Bibelen om tilgivelse
Jesus, der i sin forkyndelse tilgiver menneskers fejltrin, dør ifølge Paulus på korset for alle verdens synder, og han bringer dermed det ultimative offer
Øje for øje, tand for tand.
Ikke sjældent støder man på det syn, at Guds retfærdighed i Det Gamle Testamente kommer til udtryk ved en uforsonende indstilling til menneskers fejltrin. Gud er hård og uden tilgivelse, han kender ikke til barmhjertighed. Gud hyller sig i vrede og dræber uden skånsel, hans straf rammer ubarmhjertigt, hvor man end befinder sig.
Og ikke uden grund. Beretninger om Guds resolutte indgriben over for mennesker, der træder ved siden af i Det Gamle Testamente, kan være skræmmende. Tag for eksempel historien om, hvordan "en ild slog ud fra Herren", da Arons sønner frembar et uhelligt offer for Gud - en ild der "fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt" (Tredje Mosebog 10).
Men det er ikke den hele og fulde sandhed om Gud Herren, i Det Gamle Testamente, for Herren optræder også som den tilgivende Gud, der lader sig formilde af menneskenes bekendelser.
I flere af Davids salmer bekender forfatteren sine overtrædelser for Herren og får tilgivelse for sine synder. Således er den lykkelig, hvis overtrædelser er tilgivet (Salmernes Bog 32,1).
Der er denne dobbelthed i synet på Gud i Det Gamle Testamente, uden at vi kan udrede, hvorfor det forholder sig sådan. Mange føler således, at der er tale om to guder, hvor den ene ikke kan tilgive, men straffer uden nåde, mens den anden er modtagelig for anger og bod og lader sig overtale til tilgivelse.
Tilgivelsen kan ud over at handle om den enkelte også have en kollektiv karakter, forstået på den måde, at det er de få eller den enkelte, der øver ret, og som derved frelser de mange. Vi kan møde det hos profeten Jeremias, men kender det frem for alt fra beretningen om, hvordan Sodoma og Gomorra bliver ødelagt (Første Mosebog 18), trods Abrahams ihærdige forsøg på at overtale Gud til at tilgive den ondskab, som sprang ham i øjnene.
"Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den?" spørger Abraham med en vis forargelse i stemmen. Og han fortsætter: "Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?«
Gud svarer Abraham: »Hvis jeg i Sodoma finder halvtreds retfærdige i byen, vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld. Men Abraham er ikke sikker i sig sag og når til sidst ned til at tage løfte af Herren, at bare der er ti retfærdige vil byen blive skånet. Også det svarer Herren ja til, men der er ikke ti retfærdige, og det ender som vi ved med ødelæggelse og død.
Som vi her kan læse det ud af beretningerne i Det Gamle Testamente, så var tilgivelse og dermed frelse en mulighed for den enkelte såvel som for de mange eventuelt på grund af de få retfærdige.
Hos profeten Jeremias, der levede fra omkring 630 til omkring 580 f.kr., møder vi tanken om den nye pagt, som skal indgås mellem Herren og folket til afløsning af den gamle, som var indgået mellem Herren og Moses.
Jeremias profeterer, at den nye pagt skal indledes med en fuldstændig syndstilgivelse. Moses kom med loven, som gjorde tilgivelsens mulighed nødvendig. Den nye pagt skal i sit udgangspunkt bygge på, at den fuldstændige tilgivelse har fundet sted.
Men også det synspunkt, at tilgivelsen krævede anger og bod, møder os i Det Gamle Testamente, sådan som det kan læses ud af historien om Guldkalven i Anden Mosebog 32.
Her var det nær gået galt, for mens Moses var oppe på Sinai bjerg for at hente lovens tavler, havde de utålmodige israelitter lavet sig en kalv af de indsamlede guldsmykker og tilbad nu guldkalven og havde glemt alt om Herren, der boede oppe på bjerget.
Moses blev rasende, da han kom ned og så, hvad de havde gjort, og han knuste de to stentavler med de ti bud og måtte gå tilbage til Herren oppe i skyen og bede om godt vejr for israelitterne. Herren tilgav dem og lod dem forsætte deres ørkenvandring.
Mens tilgivelsen kan have karakter af annullering, hvorved det gjorte gøres ugjort, har forsoningen ofte et element af "betaling". Forsoningen har brug for et offer, en offerhandling.
Tanken om, at det er nødvendigt at ophæve et modsætningsforhold mellem en guddom og menneskene gennem ofring, er almen religiøs og findes i mange religioner og således også i israelitisk religion.
Gud befaler Moses i Tredje Mosebog 16, at den tiende dag i den syvende måned skal være forsoningsdagen, hvor ypperstepræsten på vegne af alle israelitterne skal bringe Herren et offer i form af en gedebuk, hvorved folket vil blive forsonet med Herren.
Moses får besked på at tage to gedebukke og kaste lod imellem dem. Den buk, det ene lod faldt på, skal ofres til Herren, mens den anden buk sendes ud i ørkenen til Azazel, efter at ypperstepræsten har lagt alle folkets synder på den.
Dette sonoffer og det at udpege en syndebuk skal muligvis ses i sammenhæng med kongedømmet og kongens tronbestigelse, som efter alt at dømme var et vigtigt ceremonielt led i kulten i Jerusalem, hvor kongen en gang om året ved nytårsfesten kunne have den samme rolle som syndebukken.
Gennem ydmygelse og fornedrelse af kongen kom der en forsoning i stand mellem folket og Gud.
Selv om forsoningsdagen på et tidspunkt i israelitternes historie blev knyttet til kongen og hans tronbestigelse, kan forsoning gennem en syndebuk og et offer meget vel være ældre en kongedømmet og dets etablering i det gamle Israel og have rod i det helt gamle israelitiske stammesamfund.
Det er nok kong Davids fortjeneste, at det sakrale - altså hellige - kongedømme blev etableret omkring år tusind før Kristi fødsel.
Kongen blev her både en politisk og en religiøs skikkelse (præst). Det skete da David nøgen og dansende, som var han en kana'anæisk præst, førte arken ind i Jerusalem og dermed overtog det gamle kana'anæiske kultsted.
Det var et nærorientalsk, sakralt kongedømme, der her blev etableret med den konsekvens, at Messias som den kommende forsoner mellem folket og Herren skulle være af Davids hus og slægt, som vi kan læse det i juleevangeliet hos evangelisten Lukas.
Kongen havde en dobbeltrolle, idet han repræsenterede folket over for Herren og repræsenterede Herren over for folket. I dette dobbelte forhold kan man muligvis se kongen, Herrens Salvede, som den, der ved sin lidelse forsoner Herren og folket, sådan som det kan læse i Salmernes Bog 89. Her har Herren forstødt kongen, forkastet ham i sin vrede, brudt pagten med ham. Kastet ham i støvet og slænget hans krone til jorden.
Denne fornedrelse af kongen kommer lige efter, at salmen har ladet Herren udtrykke sin trofasthed over for David og hans efterkommere. Derfor kan der være grund til at opfatte de anførte vers som udtryk for, at "Herrens tjener" (kongen) gennem sin lidelse skaber forsoning mellem Herren og folket. Det er måske den situation, profeten Esajas har haft i tankerne når han i sin bog skriver om Herrens lidende tjener, at det var vore sygdomme han tog, det var vore lidelser, han bar ... han blev gennemboret for vore overtrædelser ... han blev straffet, for at vi kunne få fred (Esajas' Bog 53,5).
På Jesu tid var synspunktet på tilgivelse blandt jøderne nok netop det, vi møder i beretningen i Matthæusevangeliet 18 om disciplen Peter, der spørger Jesus, hvor mange gange hans skal tilgive sin bror. Om syv gange er nok?
Jesus siger til ham, at det ikke er syv gange, men at det nok er nærmere syvoghalvfjerds gange, han skal tilgive.
Herefter følger beretningen om den gældbundne tjener, der selv fik eftergivet sin gæld, men ikke ville eftergive ham, der skyldte ham en ubetydelighed.
Beretningen viser, at Guds tilgivelse er knyttet sammen med menneskenes indbyrdes tilgivelse, sådan som vi også ser det udtrykt i Fadervors ord: "forlad os vor skyld som vi også forlader vore skyldnere" (Matthæusevangeliet 6,12).
Hvis man skulle pege på noget nyt ved opfattelsen af tilgivelse i Det Nye Testamente, så må det være det forhold, at Guds tilgivelse er at finde i selve Jesu ord og gerninger.
"Dine synder tilgives dig", siger Jesu til den lamme på båren i Matthæusevangeliet 9,6 og flytter dermed Guds tilgivelse ned i en konkret virkelighed.
Tilgivelsen bliver derfor fra kun at være et religiøst forhold mellem Gud og mennesket til at være et eksistentielt forhold. Tilgivelsen er ikke blot et åndeligt forhold, den har rod og virkning i livet.
Men også påpegningen af, at alle bærer på skyld er ny og sætter evangeliernes Jesus-billede ind i en ny ramme.
I beretningen om kvinden, der er grebet i ægteskabsbrud (Johannesevangeliet 8), og som derfor i følge loven skulle stenes, får tilgivelsen en drejning, som peger frem mod den opfattelse, der kommer til udtryk hos Paulus, når han siger, at alle bærer skyld.
De jøder, der kommer med kvinden, vil fange Jesus i at være i modsætning til loven. Men Jesus ser på dem og siger: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« Hermed er behovet for tilgivelse flyttet fra hendes person og hendes synd og over til de andre, til mændenes samvittighed. Mændene må dog også efterfølgende slukøret gå hver til sit.
Med Paulus flytter tilgivelsen fra at være en begivenhed for den enkelte eller det kollektive i mødet med Gud eller Jesus over til at være en lære om Jesus. Jesus er sonofferet eller det stedfortrædende offer, der dør én gang for alle verdens synder på korset og bringer dermed det ultimative offer.
Denne lære om Kristus - at han døde på korset, for at alle kan blive tilgivet - bliver hos Paulus til troens indhold. En naturlig konsekvens af det bliver, at det må være troen, der frelser.
Alle er syndere, alle er skyldige, siger Paulus, og det er der ingen menneskelig handling i verden, der kan ændre på. Kun Kristus kan frelse mennesket. For Kristus har for Paulus gennem døden på korset gjort tilgivelsen i form af Gud nåde til den egentlige frelse, og det er det, der skal tros til frelse.
Den katolske kirke derimod vender efterhånden, som den tager form, tilbage til offerhandlingen som den nødvendige betingelse for, at Guds frelsende tilgivelse kan nå mennesket i verden.
Den ublodige gentagelse af offerhandlingen på Golgatha bliver nadverens centrale indhold i den katolske kirke og er med til at skabe kirken som det væsen, der forvaltede frelsen. Uden for kirken er der ingen frelse.
I den katolske kirkes lære kræves nok tro på Kristus, men kravet er også handling i form af offer og underkastelse under den Guds lov, som kirken forvalter. Tilgivelsen er ikke længere Guds sag, på anden måde end at kirken har fået fuldmagt til at forvalte den igennem bodens sakramente og skriftestolens bekendelser.