Hvordan skal kirken på landet være i fremtiden?

Folkekirken på landet er under forandring. Det skyldes især kommunalreformen, samt store kræfter som urbanisering og globalisering, vurderer teolog og ph.d. Karen Marie Leth-Nissen

Vi ser i disse år en øget urbanisering, hvor flere og flere flytter til byen. Som sociolog Sten Marqvard Rasmussen beskrev det i sin bog ”Forskellige vilkår for folkekirken på landet” fra 2015, så er der forskellige vilkår for at være folkekirke på landet.

Geografi betyder rigtig meget for, hvem der bor i et sogn, hvem der flytter til, og hvem der flytter derfra. Ligger et sogn tæt på en større by, eller tæt på motorvej, er sandsynligheden for, at der kommer nye familier med børn større. Og vice versa.

Med kommunalreformen i 2007 blev både skoler og plejecentre centraliseret, og der er derfor i dag mange flere sogne, som ikke har en dagligdag med børn, unge og ældre mennesker, for mange børn bliver kørt hen til skolen et andet sted, og de ældre er flyttet på plejecentret i byen.

Arbejdskraftens og turisternes frie bevægelighed
Samtidig ser vi nogle nye befolkningsgrupper i de sogne, som ligger længst væk fra byerne. Det drejer sig eksempelvis om østeuropæere, som kommer hertil for at arbejde i landbruget. Nogle er sæsonarbejdere, men en del henter familien til Danmark, køber hus, slår sig ned, og ønsker en relation til folkekirken.

En anden gruppe, som folkekirken er ved at få øjnene op for, er sommerhusbeboere (se den nye rapport om kirken i sommerlandet). Både de faste, som ejer et sommerhus og bruger det selv, men også de sommerhusbeboere, som kun er i sognet i en uge eller to i løbet af årets sommerferie. Ingen af disse grupper regnes med i en præsts arbejdsbelastning, for de regnes ikke med til medlemmer i sognet.

Forskellige fortællinger om landet
Et andet vilkår er, at landet ikke længere er landet, som kulturgeograf Dr. Florian Dünckmann fra Kiels universitet fortalte om på en konference om kirken på landet i Europa, der for nyligt blev afholdt af Folkekirkens Viden- og Uddannelsescenter. Der findes nemlig parallelle fortællinger om livet på landet.

Ser man eksempelvis livet på landet som idyllisk, præget af nærhed til natur og ro i sjælen? Som en produktionszone eller som en hverdag forpestet af store traktorer og stank fra gylle? Ser man landet som et sted, hvor der ingenting sker? Er landet lig med mennesker, som hylder konservative og traditionelle værdier og går mere op i det nationale?

Når man taler om livet på landet i folkekirkesammenhæng, er man nødt til også at tale om, hvad det er for et ”land”, man taler om. For det er ret afgørende i forhold til, hvordan man ønsker at folkekirken skal være til stede. Særligt i de situationer, som er nævnt ovenfor, hvor nye grupper beboere kommer til sognet, enten permanent eller i deres fritid.

Transformationen
I den transformation, som folkekirken på landet står i, kan den lære af andre lande. Det første skridt er en besindelse på, hvem der rent faktisk har brug for folkekirken. Hvem kan vi være kirke sammen med? Kan de nye østeuropæiske naboer få deres barn døbt i den lokale kirke? Kan den lokale kirke være kirke for og med turister og de faste sommerhusbeboere?

Det er ikke kun et lokalt ansvar at få dette til at lykkes, men også noget som provsti og stift kan arbejde sammen om rammerne for. Det lykkes bedst, hvis den lokale folkekirke ser de nye grupper mennesker, som nogen der hører til lokalt, også selvom de måske ser anderledes på livet på landet, end vi selv gør.

Hvordan være kirke på landet i fremtiden?
De gode nyheder for den danske folkekirke er, at kirkeskatten og den høje medlemsprocent gør det muligt at tage den med ro og lære af andre lande og kirkesamfunds erfaringer. De sognesammenlægninger, vi ser i danske stifter med mange landsogne, er småting i forhold til eksempelvis Tyskland. Her kan en præst i Pommern sidde med 24 sogne og kirker og måske under 1000 medlemmer i alt. Det er næsten umulige arbejdsforhold.

Den danske folkekirke står faktisk i en unik situation. Folkekirken er stadig en reel folkekirke med stor opbakning i befolkningen. Det skyldes flere faktorer, og én af de stærkeste er, at folkekirken bredt set tager ansvar for både folk og kirke. Folkekirken har altid bidraget til den sociale sammenhængskraft på landet ved at samarbejde med de lokale foreninger, med skole, børnehave og nogle steder også kommunen. Folkekirken har historisk overlevet ved at tilpasse sig ændrede vilkår og folkelige strømninger. Mon ikke den kan gøre det igen?

Karen Marie Leth-Nissen er cand.theol., ph.d. og arbejder som postdoc. Hun skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.