Hvilke former for protestantisme findes der?

Efter reformationen i 1517 opstod protestantisk kristendom, og sidenhen er denne gren på det kristne stamtræ vokset i et væld af forskellige retninger. Denne artikel guider til de største protestantiske grupperinger

De tre store hovedstrømninger inden for kristendommen er katolicismen, de ortodokse kirker og protestantismen. Protestantisme rummer mange retninger: Den evangelisk-lutherske kirke, den reformerte kirke, baptistkirken, metodistkirken og den pentekostale kirke, der også kaldes pinsekirken, for blot at nævne de større retninger.

Den evangelisk-lutherske kirke
Da munken Martin Luther i 1517 på kirkedøren i Wittenberg opslog 95 teser eller forslag til at reformere den katolske kirkes praksis, indledte han en reformation, der førte til, at kirken delte sig i en katolsk og protestantisk retning. Den evangelisk-lutherske kirke bygger på Martin Luthers oversættelse af Bibelen, fortolkninger af Bibelen og hans doktrin om, at mennesket er retfærdiggjort af Guds nåde gennem troen i Kristus alene.

De lutherske bekendelsesskrifter er samlet i den såkaldte Konkordiebog fra 1580. De kirker, som i dag kalder sig evangelisk-lutherske, fulgte Martin Luthers fortolkninger. I dag er den evagelisk-lutherske kirke den primære i lande som Tyskland, Danmark, Sverige og Norge.

Der findes ikke en fælles leder i de evangelisk-lutherske kirker, men omkring 90 procent af kirkerne er medlem af Det Lutherske Verdensforbund, som er et samarbejde mellem de evangelisk-lutherske kirker.

Den reformerte kirke
Den reformerte kirkes lære har sin oprindelse fra de to reformatorer Ulrich Zwingli (1484-1531) fra Schweiz og Jean Calvin (1509-1564) fra Frankrig.

I 1550 stiftede Jean Calvin den reformerte kirke. Jean Calvin var primært uenig med Martin Luther i synet på nadver, og på et kirkemøde i Paris fastlagde han sin lære. Denne form for protestantisme vandt især udbredelse i Schweiz og Frankrig, hvor Jean Calvin kom fra, men den bredte sig også til Skotland, hvor den skotske reformator John Knox stod i spidsen for reformationen. Den dag i dag er den reformerte kirke i Skotland en af de større kirker.

I den evangelisk-reformerte kirke er Bibelens ord det helt centrale, og der findes ingen billeder af religiøse symboler i kirkerne. Prædikestolen er placeret centralt i kirkerummet, der hvor alteret normalt er i andre kirkerum. Præsten er en del af menigheden og vender derfor aldrig ryggen til menigheden.

Nadversynet adskiller sig fra det evangelisk-lutherske, idet man i den reformerte kirke blot opfatter brød og vin blot som et symbol for Kristi legeme og blod, hvorimod man i den evangelisk-lutherske kirke fastholder, at selvom brød og vin blot er brød og vin, er Kristus til stede under nadveren.

Baptistkirken
Det var to engelske prædikanter, der stiftede baptistkirken i 1609: John Smyth (1554-1612) og Thomas Helwys (1575-1616). Baptisterne er de talrigeste indenfor den protestantiske tradition, og de har flere tilhængere end de lutherske kirker.

I baptistkirken bruger man voksendåb. Ordet baptist stammer fra græsk og betyder døber. I baptistkirken mener man, at den, der skal døbes, skal kunne stå personligt inde for sin tro. Er man barn i en baptistkirke, bliver man barnevelsignet, men troen skal man selv svare for, når man bliver ældre. Voksendåben foregår ved neddykning i et kar, som ofte er en del af baptistkirkernes indretning af kirkerummet.

Baptister er selvstændige i forhold til staten og er en frikirke. De er derfor også afhængige af, at medlemmerne af kirken mødes og afgør, hvordan kirken skal være baptistkirke lokalt. Alle betaler et bidrag til kirken. Derudover er det vigtig for en baptist at udøve aktiv livshjælp, såsom at hjælpe andre mennesker ganske konkret eller økonomisk.

Baptister i dag er ikke det samme som anabaptister på Luthers tid – eller sværmere som Luther kaldte dem, men baptistkirken henter sine grundtanker fra 1500-tallets sværmere, særligt i forhold til dåbssynet.

Metodistkirken
De to brødre John og Charles Wesleys (1704-1791 og 1707-1788) personlige engagement var baggrunden for, at metodismen opstod i midten af 1700-tallet som en fromhedsbevægelse blandt studerende på universitetet i Oxford. De to brødre dannede en Holy Club. Klubben var en protest mod den, i deres øjne, stivnede engelske statskirke, som de mente ikke gjorde noget aktivt for at fremme kristne dyder i befolkningen.

De to brødre kom til at tegne bevægelsen. Charles Wesley skrev smukke salmer, der kunne vække folket, og John Wesley holdt velbesøgte prædikener. De skabte en vækkelsesbølge, som gik imod tidens fremherskende calvinisme.

De to brødre mente og troede på, at mennesket har en fri vilje, som skal bruges til at fremme en personlig tro, til frelse og til at arbejde på at fuldende et fromt levned.

Metodistkirken er i dag et voksende kirkesamfund med mere end 80 millioner medlemmer på verdensplan.

Den pentekostale kirke
En omrejsende prædikant fra Kansas, USA, Charles Parham (1873-1929) som havde trukket sig fra Metodistkirken i 1895, havde en religiøs oplevelse, hvor han mente, at han blev helbredt for gigt.

Dette ledte til en prædikantvirksomhed, som især centrerede sig om Helligånden, helbredelse og Guds meget konkrete indgriben i en troendes liv. Fra sit hjem i Kansas åbnede Parham en bibelskole, hvor han underviste i helbredelse, vækkelse, og Åndens dåb. Den pentekostale kirke kaldes også pinsekirken på grund af det store fokus på Helligånden, der ifølge Bibelen kom til Jesu disciple pinsedag.

Den pentekostale teologi har flere forskellige kendetegn, som er med til at fungere som identifikationsmarkører. Herunder kan nævnes åndens gaver, tungetale, helbredelser, karismatik, voksendåb.

Den apostolske kirke er en udløber af den pentekostale kirke, og begge kirkesamfund er frikirker.