Hvad siger Bibelen om det onde?

Hvad årsagen til ulykker og ondskab er - menneskers skyld, Satan eller Gud selv - er ikke entydigt. Men bagved ligger en grundlæggende forestilling om at verden er god og Gud er kærlig

På de første sider i Bibelen - i skabelsesberetningen - hedder det, at det gode både er Guds intention med og en grundlæggende egenskab ved skaberværket. Gud skabte jorden, himlen, dyrene og manden, og så, at det var godt. Derefter skabte han kvinden, for det var ikke godt for mennesket at være alene.

Fra begyndelsen eksisterede der således en orden, der var bestemt ved at være god og som for menneskets vedkommende var kendetegnet ved samvær med Gud, der ikke sad langt væk i sin himmel, men gik omkring i Edens have sammen med Adam og Eva.

Men en ting er intention og mening, en anden de faktiske vilkår, som mennesket er underlagt - et tema som skabelsesberetningen gør opmærksom med kundskabens træ, der giver viden om godt og ondt, men som mennesket ikke må spise af, for så skal det dø. Der kræves lydighed af mennesket, men de fleste vil vide, hvad det endte med.

Slangen - "det snedigste af alle de vilde dyr Gud Herren havde skabt" - får den lidet flatterende rolle som fristeren, der ødelægger den paradisiske tilstand. Ved at spise af æblet sætter mennesket sig op imod Gud og bliver smidt ud af Edens have - og herefter er der ingen grænser for menneskets ondskab.

Gud, der nu befinder sig på afstand af menneskenes verden, forfærdes over menneskenes ondskab, som kommer til udtryk i fortællingerne om Kains brodermord, gudssønnernes ægteskab med kvinderne, Sodoma og Gomorra, afgudsdyrkelse og frafald. Guds reaktion er straf, som blandt andet finder sted ved syndfloden, der udrydder alle, undtagen den retfærdige Noa og hans familie.

I den del af Det Gamle Testamente, der beskriver Israels historie, er det kendetegnende, at ondskaben kommer fra menneskene, og at de ulykker, som rammer dem, tolkes som straf for folkets eller kongens ondskab. En straf, der også kan have et opdragende formål. Der er her en direkte sammenhæng mellem skyld og skæbne, eller som en af den ulykkesramte Jobs venner udtrykker det:

"De, der pløjer med ondskab og sår ulykke, høster det selv. De går til grunde for Guds ånde, forsvinder for hans vredes pust" (Jobs bog 4,8-9).

I andre skrifter bliver der dog flere steder sat spørgsmålstegn ved denne direkte sammenhæng. Det sker blandt andet i Prædikerens Bog:

"Begge disse ting har jeg set i mit tomme liv: Retfærdige, der går til grunde trods deres retfærdighed, og uretfærdige, der lever længe trods deres ondskab" (Prædikerens Bog 7,15).

Problemet er, at når Gud er herre over alt, så er han det nødvendigvis også, når det kommer til den øjensynlige uretfærdighed, og man må nødvendigvis stille spørgsmålet, om Gud kan være ond, eller om der findes en ond magt ved siden af Gud. Men gør der det, er Gud jo ikke længere alene om herredømmet. Denne problemstilling, kaldet teodicé, har teologer gennem tiden brugt mange kræfter på at komme overens med. Som vi vil se, er der i Bibelen flere tilgange til problemet.

Hos Esajas er sagen klar - Gud er ophavsmand til både det gode og det onde:

"Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette" (Esajas' Bog 45,7).

Andre steder er Satan årsag til det onde. I Det Gamle Testamente er Satan nævnt tre gange, men ikke som en magt ved siden af Gud eller som en dæmon, men som en, der tilhører den himmelske verden og handler på Guds bud. I Jobs Bog omtales han som en af gudssønnerne, som Gud omgiver sig med, og som af Gud får lov til at sætte den retfærdige Job på prøve:

"Da sagde Herren til Satan: "Nu får du magten over alt det, han ejer; men ham selv må du ikke række hånden ud imod" (Jobs Bog 1,12).

Satan er her som andre steder den, der frister og bringer ulykke, hvilket er med til at skabe en vis afstand mellem Gud og det onde. For nok er Satan i Guds nærhed, men de er ikke identiske.

I Det Nye Testamente er modsætningen mellem det gode og det onde understreget på en helt anden måde. Det hedder blandt andet:

"Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger" (1. Johannesbrev 3,8).

Det gode og det onde er i kamp med hinanden, og djævelens magt tages alvorligt, som det blandt andet udtrykkes i en af Jesu lignelser:

"Når et menneske hører ordet om Riget og ikke fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans hjerte" (Matthæusevangeliet 13,19).

Det betyder dog ikke, at mennesket frikendes for et medansvar for ondskab:

"Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd" (Matthæusevangeliet 12,35).
 
Grundlæggende er Det Nye Testamentes svar på det ondes problem imidlertid selve troen på Gud og hans kærlighed til skabningen. Når denne manifesterer sig i Kristus, der solidarisk lider med menneskene, reduceres problemet for den religiøse tro til et teologisk skinproblem.

Kilde: Gads Bibelleksikon.