, at der er sagt: ""Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer" (Matthæusevangeliet 5,43-44).

Det Nye Testamente understreger også, at buddet om at elske Gud og næsten er det største bud i loven (Markusevangeliet 12,31). Ja, hele loven er endda indeholdt eller ligefrem opløst i det bud: "Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: "Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære", og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud:"Du skal elske din næste som dig selv". Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærlighed er altså lovens fylde" (Romerbrevet 13, 8-10).

I kærlighedens højsang (1. Korintherbrev 13) bekræfter Paulus vigtigheden af kærligheden. Selv troen er værdiløs uden den: "Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde" (1. Korintherbrev 13,1-3).

I Johannesbrevene og Johannesevangeliet bliver erklæringen "Gud er kærlighed" (1. Johannesbrev 4,16) altafgørende for forståelsen af, hvem Gud er. Identifikationen af Gud og kærlighed er hele årsagen til Guds gerninger: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Johannesevangeliet 3,16).

I Johannesevangeliet er buddet om at elske begrundet og forudsat i Guds kærlighed, som den kommer til udtryk i Jesu sendelse og selvhengivelse: Jesus elskede først, derfor skal disciplene elske hinanden: "Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden" (Johannesevangeliet 13,34).

Historien om kærlighedsforholdet mellem Gud og mennesker er, som det fremgår, i høj grad også en historie om kærligheden mellem mennesker. Fordi Gud i Kristus elsker mennesker, skal mennesker også leve i indbyrdes kærlighed. At leve som kristen er ifølge Bibelen at leve under kærlighedens lov: "Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov" (Galaterbrevet 6,2).

Kærlighedens lov omfatter som allerede nævnt langt mere end blot den nærmeste famillie, venner eller menighed, fordringen om at elske gælder også fjenden: "Men hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke" (Romerbrevet 12,20).

Ifølge Bibelen er forholdet til Gud således altid et forhold til det andet menneske, for: "Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig" (Matthæusevangeliet 25,40).

Historien om kærlighedsforholdet mellem Gud og mennesker er i høj grad også en historie om kærligheden mellem mennesker.