Hvad vil det sige at være kristen minoritet, og hvornår giver det politisk opbakning?
Det er ikke alle typer kristne minoriteter, der vækker politisk opbakning, når de har det svært. Det skyldes, at minoritetsbegrebet er på spil i forskellige versioner i det kirkelige landskab i Danmark
I det forgangne år har det kristne landskab rykket sig herhjemme, og idealet for religiøs mangfoldighed er blevet mere globalt. 2019 bød både på diskussioner om dobbelt medlemskab til migrantkirker, støtte til forfulgte kristne og nedgang for Indre Mission.
Alle sager har at gøre med forskellige forståelser af at være minoritet og en strategisk brug af minoritetskategorien til at understrege et bestemt mangfoldighedsideal.
Minoritet: Fordele og ulemper
Minoritet betyder mindretal, og begrebet kan forstås på flere måder.
Typisk har det at gøre med et numerisk mindretal, altså at grupper af kristne i tal er færre end andre religiøse grupper. Men mindretal kan også referere til en magtposition, hvor grupper af kristne kan være en minoritet i lande, hvor de i tal er flest, men hvor en dominerende regeringsmagt eksempelvis er sekulær eller muslimsk.
Så helt kort handler minoritetskategorien om magt og tal. Men det at betegne sig selv eller at blive betegnet som minoritet kan også mobilisere politisk støtte. I det følgende præsenterer jeg tre eksempler på sager i 2019, hvor det at være i mindretal har forskellige konsekvenser.
Forfulgte kristne: De ukomplicerede minoriteter
I 2019 kom der øget opmærksomhed på forfølgelse af kristne i nogle dele af verden. Det kendetegnende ved de forfulgte kristne er netop deres minoritetsposition, fordi den muliggør forfølgelse og diskrimination på forskellig vis.
Selvom der har været debat om blandt andet biskoppernes officielle støtte til tiltag på området, er der ikke mange i det kristne landskab, der ikke har sympati med de forfulgte kristne. Dertil er forfølgelsen for alvorlig.
I forhold til minoritetskategorien må man betegne de forfulgte kristne som en ukompliceret minoritet, fordi deres minoritetsstatus er så ekstrem. Minoritetskategorien bliver her magtfuld, fordi den indebærer spørgsmål om retten til overhovedet at eksistere, og også fordi de pågældende minoriteter er langt væk geografisk.
Lidt kynisk sagt er det nemmere at blive forarget og villig til at hjælpe minoriteten, når den ikke kræver politisk indflydelse i ens hjemlige omgivelser.
Indre Mission: De nære minoriteter
I slutningen af 2019 kom nyheden, at Indre Mission oplever stor nedgang på landsplan, da flere af bevægelsens tidligere højborge i især landområderne er ved at skrumpe ind som følge af affolkning og manglende religiøs videreførelse fra en generation til den næste.
Indre Mission repræsenterer en minoritet, der fra 1800-tallet og frem har været et modspil til grundtvigianismen. Med deres bibeltro linje har Indre Mission skabt teologisk mangfoldighed i folkekirken. Bevægelsen er en kendt og også nær minoritet.
Men i modsætning til de fjerne forfulgte kristne, kan Indre Mission ikke bruge minoritetskategorien til at få politisk opbakning. Det skyldes, at Indre Mission ikke virker som en oplagt minoritet, selvom bevægelsen teknisk set er det. Indre Mission er ikke forfulgt som de kristne andre steder i verden, men er i nedgang som følge af en samfundsmæssig udvikling.
Den historiske bevidsthed om Danmarks kirkelige opgør er endnu så levende, at teologiske mindretal som Indre Mission ikke kan opnå politisk velvilje udelukkende på grund af deres minoritetsstatus.
Migrantkirker: De globale minoriteter
Det sidste eksempel på en minoritetsgruppe er de kristne migranter i Danmark. I 2019 blussede diskussionen om dobbelt medlemskab igen op, det vil sige muligheden for, at kristne migranter tilbydes både at være medlem af folkekirken og af deres egen kirke. Det dobbelte medlemskab er ikke officielt en mulighed, tværtimod kan folkekirkemedlemmer udmeldes af folkekirken, hvis de også er medlem af en anden religiøs retning.
Rent teologisk er de fleste migrantkirker tættere på pinsebevægelsen og på nogen måder også Indre Mission, så derfor repræsenterer de migrantkristne en kendt teologisk position, hvis det dobbelte medlemskab træder i kraft. Dog har de kristne migranter ofte andre politiske dagsordener, fordi de er mere globalt orienterede.
Men i en dansk offentlighed forstås de migrantkristne på linje med forfulgte kristne som en fjern minoritet, som kan mobilisere politisk medvind, fordi de er minoriteter. De vinder derved støtte ved at være ukendte, ligesom Indre Mission mister støtte ved at være kendte. Indtil videre går diskussionerne om det dobbelte medlemskab ud fra, at migrantkristne er en ukompliceret minoritet i Danmark, hvor de måske nok er ukomplicerede på grund af deres minoritetsstatus.
Det dobbelte medlemskab tilbydes til ret få mennesker ud fra ideen om, at de ikke for alvor vokser sig store nok til at vende den teologiske dagsorden inden for folkekirken, selvom de har anderledes teologiske overbevisninger. På den måde kommer de kristne migranter til at repræsentere en bevægelse hen imod en global folkekirkelig mangfoldighed, der retfærdiggøres i kraft af minoritetskategorien.
Minoritetsbegrebet er altså på spil i forskellige versioner i det danske kirkelige landskab: Ved de forfulgte kristne giver minoritetskategorien politisk kirkelig mobilisering, ved Indre Mission bliver minoritetskategorien en konstatering af en bevægelse i nedgang, og ved de migrantkristne frigiver deres minoritetsstatus muligheder for dobbelt medlemskab.
Ved alle er minoritetskategoriens politiske kraft nært knyttet til ukendthed, sådan at man vinder støtte ved at være fjern og uden magt.