Debat

Hvis præsten strejker, kan menigheden selv holde gudstjeneste

Menigheden kan sagtens selv holde gudstjeneste, det er det, der ligger i det lutherske almindelige præstedømme, skriver konsulent Mogens S. Mogensen. Foto: Henning Malene Korsgaard Lauritsen.

En strejke eller lockout vil ikke forhindre sognene i at holde gudstjenester. Menighederne må træde i karakter som myndige kristne - i overenstemmelse med det almindelige præstedømme, skriver interreligiøs konsulent Mogens S. Mogensen

For nogle år siden kørte jeg til en landsby i Nordjylland for at deltage i min kære mosters begravelse. Kirken var fyldt til sidste plads, og vi sad – dybt berørte af tabet – og ventede på at gudstjenesten skulle gå i gang. Der gik fem minutter over tiden, der gik 10 minutter, men gudstjenesten gik ikke i gang, for organisten dukkede ikke op. Men så besluttede man at gennemføre gudstjenesten uden organist; det betød blot, at vi alle sammen sang endnu bedre med. Det blev en god gudstjeneste, som jeg er sikker på, at ingen af os glemmer.

Hvis det om nogle uger ender med en overenskomstmæssig konflikt på det danske arbejdsmarked, så vil en række af folkekirkens overenskomstansatte medarbejdere, inklusiv præster, blive ramt af strejke eller lockout. Det vil, ifølge flere præster og andre, betyde, at der i de strejkeramte sogne ikke vil kunne afholdes gudstjeneste.

Det ville da være meget problematisk, hvis blev tilfældet. Men for mig at se er det mest problematiske, at præster og andre ikke kan forestille sig, at vi i folkekirken kan holde gudstjeneste uden medvirken af præster og andre lønnede medarbejdere. For selvfølgelig kan vi det. Ligesom vi ved min mosters begravelse sagtens kunne holde gudstjeneste uden medvirken af en organist, for vi kunne da sagtens synge uden orgel-ledsagelse, sådan kan man da også holde gudstjeneste uden medvirken af fx en præst.

Det handler blot om, at vi som menighed træder i karakter som myndige kristne, der – i overensstemmelse med den lutherske lære om det almindelig præstedømme – indser, at vi dybest set alle er præster for Vorherre. Alle kristne har ret til at læse og tolke evangeliet og kan derfor principielt også gå op på prædikestolen – med god forberedelse hjemmefra – læse søndagens evangelium op og søge at udlægge teksten for menigheden (som det jo også sker ved lægmandsgudstjenester!) – og i det hele taget lede gudstjenesten efter ritualbogen.

Enhver kristen kan – i nødstilfælde, hvor der ikke er en præst tilstede – foretage en gyldig dåb i Faderes og Sønnens og Helligåndens navn. Og efter min ydmyge mening, må også en nød-nadver – uden deltagelse af en præst – være på sin plads. Når det gælder vielser, så har en lægmand naturligvis ikke myndighed til at vie et par med retsgyldighed, men hvis parret forud er blevet viet på rådhuset, så kan en lægmand naturligvis også nedbede Guds velsignelse over parret.

Men hvad så med begravelser? Her må jeg komme med en lægmands bekendelse. En aften for nogle år siden ringede en god ven til mig og bad om hjælp i sin store nød. Vennen og hans hustru , der var indvandrere, havde mistet deres barn, som skulle begraves næste formiddag. Sygehusets kapel, hvor kisten stod, var fyldt med venner og naboer – og bedemanden var parat, men det skulle ikke være en kirkelig begravelse med medvirken af en præst.

I denne nødsituation følte jeg mig nødsaget – og også direkte opfordret – til at hjælpe vore venner med at improvisere en lille (nød)gudstjeneste – og efterfølgende på bedemandens insisterende opfordring – at forestå selve jordpåkastelsen. Noget tilsvarende kunne naturligvis også ske ved en begravelse i folkekirkeligt regi. Jeg indrømmer, at det kan være en udfordring for menigheden at gøre det, som ellers er det helt normale for lutherske menigheder i andre dele af verden, nemlig selv at grave graven – eller sende bud efter en entreprenør, der kunne grave graven, men i nødstilfælde kunne vi vel finde ud af også det.

Der er al mulig grund til at glæde sig over, at vi i folkekirken har dygtige og veluddannede præster, organister, kirkesangere, kirketjenere og gravere, og det skal vi til enhver tid påskønne, Og vi skal være taknemlige over, at vi er en så rig kirke, at vi har lønnede medarbejdere til at varetage disse opgaver. Men kirken står og falder ikke med det. I nødstilfælde – som fx i forbindelse med strejke og lockout – må den kristne menighed naturligvis træde i karakter og i fællesskab holde gudstjenester og varetage de kirkelige handlinger og dermed tage sig af hinanden med evangeliets glæde og trøst.

Mogens S. Mogensen

Ph.d, interreligiøs konsulent og ekstern lektor