Jeg har svært ved buddet om næstekærlighed lige nu

I velfærdsstaten har vi institutionaliseret næstekærligheden og gjort den national. Det er det, vi bokser med nu, siger Mattias Tesfaye

Jeg er ikke kristen. Jeg er kulturkristen, hvis der er noget, der hedder det. Jeg kan ikke forholde mig til, når næstekærlighedsbuddet bruges politisk, fordi religiøse argumenter ekskluderer dem, der ikke abonnerer på en bestemt religion.

Jeg kan godt huske, hvornår jeg sidst gav en hjemløs en ti´er, men det mener jeg ikke er det vigtigste udtryk for næstekærlighed. Det er et langt stærkere udtryk at stille op som tillidsmand, træne sit barns fodboldklub, deltage i arbejdsdagen i boligforeningen eller være med til at arrangere fastelavn for børnene i boligområdet. At gøre noget – ikke kun fordi det på kort sigt er i ens egen interesse, men fordi man oplever sig selv som en del af et kollektiv, man har et ansvar for – dét er næstekærlighed.

Derfor er det at være borger i velfærdsstaten, at gå på arbejde og betale sin skat med glæde, at være medlem af en fagforening og komme til forældremøde i daginstitutionen faktisk at gøre noget for sin næste.

Næstekærlighed er ikke en envejsrelation, men et udtryk for, at vi har erkendt, at vi er flokfyr. Du kan sidde med et stort happymeal, masser af penge og en stor fladskærm i en flygtningelejr i Libanon. Har du det så godt? Nej, selvfølgelig har du det ikke godt. Vi spejler os jo i vores omgivelser.

Da man i 1700-tallet puttede en daler i kirkebøssen uden at vide, hvem der fik den, var det også et udtryk for, at man ønskede, at sognets fattige skulle have en hjælpende hånd, og at man stolede på, at kirken var i stand til at fordele midlerne. Ingen har interesse i at bo i et lokalsamfund, hvor mange andre er fattige.

Men det er også netop næstekærlighedens udfordring – at den til en hvis grad er blevet institutionaliseret og dermed taber værdi på kort sigt og folkelig forankring på lang sigt.

Velfærdsstaten og den moderne, institutionaliseredenæstekærlighed er i sin grundessens national. Det er det, vi bokser med nu. Velfærdsstaten har gjort at jeg har stærke relationer til dem der bor i Danmark. Jeg stiller for eksempel ingen spørgsmålstegn ved, at de skattepenge, jeg indbetaler, går til at operere en hofte hos en 80-årig dame i Brønderslev. I valgkampen sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen: ”Jeg er dansker – og jeg er kun dansker”. Nu har han måttet erkende, at han også er europæer.

Den store politiske kamp handler om, at hvis vi også er europæere, hvor slutter næstekærligheden så?

Jeg mener, at de, der kalder sig humanister, piller indholdet ud af næstekærligheden ved at hævde, at man er forpligtet over for alle mennesker på kloden. Jeg opfatter næstekærlighed som et udtryk for relationer, og jeg har stærke relationer til dem, der bor i mit lokalsamfund. Hvis din nabo sulter, så er jeg sikker på at alle danskere – uanset hvem vi stemmer på eller hvilken religion vi har - vil tømme køleskabet og gå ind til naboen. Der er en årsag til, at vi ikke tømmer køleskabet og tager til Sudan. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Nogle er vi bare tættere på end andre.

Men jeg synes omvendt, at det er svært at handle efter næstekærlighedsbuddet lige nu. Det er svært at se på et menneske, der har de samme sko på som mig, taler bedre engelsk end mig, er på facebook ligesom mig, har den samme frisure som mig, holder med de samme fodboldklubber som mig, og er kommet helt til i Rødby Færgehavn uden at være det, vi kalder "flygtning", men bare meget gerne vil bo i Europa – og så sige til ham:

”Jeg har ret til gratis uddannelse, gratis sundhed, bløde gulvtæpper og cappuccino, fordi jeg er vokset op i Europa, og du er vokset op i Pakistan, og du er ikke personlig forfulgt og omfattet af FN´s flygtningekonvention, men dine børn kommer til at få en lorteuddannelse, og nu er du rejst til mit land, og nu har jeg ret til at sige til dig: Skrid”

Globaliseringen gør, at mine relationer til en midaldrende fyr fra Pakistan er stærkere, end de ville have været for hundrede år siden. Med hvis man åbnede op for al migration, så ville Europa jo brase sammen.

Men hver gang man står over for et menneske, har man jo lyst til at sige: "Selvfølgelig kan du bo her”. Men nu, hvor jeg sidder i mit kontor på Christiansborg, har jeg også en forpligtigelse til at se, at i den store sammenhæng dur det ikke.