Røde Kors-læge: Næstekærlighed og mit lægeløfte er to forskellige ting
Sommertid er ikke kun badning og sol. Med varme dage og nætter er det højsæson for de flygtninge, der tager den farlige tur over Middelhavet. Hvordan møder vi den fremmede inden for Europas grænser? Læs eller genlæs vores serie om næstekærlighed og mødet med næsten
Når du spørger mig, om næstekærlighed spiller en rolle i mit praktiske arbejde, så er svaret nej. Men det betyder ikke, at jeg ikke føler en forpligtelse som privatperson eller professionel til at yde omsorg for andre mennesker.
Men den fordring er ikke nødvendigvis en kristen fordring. Lægeløftet går tilbage til Hippokrates’ løfte om at anvende kundskaber til samfundets og menneskers gavn, og Hippokrates levede jo længe før Jesus.
Når man er læge, er man i princippet altid forpligtet til at være læge – også i det offentlige rum. De fleste læger har oplevet situationer, hvor der spørges: ”Er der en læge tilstede?”. Det kan ske under ferien på Markuspladsen i Venedig eller i en flyvemaskine. Her møder man tilfældigt en næste, der har brug for medicinsk faglighed, og i den forbindelse er lægen bundet af lægeløftet. Men fordringen om at hjælpe efter evne påhviler enhver.
I Røde Kors har vi som et af vores 7 principper princippet om medmenneskelighed, som sammen med princippet om upartiskhed er et grundlag, som er hentet fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Officielt er princippet introduceret på slagmarken ud fra et ønske om at bringe upartisk hjælp til sårede soldater, uanset om soldaten var ven eller fjende. Også navnet på samarittertjenesten er hentet fra Det Nye Testamente som benævnelse for frivillige, der tilbyder førstehjælp.
Om lægehjælp kan kaldes barmhjertighed i næstekærlig betydning, kan vel diskuteres. Barmhjertighed kan måske oversættes til empati, det vil sige evnen til at leve sig ind i andre menneskers situation og følelser. Empati er forudsætningen for at kunne indgå i læge/patient-forholdet som næste for patienten. På samfundsniveau er næstebudskabet institutionaliseret i velfærdsstaten, for eksempel gennem retten til sundhed. Ifølge straffelovens §253 kan man faktisk blive straffet, hvis man undlader efter evne at hjælpe nogen, der er i livsfare.
Vi ser i Røde Kors mange asylansøgere, som forsøger at få ophold i Danmark, og nogle af dem søger om en humanitær opholdstilladelse. Efter loven har asylansøgerne selv pligt til at skaffe oplysninger til brug for afgørelsen, og de har ofte brug for en lægeerklæring. Ministeriet vil ikke betale den, og asylansøgerne har ikke råd til at betale den, så lægen skal arbejde frivilligt, hvis der skal skrives en erklæring.
Spørgsmålet om, hvor langt patient/lægeforholdet strækker sig, herunder om ulønnet udfærdigelse af erklæringer er en integreret del af den lægelige behandling, dukker ofte op i kollegiale sammenhænge. Den læge, der påtager sig ulønnede opgaver til gavn for patienten, må vel siges at være patientens næste i bibelsk forstand.
Omvendt er menneskerettighedserklæringerne og hele det internationale hjælpearbejde ikke bygget på barmhjertighed imellem to mennesker, men på et ønske om at udbrede lignelsen om den barmhjertige samaritaner til at omfatte flere mennesker end dem, du møder her og nu.
I praksis yder mange mennesker støtte til hjælp i fjerne lande, fordi de berøres af menneskers lidelser eller afsavn. På den måde bliver den fjerneste til din nærmeste og din handling barmhjertig. Og om det er et kontinuum eller et kvantespring fra den enkelte til mødet med verden rundt omkring dig, er politisk og pragmatisk bestemt.
Artiklen er en del af serien "Hvem er min næste?". Du kan læse flere interviews fra serien her.