LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Serie: Teologers tanker om døden

Teolog: Hver generation skal oplære den næste udi kunsten at dø

Teolog og forfatter Liselotte Horneman Kragh forsøger hver dag at øve sig på at dø. Det gør hun for at opbygge en tillid til, at når hun skal dø, kan hun læne sig ind i dødsprocessen i stedet fra at stikke af fra den. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Allehelgen nærmer sig, og kristendom.dk har i den anledning talt med fem teologer om deres forhold til døden. Den anden i rækken er teolog, forfatter, medlem af Tænketanken Eksistensen og rådgiver i NEFOS, Liselotte Horneman Kragh

Hvad er dit personlige forhold til døden? Er du bange for døden? Ser du den i møde med stor sindsro?
Vel vidende at nogle filosofiske og psykologiske retninger - af nyere dato - siger, at det ikke kan lade sig gøre, sådan rigtigt, at forholde sig til sin egen død, vælger jeg at læne mig op ad den ældgamle tradition inden for både filosofi og religioner, der mener, at vi mennesker ganske udmærket kan øve os på at dø.

Så det forsøger jeg – hver dag.

Hver dag at tage et øjeblik til at indstille opmærksomheden på, at min egen død venter på mig. At opøve en tillid til, at når jeg skal dø, vil jeg kunne finde ud af at læne mig ind i dødsprocessen i stedet fra at stikke af fra den.

Jeg er ikke bange for min egen død (det er mine kæres og næres død, jeg får hidsig hjertebanken ved tanken om). Det er det med sindsroen. Jeg vælger at sammenligne dødsprocessen med det at skulle gå gennem en fødsel.

Jeg har født seks gange, og jeg har på intet tidspunkt kunnet se frem til nogen af mine fødsler med sindsro. For jeg synes ikke, at det er sjovt eller nemt at føde. Det har faktisk hver gang været så grænsesprængende en oplevelse af umulighed, at ordene mangler for det.

Men på den anden side er jeg gået ind i processen med en grundlæggende tillid til, at det vil jeg jo nok kunne finde ud af, uanset hvor umuligt det føltes. Sådan håber jeg også at kunne gå min egen død i møde. I det mindste at møde op med arbejdstøjet på og være samarbejdsvillig, selvom processen hverken er sjov eller nem.

Hvad betyder det for dig, hvad Bibelen siger om døden?
Bibelen set som helhed siger alt muligt om døden. Der er ikke én net lille tilskåret besked. Så jeg må – som med alverdens andre emner i Bibelen – gå rundt og smage lidt på de forskellige ord og forsøge at have et levende og bevægeligt forhold til dem.

Jeg finder det tryghedsskabende, at hele den jødiske tradition ikke gør så stort et væsen ud af selve det, at vi skal dø – at det bare hører med. Døden er indbygget i selve skabelsen, og det er ikke noget at blive særligt forskrækket over (sådan forstår jeg det mytologiske indhold i kapitel 3 i Genesis: Livets træ, dvs. kilden til udødelighed, var i haven, men ikke som et, Adam og Eva tilsyneladende havde spist af og ej heller skulle komme til at spise af). I Det Gamle Testamente er det ikke det at dø, der er noget særligt forfærdeligt, men det ikke at efterlade sig spor i livet. I form af efterkommere, som jeg tolker til også at kunne være tankegods, indvirkning, kærlighedens fodspor i det liv, man har vandret i.

Og endelig er der det refræn, som går igennem hele Bibelen: Frygt ikke. Jesus blev vist aldrig træt af at sige det til folk. Og så satte han krop på: Se her, nu gør jeg det selv. For ham gav det bestemt også noget bulder og ballade – jævnfør sammenligningen mellem véer og fødselsprocessen og at lægge krop til sin egen dødsproces, men ikke desto mindre gjorde han det.

Så en grundlæggende tillid til en meget livfuld Gud, der sprang op som en gummibold fra graven. Den favn opfordres vi til at turde have tillid til at lægge os i. Det øver jeg mig så på.

Hvad tror du selv, at der sker efter døden? Om noget?
Jeg har altid holdt meget af det gammeltestamentlige billede af festen, måltidet, de marvfede retter (og der må være en pendant til en vegetar som mig, tænker jeg) og den gode vin. Det er, som om de bibelske billeder af det ikke-jordiske bruger noget meget konkret: Måltid, måltidsfællesskab, fred mellem stridende parter, tårerne der tørres af kinden og lys.

De billeder - som jo på ingen måde er et færdigtænkt system – tager jeg med mig i mine tanker om det, der venter os efter døden. Al kilde til liv og dejlighed - og besværlighed - i Bibelen kommer af relationer, så jeg har svært ved at forestille mig andet, end at efter døden er det fortsat sådan. At vi er bundet op med hinanden og med Gud i en eller anden form for fortsat og fornøjelig dans.

Jeg abonnerer også glad og gerne på den fine måde, som hospicesygeplejerske Rita Nielsen beskriver livet efter døden på. Hun formoder – og glæder sig til – at i livet efter døden vil der ikke være misforståelser.

Vi bestiller næsten ikke andet end at støde ind i misforståelser om hinanden, så sikke en fest det kan blive, at misforståelserne simpelthen er ophævet efter døden. Kærlighed uden misforståelser er en kilde, der bare kan løbe frit.

Har du en personlig oplevelse med døden?
Jeg har haft et stort privilegium i at kende to mennesker, som hver på deres måde står som rollemodeller udi det at dø for mig.

Den ene døde alt for ung. Hendes datter var knapt voksen, så det var bestemt ikke i orden for nogen, at hun skulle dø væk fra sin egen familie og fra os venner, der elskede og værdsatte hende. Og dog døde hun med en ro og en ”det er i orden, det her, når det nu åbenbart skal være sådan”, som gjorde os andre rolige på en eller anden facon.

Den anden var en ældre mand, der vitterligt var mæt af dage. Han havde fulgt sin hustru til dørs, det vil sige han havde passet hende, indtil hun døde, og nu var han på en meget lavpraktisk og nøgtern måde parat til at dø også. Han hengav sig til sit eget sygdomsforløb uden de store armbevægelser, han lod ikke til at være bange, han ordnede alle sine ting, og jeg sagde farvel og god rejse til ham, den sidste gang jeg så ham. Han sagde roligt tak, og døde nogle uger efter.

Sådanne mennesker giver mig mod. Vi skal nemlig aldrig glemme, at hver generation skal oplære den næste generation udi kunsten at dø.