Kærlighedens betydning i Bibelen

Jesus udvider næstekærlighedshorisonten til også at omfatte den (efter datidens religiøse overbevisning) urene, synderen og fjenden. Foto af: "Sacred Heart of Jesus with Saint Ignatius of Loyola and Saint Louis Gonzaga" malet ca. 1170 fra Wikimedia Commons.

På Valentindsdag er kærligheden i centrum. Det er den også i Bibelen - hele året. Ifølge både Det Nye og Det Gamle Testamente har kærligheden sit ophav i Gud selv

Kærlighed. Op til Valentinsdag får begrebet pludselig lov til at fylde mere. Men i Bibelen er kærligheden vigtig hele vejen igennem.

”Størst af dem er kærligheden,” siger Paulus i en af de mest kendte og elskede passager i Bibelen, den såkaldte ”Kærlighedens højsang”. 

Og netop kærligheden løber da også som en rød tråd gennem Bibelen fra Det Gamle Testamente og pagten mellem Gud og Israel til Det Nye Testamente og Guds ultimative kærlighedsgerning ved Jesu død og opstandelse.

Gud er kærlighedens ophav
Kærligheden antager mange forskellige former i Bibelen, men der er aldrig tvivl om dens ophav: Kærligheden kommer fra Gud, der ud af intet har skabt verden. Og det er alene på grund af den guddommelige kærlighed, at menneskelig kærlighed overhovedet er mulig.

I Det Gamle Testamente er kærligheden til Gud dels begrundet i skabelsen og dels forbundet med Guds pagt med hans udvalgte folk, Israel. 

Selv om Det Gamle Testamente rummer en meget stor samling af love og regler og – ikke mindst – beskriver hvordan Moses får overleveret De Ti Bud på Sinai bjerg, er der dog et bud, nemlig buddet til Israel om at elske Gud, der fremhæves frem for alt andet:

”Hør Israel: Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde.” (5. Mosebog 6,4-6).

Kærlighed til Gud og næsten
I Det Gamle Testamente indebærer kærligheden til Gud først og fremmest, at man holder fast i ham. Det vil sige, at man skal adlyde og tjene ham, og at man ikke må dyrke andre guder end ham.

At elske Gud betyder dog også, at man skal værne om hans skaberværk, og at man skal elske andre mennesker. Det gælder også den faderløse, enken og den fremmede:

”For Herren jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke, men som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten.” (5. Mosebog 10,17.20) 

I Det Gamle Testamente optræder en stor mængde af forskellige hebraiske ord for det, som vi på dansk alene betegner som kærlighed. 

Kærligheden har altså mange betydningslag og udtryksformer i Det Gamle Testamente og beskriver – ud over forholdet mellem Gud og mennesker – for eksempel forhold mellem venner, mellem fremmede, mellem forældre og børn, mellem nationer og mellem elskende. I sidstnævnte tilfælde kan kærligheden også have en erotisk betydning. 

Selv om buddet om kærlighed til Gud kommer før alt andet, er der aldrig tale om en nedvurdering af nogen former for menneskelig kærlighed i Det Gamle Testamente: Her lovprises hele det gudsskabte liv med alle kærlighedens forskellige udtryksformer.

Et tydeligt eksempel på den gammeltestamentlige hyldest til kærligheden i alle dens former er Højsangen, der er en samling af kærlighedsdigte, som tilsammen udgør Bibelens mest lidenskabelige skrift. 

LÆS OGSÅ: Højsangen - en lidenskabelig skildring af kærligheden og erotikken 

”Jeg er Sarons rose,
dalenes lilje.
Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.
Som et æbletræ blandt skovens træer
er min elskede blandt unge mænd.
I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane

Han har ført mig til vinhuset,
på skiltet over mig står: Kærlighed.” (Højsangen kapitel 2, 1-4)

Det Nye Testamente og næstekærlighed
Ifølge de såkaldt synoptiske evangelister (Matthæus, Markus og Lukas), der opfattes som de primære kilder til Jesu liv og gerninger, viderefører Jesus den gammeltestamentlige forbindelse mellem kærligheden og pagten, der nu udvides til at gælde alle folkeslag. 

Jesus betragter sig selv som opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier, og citerer hyppigt fra Det Gamle Testamente, både når han skal forklare, hvem han er, og når han fremhæver kærlighedsbuddet frem for alt andet. 

Jesus gør dog også noget helt nyt i forhold til kærlighedsforståelsen i Det Gamle Testamente: Han forbinder buddet om kærlighed til Gud med buddet om kærlighed til næsten i det berømte dobbelte kærlighedsbud. Dermed siger han, at kærligheden skal være den afgørende faktor i alle relationer – både mennesker imellem og mellem Gud og menneske.

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ’Du skal elske din næste som dig selv’” (Matthæusevangeliet 22,37-39).

At blive en næste
Ifølge Jesus er næstekærlighed hverken noget, man tænker, eller noget, man føler. Buddet om næstekærlighed kræver derimod konkret handling. Dette illustrerer den berømte lignelse om den barmhjertige samaritaner fra Lukasevangeliet kapitel 10.

Lignelsen indledes med en farisæers spørgsmål: ”Hvem er min næste?” Og via fortællingen om manden, der bliver slået ned af røvere og får hjalp af den ringeagtede mand fra Samaria, viser Jesus, at farisæeren har stillet det forkerte spørgsmål: Det handler ikke om, teoretiske spekulationer om, hvem der er ens næste, men om selv at blive en næste. “Gå du hen og gør ligeså!” siger han med henvisning til samaritanerens gerninger.

Fjendekærlighed 
Jesus udvider næstekærlighedshorisonten til også at omfatte den (efter datidens religiøse overbevisning) urene, synderen og fjenden. 

Jesus forkynder en guddommelig kærlighed og tilgivelse, der er uden grænser og gives ganske ufortjent til fortabte og syndere (hvilket vil sige alle mennesker, da Jesus gentagne gange fremhæver, at ingen er uden synd). Dette skal det enkelte menneske afspejle i sin kærlighedspraksis ved også at elske sin fjende: 

”Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med.” (Lukasevangeliet 6, 27-29).

På korset, der i kristendommen betragtes som den største kærlighedsgerning, står Jesus selv for det vel nok stærkeste eksempel på fjendekærlighed, da han beder om tilgivelse på vegne af sine bødler:

”Men Jesus sagde: ’Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør’.” (Lukasevangeliet 23, 34).

Paulus 
Korsbegivenheden – det vil sige Jesu død og opstandelse – som det ultimative udtryk for Guds grænseløse og ubetingede kærlighed er afgørende for den teologi, apostlen Paulus fremstiller i sine breve.

Guds kærlighed i Kristus har sejret over døden, og intet, siger Paulus, kan længere skille mennesker fra denne kærlighed:

”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre”. (Romerbrevet 8,37-39)

Kærlighedens højsang
I sin berømte lovprisning af kærligheden, der også bliver kaldt ”Kærlighedens højsang” i Første Korintherbrev kapitel 13 siger Paulus, at kærligheden er den instans, som alle handlinger, al tro og alle kundskaber skal måles ud fra. Uden kærlighed er de intet værd:

”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet”. (Første Korintherbrev 13,1-2)

I en af Det Nye Testamentes smukkeste passager, beskriver Paulus den kærlighed, der ”tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt” og aldrig hører op:

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” (Første Korintherbrev 13,13)

Kilde: Werner G. Jeanrond: Kærlighedens teologi, Aros Forlag 2012