Marie Høgh: Jeg er altid selv efterlyst som næste

For sognepræst Marie Høgh, lyder buddet om næstekærlighed i ethvert forhold mellem mennesker. Det er umuligt at overhøre, men det betyder ikke, at vi selv kan afgøre, hvornår vi har handlet næstekærligt. Det er Guds bud, hvori han fordrer absolut selvfornægtelse. Foto: ©2015 Palle Peter Skov / Scanpix Denmark

Mennesket skal ikke erstatte Guds fordring med sine egne overkommelige forslag til, hvad næstekærlighed er, og hvem den gælder.
Marie Høgh, sognepræst

Sommertid er ikke kun badning og sol. Med varme dage og nætter er det højsæson for de flygtninge, der tager den farlige tur over Middelhavet. Hvordan møder vi den fremmede inden for Europas grænser? Læs eller genlæs kristendom.dks serie om næstekærlighed og mødet med næsten

Næstekærlighed er Guds ubetingede fordring til mennesket om at elske næsten som sig selv – eller rettere i stedet for sig selv. Det er selvopofrelse i reneste form, som når soldaten altid først tænker på kammeraten ved sin side. Næstekærlighed er det ansvar, man lever i over for sit medmenneske.

For mig er næsten det helt konkrete menneske, som jeg møder ved købmanden eller på kirkebænken. Jeg skal ikke gå ud i alle afkroge af verden for at finde min næste. Det er det menneske, som er fysisk tæt på mig. 

Buddet om næstekærlighed gælder i ethvert forhold mellem mennesker. Det er umuligt at overhøre, men det betyder ikke, at vi selv kan afgøre, hvornår vi har handlet næstekærligt. Fordi det er Guds bud, hvori han fordrer absolut selvfornægtelse, er det skjult for os selv og for andre, om vi har opfyldt buddet.

Buddet er altid rettet til den enkelte. Det er kun Gud, der kan sige ”du” på den måde, som det lyder i buddet ”du skal elske din næste som dig selv”. Det er en personlig fordring fra Gud til mig om at fornægte mig selv over for det menneske, jeg møder. Derfor kan vi ikke kræve næstekærlighed af hinanden.

Spørgsmålet om, hvem der er min næste, er kun en udflugt. Problemet er ikke at finde min næste, men at blive en næste selv. Jeg er altid selv efterlyst som næste. 

Mennesket kan slet ikke stille spørgsmålet ”Hvem er min næste”, for det står ikke i vores magt at afgøre, hvem det er. Det har kun Gud magten til. Mennesket skal ikke erstatte Guds fordring med sine egne overkommelige forslag til, hvad næstekærlighed er, og hvem den gælder.

Det er en farisæisk selvgodhed at kalde en bestemt politisk handlemåde over for syriske flygtninge for næstekærlighed. Lige nu ser vi den slags offentlige hykleri hos repræsentanter for Folkekirken. Ved at udpege flygtninge som ofre, der i særlig grad kræver vores næstekærlighed, gør man en nem overholdelse af borgerlig moral til det samme som sin egen opfyldelse af Guds bud. Buddet gælder ikke i særlige situationer, men altid og overalt, fordi fordringen er rettet til mig personligt.

Af princip støtter jeg aldrig nødhjælpsorganisationer. De bryster sig af at have et kristent menneskesyn, men har ikke forstået, at næstekærlighed ikke er en generel opfattelse af mennesker. Næstekærligheden opstår kun i mødet med den konkrete næste, som jeg ser.

Nogle organisationer lokker folk til at tro, at nødhjælp har noget med kirken at gøre. De hjælper til at løse et politisk problem med en humanitær gerning. Og det er meget fint, men det er ikke næstekærlighed.

Næsten er aldrig et fremmed menneske eller en abstrakt menneskemængde. Jeg lyder derfor ikke Guds fordring om næstekærlighed ved at lægge penge i en indsamlingsbøsse, for det er ikke her jeg møder min næste.

Vi skylder næsten at elske ham. Det er det eneste krav, der stilles til os. At udpege en bestemt politisk handlemåde til at være næstekærlig betyder, at man udpeger sig selv til at have opfyldt buddet, når man har udført denne handling. Men om søndagen går vi også i kirke for at bede om forladelse for den synd, at vi satte vores egne overkommelige bud i stedet for Guds absolutte bud.

Artiklen er en af flere i serien "Hvem er min næste?". Du kan læse flere interviews fra serien her