LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Analyse

Hvad vil det sige at tage kristendom alvorligt?

Med det kulturelle blik på kristendom åbnes spørgsmål op for de mulige forskelle, som kristendom kan mobilisere i forhold til praksis, tro og overbevisning, men også i forhold til sociale mønstre, relationer og identitet, skriver Andreas Bandak. Foto: Petra Theibel Jacobsen

De seneste år er interessen for kristendom steget blandt antropologer på internationalt plan. Herved sættes der fokus på kristendom som et seriøst antropologisk forskningsområde, der tidligere har været anset som et kedeligt emne

Hvor teologi og religionsvidenskab i en dansk og nordisk kontekst til tider har haft en ganske konfliktfyldt relation, så har samtalen mellem teologi og antropologi ofte været mere tavs eller underspillet. Dette kan der være mange historiske grunde til.

Teologi som akademisk disciplin lader som oftest til at have sin primære optagethed rettet mod eksegese, kirkehistorie og dogmatik, mens antropologien traditionelt har været mindre optaget af kristendom som emne. Kristendom har i antropologiske termer været anset for et kedeligt emne, der i højere grad var en foreteelse hjemme end i de mere eksotiske dele af verden, som tidligere typisk har været antropologiens domæne.

I løbet af de seneste femten år er interessen for kristendom som et emne for antropologisk opmærksomhed vokset enormt især internationalt, men også i en vis udstrækning herhjemme. Dette rejser spørgsmålet om, hvad der er at hente i en kulturanalytisk tilgang til kristendom, men også hvad det vil sige at tage kristendom alvorligt som forskningsemne.

En af de centrale indsigter, som en kristendommens antropologi har tilvejebragt, er, at kristendom i høj grad må forstås i relation til dens praksis og til de aktører, der lever mere eller mindre aktivt praktiserende eller bekendende. Det vil sige, at det kulturelle blik på kristendom især fokuserer på, hvad der bliver trukket frem og anvendt i specifikke kontekster. Et centralt omdrejningspunkt er her, hvilken forskel kristendom så gør i disse specifikke kontekster.

Men bag denne tilsyneladende simple åbning gemmer der sig et væld af muligheder. Kristendom kan aktivt blive sat som forgrund for praksis i nogle kontekster, mens kristendom i andre er den baggrund i forhold til hvilken, andre spørgsmål vurderes. Med det kulturelle blik på kristendom åbnes spørgsmål op for de mulige forskelle, som kristendom kan mobilisere i forhold til praksis, tro og overbevisning, men også i forhold til sociale mønstre, relationer og identitet.

Fremfor at antage, at kristendom konstant er i forgrunden i kristnes liv, så åbnes der her for en forståelse for, hvornår og hvordan kristendom aktiveres og sættes i forgrunden, men også hvornår det ikke sker. Det antropologiske og kulturelle blik på kristendom er derfor i vid udstrækning optaget af hverdagens teologi, de måder, hvorpå praksis og fortolkninger ikke blot eksisterer i troens sfære, men støder sammen med levet liv og praksis med alle mulige forskellige positive såvel som negative konsekvenser til følge.

Der er derfor også i disse år fokus på, hvordan og hvorvidt teologi og antropologi kan informere hinanden. Med andre ord er der en åbning for at udfolde nye samtaler mellem teologi og antropologi som akademiske discipliner og samtaler. Det er klart, at det hermed ikke er givet, hvor denne samtale ender, men det kunne potentielt give anledning til en samtale præget af nysgerrighed i formuleringen af en kristendommens antropologi.

Hvad vil det så sige at tage kristendom alvorligt? Og hvad kan vi lære af det kulturelle blik på kristendom?

Vi kan i hvert fald for en start lære, at kristendom gør en forskel i mange menneskers liv, men at hvad denne forskel så måtte være kræver konstant og kritisk eksplicitering. Forskellen kan være positiv for nogle, negativ for andre. Det kulturelle blik kan her hjælpe os til at stille skarpt på, hvordan kristendom som en levende tradition konstant udvikler sig og aktiveres. Kristendommen gør en forskel, men den er aldrig simpel. Det bør vores forståelse herfor følgelig heller ikke være.

Andreas Bandak er antropolog, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet og medlem af Det Unge Akademi. Han forsker i kristendom og har arbejdet indgående med kristnes forhold i Syrien og Libanon.