Overblik

Hvordan fik vi kvindelige præster?

Her ses biskop over Odense Stift, H. Øllgaard, sammen med de tre første kvindelige præster: Johanne Andersen, Edith Brenneche og Ruth Vermehren. De blev ordineret i 1948, og siden er flere kvinder blevet en del af den danske præstestand. Foto: Arkiv

I 1948 blev de tre første kvindelige præster ordineret til folkekirken. Selvom det er mere end 70 år siden, får debatten stadig en del opmærksomhed. Vi fik en ordning med kvindelige præster, fordi befolkningen i de enkelte sogne ønskede det, vurderer sognepræst Nana Hauge

Se en tidslinje over de kvindelige præsters historie i bunden af artiklen.

Siden 1948 har der været kvindelige præster i den danske folkekirke. Det betyder ikke, at debatten om ordningen med kvindelige præster er forstummet, selvom det er mere end 70 år siden, at de tre første kvindelige præster blev ordineret til folkekirken i Odense Domkirke.

Senest blussede debatten op på ny, da Menighedsfakultetet i Aarhus i slutningen af september meldte ud, at de som institution ikke længere er imod ordningen med kvindelige præster. Meldingen affødte en del kritik på den kirkelige højrefløj, blandt andet fra Dansk Bibel-Institut, som er den anden private institution i Danmark, der uddanner teologer.

Debatten går imidlertid længere tilbage end til 1948, hvor de første kvindelige præster blev ordineret. Allerede i 1915, da kvinderne fik stemmeret, begyndte røster at argumentere for en ordning med kvindelige præster. I 1919 diskuterede Folketinget derfor en ordning, der kunne gøre det muligt for kvinder at blive præster, men udskød beslutningen til en dag, hvor der ville være konkret anledning til det.

Kvindelige præster arbejdede på lokalt niveau før 1948

Nana Hauge er i dag sognepræst i Hårslev-Padesø Pastorat på Fyn. Hun var tidligere ansat som valgmenighedspræst i Havrebjerg valgmenighed. Det var her, at danmarkshistoriens første kvinde uofficielt blev ordineret som præst til en frimenighed. Den første kvindelige præsts navn var Maren Sørensen, og hun havde i praksis virket som præst for en menighed i Valsbøl i Sydslesvig siden 1920’erne.

”Maren Sørensen var egentlig uddannet sygeplejerske, men havde siden 1922 virket som præst i en kirkesal i Valsbøl, der var indviet af frimenighedspræsten Niels Dael,” fortæller Nana Hauge, som forklarer, at Maren Sørensen ikke forrettede nadver eller dåb, men holdt sig til forkyndelsen og sjælesorgen.

At Maren Sørensen allerede virkede som præst gjorde, at en deltager på et Liselundmøde, der var en grundtvigsk menighedsskole, spurgte, om ikke Maren Sørensen kunne ordineres som præst, når hun alligevel var deres præst i forvejen.

”Niels Dael, der på dette tidspunkt var frimenighedspræst i Havrebjerg, gik med til at ordinere hende til en frimenighed i 1940. Niels Daels overbevisning var, at hvis en menighed selv kaldte hende deres præst, og at hun ønskede denne ordination, var der ikke noget i vejen for, at kvinder kunne virke som præster,” siger Nana Hauge.

Maren Sørensen kunne kun ordineres, fordi det var til en frimenighed. Men i 1946 ønskede en valgmenighed, som hører under biskoppernes tilsyn. at ansætte den teolog-uddannede Johanne Andersen som præst, fordi hun ligesom Maren Sørensen i praksis havde virket som menighedens præst gennem en længere periode.

Det vidner ifølge Nana Hauge om, at idéen om kvindelige præster voksede nedefra i de enkelte sogne. Det tvang Folketinget til at tage stilling, hvilket ledte til, at det i 1947 blev muligt at ordinere kvindelige præster til folkekirken og til valgmenighederne. Det skete første gang den 28. april 1948, da tre kvinder blev ordineret: Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche.

Debatten fortsætter, selvom flere kvinder bliver præster

Kun en ud af de dengang ni biskopper ønskede at ordinere de kvindelige biskopper, og i en protestskrivelse truede mere end en tredjedel af landets præster med at nedlægge sit embede, såfremt folkekirken ville acceptere kvindelige præster. Præsterne blev dog i embederne på trods af truslerne.

Siden har flere kvinder fundet ansættelse i kirken. I dag er over halvdelen folkekirkens præster kvinder, og selvom debatten om ordningen med kvindelige præster jævnligt får spalteplads i aviserne, er det ikke noget, man bemærker som kvindelig præst, mener Nana Hauge.

”Modstanderne siger jo selv, at de ikke er imod kvindelige præster. De er imod ordningen med kvindelige præster. Det betyder også, at man sagtens kan samarbejde med dem. Jeg oplever faktisk, at de meget ofte tager mig med på råd og bifalder, hvad jeg skriver i debatspalterne,” fortæller Nana Hauge.

Hun mener, at folkekirken skal kunne rumme både modstandere og tilhængere af ordningen med kvindelige præster:

”Jeg mener, at det er en forudsætning for den folkekirke, vi har i dag, at den er så rummelig, som den er. Vi kan være uenige på kryds og tværs, men hvis eksempelvis missionsfolkene, som traditionelt har været modstandere af ordningen med kvindelige præster, trækker sig ud, kan jeg godt frygte for kirkens tilstand.”