Bør samfundet have større indflydelse på kirken?

Folkekirkens største udfordring er muligvis, at den er kirke i en velfærdsstat, og derfor ikke behøver forholde sit aktivt til konkrete samfundsmæssige udfordringer. I sydafrikanske kirker forholder det sig helt anderledes, vurderer postdoc Jette Bendixen Rønkilde, der er på forskerophold i Sydafrika

Uanset teologisk ståsted kan man ikke komme udenom, at kirken findes i et konkret samfund. Både som kirkebygning og som forsamling af mennesker på et bestemt sted og i et bestemt tidsrum. Et tilbagevendende spørgsmål, som også klimakrisen igen har pustet nyt liv til, er, hvordan kirken skal forholde sig til samfundet?

Det er hverken et særligt originalt eller nyt spørgsmål. For ser man historisk på det, så viser det sig hurtigt, at der gennem kirkens historie har været mange bud på, hvordan kirken enten kunne forholde sig positivt eller negativt til sin samtid og sit samfund. Det gælder uden tvivl også i dag.

I en dansk kontekst, hvor det skaber overskrifter, når en præst tager alterbuketten og marcherer gennem gaden i præstekjole for at lægge buketten ved en synagoge, fordi det er en sjældenhed, så forholder det sig anderledes, hvis man kigger ud over landets grænser. Her er det tydeligt, at det selvfølgelige i, at kirken også er engageret i samfundet, og at samfundets anliggender også er kirkens, blot bliver større, jo større udfordringerne eller omvæltningerne er.

Kirken er en del af samfundet i Sydafrika

Et eksempel på det er Sydafrika, der kæmpede med apartheid og som også i dag har massive samfundsmæssige udfordringer med høj fattigdom, kriminalitet og meget store forskelle på rig og fattig.

For ikke så længe siden kunne man læse i de danske aviser, at der er en kvinde, der bliver slået ihjel hver tredje time et sted i Sydafrika. Den virkelighed kan ingen kirke snige sig uden om at forholde sig til. Her er det praktisk talt utænkeligt, at kirken ikke definerer sig selv og defineres ud fra det samfund, den er en del af.

Når ærkebiskop Desmond Tutu var en selvfølgelighed i at få tiden efter apartheid til at fungere, så var det helt naturligt, når nu kirken havde fungeret som en stadigt tydeligere modsætning til apartheid-styret.

Deltager man i dag i en gudstjeneste i Sydafrika er der klare referencer til samfundsmæssige problemstillinger, hvor kirken som modkultur forkynder et socialkritisk alternativ, hvor folk bliver rustet til at lade tro føre til handling.

Kirken og samfundet i Danmark

Både folkekirken og det danske samfund er forskellige fra forholdene i Sydafrika. I en samtale med en sydafrikansk professor, hvor samtalen faldt på kirkens rolle i samfundet fik jeg spørgsmålet: ”Hvilke problemer har I i Danmark, og hvordan ses det afspejlet i eksempelvis jeres gudstjeneste?”

Når jeg ikke kunne svare på spørgsmålet på stående fod, hænger det sammen med, at det ville være et både utænkeligt og utidigt spørgsmål at stille i mange kirkelige sammenhænge i Danmark.

En enkelt reference i en kirkebøn er ikke usædvanlig, men at en bestemt samfundsmæssig problemstilling, som eksempelvis vold mod kvinder, skulle være en rød tråd gennem både bønner, forbønner og prædiken, har jeg kun sjældent hørt om - og så er det i særlige gudstjenester med en bestemt tematik. Snarere ville det nok føre til mange løftede øjenbryn og pegefingre, hvis det var sådan fast i nogen folkekirkes gudstjeneste.

Måske har det, at folkekirken er en kirke i en velfærdsstat også betydning for, hvordan den forholder sig til samfundet. Det er kendt stof, at folkekirken kun meget sjældent har været samlet om noget samfundsmæssigt ærinde. Hyrdebrevet mod jødeforfølgelsen fra 1943 er måske det eneste eksempel på noget nær en samlet kirke, der forholdt sig aktivt til en konkret samfundsmæssig udfordring.

I den seneste tid har en biskops forsøg på at blande sig i klimaspørgsmålet ført til en hel del debat, både med opbakkende skulderklap og en hel del kritisk afstandtagen. Det altovervejende argument hos kritikerne har været, at kirken ikke skal spændes for en bestemt samfundsmæssig eller politisk vogn.

Spørgsmålet fra den sydafrikanske professor klinger stadig. For kan der være en pointe i, at folkekirken som majoritetskirke i et velfærdssamfund har for få virkelige problemer at samle sig om og mod? Det kan synes, som om det største problem for folkekirken i dag ikke er samfundsmæssigt, men at den mister medlemmer og døjer med faldende dåbsprocent og derfor søger at ny-opfinde sin plads i samfundet med nye tiltag.

Hvis professoren har ret i sin selvfølgelige tilgang til, at kirken er bundet på godt og ondt til sin samtid og sit samfund, så er folkekirkens virkelige udfordring, at den har for få store udfordringer at udfolde sit virke i.

Eller at kirken ikke har blik for de udfordringer, som reelt er tilstede i samfundet, som eksempelvis den voksende ensomhed. Kirken som profetisk stemme i et givent samfund kræver i hvert fald, at den kaster sig ud i at være en aktiv med- og modspiller i samfundsliv- og debat.

Jette Bendixen Rønkilde er postdoc i teologi og på forskerophold på Det Teologiske Fakultet i Stellenbosch, Sydafrika. Hun skriver analysen ved religion.dk.